Et Vildnis fuldt af Roser
der bruser som et Hav,
Ah Roser — gule Roser.
Et Hav af matgult Rav!
Hvor presser de sig sammen
med Kind tæt ind mod Kind!
Det kommer vel af Flammen
i deres gyldne Sind.
Den store, gronne Bille
den vralter rundt og vælger,
hvor bedst der holdes Gilde,
saa man i Sødme svælger.
I drukken Ro, den kravler
helt ind til Rosens Bryst
og suger der og savler
i Overmaal af Lyst.
Og Vellugt stiger, vælder
solmættet, fyldig, glødhed
og melder og fortæller,
at der er nok af Sødhed.
Men det er Somrens Biller
og det er Somrens Roser,
og alt hvad Rosen spilder,
det gaar i Billens Poser.
Og det som Billen sparer,
det plukker Kvindehænder.
Og det som endnu varer
i Solens Brand forbrænder.
Og det er Somrens Kvinde,
som sanker Roser sammen.
Den Ild hun ejer inde,
slaar ud mod Rosenflammen.
Og alle Somrens Biller
dens Roser og dens Kvinder
i Solens Straaler spiller
forbrænder og forsvinder.
For Sommerlykken næres
kun af sin egen Stamme,
saa den tilsidst fortæres
og synker i sin Flamme.