Syg af sin egen og Alverdens Kummer!
Der døde ikke en, — der døde mange,
saa mange, som det vilde Hjerte rummer
— Nu kom den dybe Stilhed, der gør bange,
En Stilhed, som naar tusind Skrig forstummer.
*
Alle, alle maatte hun tage
ind i sin Vrede, ind i sin Klage.
Hun maatte, hun maatte
følge deres Fodtrin, der hvor de traadte,
se dem i Vilse, snuble og falde.
Alle!
Hun maatte, hun maatte
fatte deres Sjæle, se dem staa blotte,
se dem staa nøgne
for sine Øjne.
Hun maatte, hun maatte
og hun stirrede og græd
over Menneskenes Sæd.
Hun sørged i sit Moderhjerte, sjælesyg og ræd
over al den Fortræd.
Hun maatte, hun maatte
kende deres Armod og deres Drømmeslotte,
ane dem, undfange dem og saa med Smærte føde dem.
Leve deres Livsdag til Ende og døde dem.
Hun stirrede og græd
over Menneskenes Sæd,
over al denne Ve,
som hun maatte se.
Hun stirrede og græd over al denne Ve,
som maatte, maatte ske.
Ak disse dybe Skove i deres mørke Vildhed.
Derinde risled Strømme af Varme og Mildhed.
*
Aa det er godt at dø,
at hvile stille i Verdens Midte!
Mens Livets Stemmer, Hvisken, Raab
af Had og Løgn, af Fryd og Haab
og Skrig i bitter Smerte
stiger og hvælver en Gravfredskuppel
over det døde Hjerte.