Hvile vil jeg paa det bløde Mus,
Strække mig paa unge Rosenblade!
Skalken Amor selv skal staae derhos
Og med Druesaft,
Fuld af Ild og Kraft,
Mig de tørre Læber bade.
Thi vort Liv hendøer, som Skovens Løv;
Hurtigt Glædens Tid, som Hjulet iler;
Derfor vil jeg, før jeg vorder Støv,
Før den kolde Steen
Dækker mine Been,
Nyde Glæden, mens den smiler.
Hvortil er en Krands vel paa min Grav?
Heller vil jeg selv mit Haar bekrantse,
Drukne Livets Sorg i Glædens Hav,
Dandse elskovvarm
Ved min Piges Arm,
Til jeg skal med Døden dandse.