Nej hvad er det dog for en Sang, jeg nynner.
— Hvor skal jeg finde?
— London — ja rigtig! ja nu begynder
dunkel Erindring at vaagne til Minde.
Men hvorfra i London? — Fra Operetter?
— London Pavillon! Nu rigtig jeg gætter.
Hvor jeg drak Whisky og røg Cigaretter.
London Pavillon? — Nej ingen Sang.
Kun et Par douce Mazurkatakter,
et dæmpet spillet Accompagnement
til en Skyggekunstner, hvis Hænders Fagter
danned paa Lærredet Silhuetter.
Ja hvor Minderne kommer i Flok og Følge,
bobler frem paa Musikkens Bølge.
Skyggekunstner! Mazurkaens Toner
gør bedre Kunster, end du formaar.
Levende nu for mit Øje staar
London town med de fem Millioner.
Skyggekunstner! Dine Skygger er arme,
dem, jeg nu ser, ejer Liv og Varme.
— — —
Aften. — Paa Gaden i Taagemulmet,
hvor London stønner og sukker,
der hvisker og tisker og lider og ler
de Mennesker, Masker og Dukker.
Nogle vil hjem, og nogle vil ud,
sort de mod Mørket sig tegne,
men stundom skinner en gul Profil,
thi Lyset er allevegne.
Glødelamper og Gassens Blus,
de vil ej for Mørket blegne,
de brænder sig frem gennem tykkest Slud,
— vaadt er det — men uden at regne.
Se der! Som det smukkeste Perlesmykke,
i smaabitte Gasblus vimrende,
Navnet paa Irvings nyeste Stykke.
Se Whiskyboder! — Paa Søgning trygge,
ved Døren en Stodder mimrende,
han viser sit lamme Ben og sin Krykke.
Se Droskernes Øjne,
grønne og røde,
dandsende gløde
saa sært forfløjne.
De tindrer og skinner,
de hopper og blinker,
langt borte de vinker,
jager dig forbi og forsvinder.
Kvinder trækker dig i din Trøje,
hænger sig tryglende fast ved din Arm.
Vil du sove ved Kvindebarm,
de vil dig gerne føje.
Opad Rækværk og opad Mur,
hvor der er Mørke og Skygge,
staar de gamle og stygge,
de laskede tykke
paa Lur.
London — ja London!
Hele den travle puffende Vrimmel,
Støj og Stimmel,
Struggle for life i alle Gader,
Larm og Raab,
skrigende Skilte paa alle Facader:
Pears Soap!
— Og den taagede Himmel.
Taagen gulgraa (Svovlsmag den giver)
har presset sig ned mellem Gadernes Mure.
Højt i Luften som Maaneskiver
Parlamentets og Westminsters Ure.
Hansom cabs, elegant de svinger,
røde Omnibusser, der rumler.
Dørhamre, — Postbud, der Breve bringer.
Børn i Parken, der leger og tumler.
Parken — ja Hydepark med high life til Hest,
Bare at se er at være til Fest.
Højt paa Bukkene stramme Lakajer;
de i Vognene er det, der ejer
Millionerne
(regnet i Pundene, ikke i Kronerne).
Smækkre Vogne. Vælige Heste.
Dejlige Kvinder — maaske dog det bedste.
Fest ja — men lidt misundelsesblandet,
det vilde være underlig andet.
Hydepark — ja Hydepark med Demonstrationer.
Folketalere. Resolutioner.
Lægprædikanter med Gud i Lommen,
Negre, der nys til Jesus er kommen
og nu lovpriser ham varmt og længe
for et Par grinende Gadedrenge.
London — ja London med Arbejder-Horder,
Tiggere, Lorder.
London med Klubber og London med Kipper,
London med Røver og London med Morder,
Husk Jack the Ripper!
London med Roastbeef og Ale og Porter.
— Aaja den Stump Muzurka som Kritiken vel foragter,
hele Thamesstaden vugger dog nu i dens Takter.
Men mere, mere den har i sin Favn,
mangt et Ansigt og mangt et Navn.
Pensionatet i Dorset Square,
(Have i Midten med Buske og Trær).
Gamle Damer med fornem Mine;
var saa umaadelig fine.
Værtinden Miss Mac Cormic har det ikke altid godt.
«Mind you, I am a lady and you are not.»
«O yes I am a lady and my mother was too.»
«O no my good woman. Haha a lady you.»
Stakkels Miss Mac Cormic tør Kunderne ej hakke,
hun skælder Pigen ud og la’r de andre snakke.
«My friend is a man of ten thousand a year.
«My brother has a property just down in Gloucestershire.
«Oh well the Prince of Wales. Oh isn’t he sweet,
«really I saw him to day in Regent-Street.»
En af dem holdt af Whisky, hver Aften var hun drukken,
men mente dog af Gud at være særlig foretrukken.
Aaja de var flinke i cant og Hykleri;
men staar dog ret sympathisk, naar de er paa Melodi.
— Og den lille Miss Hopkins, der var Catholik,
hver Morgen Klokken fem til Messe hun gik;
fem og tyve Aar, som en Mumie saa hun ud,
det kom af den altfor store Kærlighed til Gud.
Hun fasted og hun bad og aldrig hun rasted,
saa trods den unge Alder har det vel hastet,
vilde og maatte for enhversomhelst Pris
til Paradis.
Og Heinrich! Min Ven fra die Kajserstadt am Spree,
Heinrich, dig var det morsomt at se!
— Heinrich, voksbleg med gnistrende Øjne
(de var store, sorte og stirrende),
saa med beundrende Gru paa egne Løgne
og paa det Faktum visselig pirrende,
at han, den begavede Yngel,
unægtelig var en Slyngel.
Tit har han fortalt mig, om den Fa’r han elsked ømt,
men som sig vist til Døde vilde græmme,
om hvordan han bestjal ham, om hvordan han var rømt,
om Trudsler om Mord og om Selvmord paa Skrømt.
— De kunde ikke længer ha’ ham hjemme.
Han sa’ det halvt i Skræk, men med rødmende Kind:
— Ach Gott so ein schrechlicher Mensch ich bin!
Ja Heinrich — Heinrich!
Halvt en Olding og halvt et lille Skind,
den sjofleste Slubbert med det blødeste Sind.
Gav gerne hvad han stjal for straks igen at stjæle,
blev saa med Et som Is og løj sig fra det Hele.
Mig snød han for tre Pund Sterling,
havde gerne taget fler.
Kære Heinrich — de er dig vel undt,
vi sees vel aldrig mer.
Naaja — man skilles og man mødes. Det er saa ligefremt;
de Traade, der bandt os sammen, de bli’r søndret og glemt.
Men sé nu, mens Tonerne vugger i mit Øre,
kan jeg nikke til Ansigter, og Stemmer kan jeg høre.
Men mere de bringer. Mere de véd,
kan og fortælle om Kærlighed.
En lille Pige paa sytten Aar
kommen paa Besøg fra en Præstegaard.
Smil var om Munden. Hun var saa ung og glad,
to Øjne saa helt graadig paa den store, store Stad,
og titted ømt nysgerrig paa den fremmede Mand,
der kom fra det fjerne — det lillebitte Land.
Kærlighed med Ord og med Kys, der ej blev født,
saa ganske unge Mennesker kan finde det sødt,
Kærlighed i Haandtryk og Kærlighed i Blik,
Kærlighed i et rødmende Nik,
øm Betoning af meningstofmme Ord,
og en lille Smule Kærtegn under Middagens Bord;
blot en ganske lille Fod, der ikke forsvandt,
da en anden Fod den fandt.
Aaja — det er sandt nok. Har en Tid man havt lidt Glæde,
saa kommer der en Dag, da man pænt faar Lov at græde.
Lidt smertelig den Afsked — hvor ingen Gensyn lover,
naar Dampmaskinen piber og klipper Traaden over.
Ja Herregud, den lille!
Det var et halvglemt Minde. Nu kom det til Ære.
Ogsaa det — ogsaa det gør Tonerne kære.
Men mere de bringer. — Mindernes Elv,
først og sidst den bringer mig selv.
Sytten Aar den Gang, just ud af Skolen kommen,
for første Gang alene i den store Verden sat,
for allerførste Gang med egne Penge i Lommen,
en indbildt Moustache og den første høje Hat.
Mig selv med gamle Længsler, der efter Lykken vanker,
gamle Trængsler og gamle Tanker,
gammel Glæde og Latter kaad,
gammel Sorg og gammel Graad.
Mig selv — ja mig selv!
Mig selv og dog et Selv, der er svunden.
Saa meget ældre nu; skønt kun fire Aar er runden.
Ja Skyggekunstner! Din lille Melodi,
den rummer nu mig selv og min Melankoli.
Aaja ogsaa det! Mens Tonerne vugger,
er det som de græder, er det som de sukker.
Ogsaa det — ogsaa det!
Hvorfor borer jeg Hovedet ned i Sengen?
Hvorfor bider jeg hvast i mit Pudevaar?
For at hindre Graaden i at briste.
Var det Minderne? — Ja de sidste.
Eller dem alle. Var de da saa triste?
Aanej. Aanej. — Men de svundne Aar!
Selv om det ikke er mange. —
— Man bli’r stundom saa bange.