Nu ringer alle Klokker i Firenze
sin Fred udover Stad og grønne Vinjer.
Sort staar Cypressen og de brede Pinjer
mod Aftensolens Guld bag Bjergets Grænse.
Dit Hoved bærer Glorie Firenze!
Dit skønne Hoved med de strenge Linjer.
Nu ringer alle Klokker i Firenze
og blide, unge Piger — gamle Kvinder
de sætter deres Dag en gylden Grænse.
Hvor Kerter for Madonnas Aasyn brænder,
de bøjer Knæ og Rosenkranse rinder
og risler sagte mellem fromme Hænder.
Nu ringer alle Klokker i Firenze
og gamle Præster svinger Offerkarret
og Røgen vælder duftende og stiger
mod ham paa Korset — blødende og arret,
som vilde alle arme Hjerter rense
til Bryllupsfest i Himlens klare Riger.
De ser paa ham lidt sky, de unge Piger.
Nu toner Aftensangen i Firenze!
de klare Stemmer og de brudte gamle
de stiger imod Hvælvets faste Grænse,
som vilde alle disse Hjerter samle
al deres Kraft og med en Tonebølge
slaa Hvælvet ud, naa frem til Herrens Skamle
der, hvor han straaler med sit lyse Følge.
»Bøjet paa Knæ, Madonna. Se Firenze!«
De gamle Hjerter og de ganske unge
i Bønnen taler med en fælles Tunge
som var ej mellem dem en Afgrunds Grænse.
»Bøjet, paa Knæ Madonna. Se Firenze!«
Der ringer Klokker her, som i Firenze;
men her hvor Havet brydes imod Klipper
vil Sindet ikke Klokkeklangen ænse.
Den griber efter dig, men Grebet glipper.
Mørk, mørk er Kvelden. Ingen Farver gløde.
Et Glimt af Glans, Sol levnede det ikke
og Havet er sig selv — et raakoldt Øde.
Det blinker ikke mer med sølvblaa Blikke.
Hav brydes imod Fjeld og Bølger skyller
enstonigt — Skvulp i Skvulp ind over Sanden
og véd det ikke selv og skyller, skvulper
smaa, blanke, døde Fiske ind paa Stranden.