Ingen anden var saa stille,
som en Fjeldesøes dybe Vove,
hvori Stjernestraaler spille,
mens de hvide Bjerge sove.
Kom du tyst ind i min Stue,
havde Blikket dette Qerne,
sære Glimt, som om dets Lue
lyste mod en ukendt Stjerne.
Og du strøg dig over Panden
med en sagte, angstfuld Varhed.
Den var træt; men ingen anden
Pande ejed saadan Klarhed.
Stille lytted denne Pande
til Naturens høje Love.
Som en Skovsøes tyste Vande
spejler Himmel, Sky og Skove.
Livet spejlet fra det Fjerne,
er saa skønt — Du bad: Tilbed det.
Ogsaa Solen er en Stjerne
men kun Nattens Sønner ved det.
*
Ak Stilhed!
Han var ingen plaprende Tunge.
Ingen Pen, som støjed paa Papiret
tilfreds over smaa Paafund
og Gevinsten, som de giver
og Bifaldet fra flove og forløjede Tunger.
Han levede under evige Tankers høje Hvælving,
ikke paa Døgnets summende Gader.
Ak Stilhed.
I hans Indre var der ikke Fred.
Han bankede paa Himlens Port
og slog sine Knoer blodige.
Han ilede længselsjagen gennem Rummet
og græd, da han kom intetsteds hen.
Han svang sig mod Lyset
og brændte sine Vinger.
Han styrtede fra Jubelens Tinder
i Rædselens Afgrund.
Han raabte paa Guds Navn,
og hørte det Tommes tyste Latter.
Men i store, stille Stunder
fulde af Livets egen inderste, dirrende Uro
levede Naturens Under
i hans Sjæl.
Han hørte Kloderne synge.
Han saa Atomernes Dans.
Hav, Floder og rislende Kilder.
Trær, Blomster, Mennesker, Dyr
levede i hans Sjæl.
Liv, Liv, levede i hans Sjæl.
Død, Død, døde i hans Sjæl.
Død synker i Livets Favn.
Død, Død levede i hans Sjæl.
Liv, dirrende Liv!
Ak Stilhed!
Han kendte de store Byers Helvede,
men han elskede Skønheden,
den fine Guldtraad i den store mørke Vævning.
Han elskede Blomsternes søde Aasyn
som smiler: der er noget Godt.
Og Kvindernes dybe Blik
som aabner en Afgrund af Ømhed
og lover Venskab og Fortrolighed uden Grændse.
Og en Mands tavse Haandtryk.
Og Maanen, som lister paa Sølvsko
over sorte Vande.
Og Stjernernes høje Alvor.
Og Morgenrøden over Havet.
Morgenrøden, der risler liflig ind i vort Hjerte
saa det sitrende aabner sig,
som en sødtaandende, dugfrisk Rose.
Og Musikken elskede han.
Musikken, der ligesom Verden, ligesom Sjælen er uden Form og Maal og Maade.
Han elskede Skønheden
Livets anelsesfulde Salighed,
Dødens Fornægter!
* * *
Ingen stod der ved hans Leje.
Døden kom i Natten silde
Ensom Mand paa stejle Veje,
var den Død vel, som du vilde.
Løfted du dig fra din Pude
stirred — stirred sært tilmode.
Sused Nattens Liv derude
fjernt, som fra en fremmed Klode.
Ikke ved jeg, hvad du skued
denne Stund, den allersidste.
Ikke ved jeg, om du grued,
da du saa Alverden briste.
Stærke Liv, hvor vildt du favner
dine Børn! — Hvor haardt du kryster!
Rige Liv, hvor Sørgebavner
blusser paa de skønne Kyster!
*
Maaske vidste han slet ikke,
at han skulde dø.
Maaske var det blot, som om han en Dag paa en af sine Vandringer
(For han holdt af at vandre fra Sted til Sted paa Jorden).
kom til et almindeligt Hus
og vilde aabne Døren.
(For han holdt af at se, hvordan Mennesker levede
eller fordi han var syg og mødig
og glædede sig til en Drik Vand)
Og i det samme han aabned Døren,
høflig og stille
og stod paa Tærskelen,
saa var det noget helt andet.
Men hvad dog! —
Forunderligt — dør jeg?
Maaske var Lidelser og Træthed paa engang forbi.
Og saa helt pludselig — dette —?
»Den som Dødens Dronning kaared
er ved Jordedagen ene«
vandrer træt og syg og saaret
med sit Fodblad blodig skaaret
af de skarpe Stene.
Men den Gaade, som han bar paa,
naar han jubled, naar han grubled,
naar han tvivled og fortvivled,
fik han Svar paa,
da han snubled.
Sundhed, du som rigt forgylder
vore Dages muntre Bane,
det er ogsaa dig, som hyller
om den Syge Dødens Fane.
Venner! Glem ej, at vi skylder
til Asklepios en Hane!
*
Dybe Liv, som i din Rigdom
ogsaa Dødens Vanvid rummer.
Dybe Død, som evig ensom
drømmer Livet i din Slummer.
Spil Musik, en Sjæl er bristet
i det evig Underbare.
Løst er Runen, Livet risted.
Spil Musik en Dødsfanfare!