Nej hvad er det dog for en Sang, jeg nynner?
— Hvor skal jeg finde? —
London — ja rigtig — ja nu begynder
dunkel Erindring at vaagne til Minde.
Men hvorfra i London? — Fra Operetter?
London Pavillon! — Nu rigtig jeg gætter,
hvor jeg drak Whisky og røg Cigaretter.
London Pavillon! — Nej ingen Sang,
kun et Par faste Mazurkatakter
et dæmpet spillet Accompagnement
til en Skyggekunstner, hvis Hænders Fakter
danned paa Lærredet Silhuetter,
London Pavillon! — Med smaa Sangerinder
og Knockabouter og Akrobater!
og oppe i Loger de kostbare Kvinder!
og nede paa Gulvet de røde Soldater!
Lyset slukkes i Loftets Kroner.
Fast Mazurkaens Bølger slaar.
Skygger kommer og Skygger gaar,
baaret frem paa de dunkle Toner.
Ja hvor Minderne kommer i Flok og Følge
boblende frem paa Musikkens Bølge.
Minder kommer og Minder gaar.
Skyggekunstner! Mazurkaens Toner
gør bedre Kunster, end du formaar.
Levende nu for mit Øje staar
London Town med de fem Millioner.
Aften paa Gaden i Stimlen og Vrimlen
Taagen staar tæt mellem Gadernes Mure,
Parlamentets og Westminsters Ure
lyser slørede højt paa Himlen.
Travle, mørke Skikkelser iler,
søgende Lys fra Butikker og Lygter
Ser du et Nu de gule Profiler!
— Glimt af Skæbner, som atter flygter
ind i Taagen, der roligt hviler,
Taagen, den fede, gulgraa, som knuger
og presser sig ned mellem Gadernes Mure
medens foroven to Maaner ruger:
Parlamentets og Westminsters Ure.
Klokker ringer og Fløjter piber.
Vogt dig vel i de snevre Passer!
Buelamperne brænder Striber
ind i de blindende Taagemasser.
Ilden skriver med glimrende Finger
Navnet paa Irvings nyeste Stykke.
Smaabitte Gasblus, vimrende, flimrende,
er som et skinnende Perlesmykke
Ilden viser med glimrende Finger
Whiskybaren — som ogsaa gør Lykke.
Tæt ved Døren en Stodder, mimrende,
viser sit lamme Ben og sin Krykke.
Se Droskernes Øjne!
Grønne og røde
dansende gløde
saa sært forfløjne.
De tindrer og skinner
de hopper og blinker.
Langt borte de vinker,
jager dig forbi og forsvinder.
Kvinder trækker dig i din Trøje,
hænger sig tryglende fast ved din Arm.
Vil du sove ved Kvindebarm,
de vil dig gerne føje.
Opad Rækværk og opad Mur,
hvor der er Mørke og Skygge
staar de gamle og stygge
de laskede tykke
paa Lur.
Taagen, som skjuler saa mange Møder
smager af Svovl og den siver og driver
nedover Mennesker, Lygter og Mure.
I dette sælsomme Helvede gløder,
højt i Rummet, to Maaneskiver:
Parlamentets og Westminsters Ure.
London ja London med Arbejderhorder
Tiggere, Lorder.
London med Klubber og London med Kipper,
Tyve og Mordere. Husk Jack the Ripper!
Nætterne flænges af jagende Skrig,
Morgenaviserne raaber med Lig.
London — ja London, som elsker og hader.
Rig paa Smerte og arm paa Haab.
Kampen for Livet i Stræder og Gader.
Larmen og Raab!
Skrigende Skilte fra alle Facader.
Pears Soap!
London! — Med Omnibusser, der rumler
ind til City, hvor Penge strømmer.
Guldet synger og Guldet mumler.
Dybt under Banken, det slumrer og drømmer.
Klerken sidder ved Bog og tæller,
Tallene suser i Børsens Sale.
Tusind barkede Næver træller
for et Nul i den lange Hale.
Fast Mazurkaens Takter slaar.
— Roastbeef dufter og Porter skummer.
Hvidklædt Kokken med Kniven staar.
Menneskemylderets Mave brummer:
Skær mig en Skive! — Giv et Par Krummer!
Fløjter piber og Klokker ringer.
Skynd dig videre! Tiden iler!
Lydløst Hansom Cabbene svinger
ind i Vrimlen og bort de piler.
Menneskehavet bruser og mumler.
Millioner af Fødder gaar.
Postbude kommer — Dørhamre slaar!
Børn i Parkerne, leger og tumler.
Parken — ja Hydepark med high life tilhest
Livet er Fest!
Højt paa Bukkene stramme Lakajer.
De i Vognene er det, som ejer
Millionerne.
(Regnet i Pundene, ikke i Kronerne).
Hydepark — ja Hydepark med Taler og Møder,
Resolutioner for Irer og Jøder.
Lægprædikanter med Gud i Lommen,
Negre som nys til Jesus er kommen
og nu lovpriser ham varmt og længe
for et Par grinende Gadedrenge.
— Sært Mazurkaen bygger og bygger!
brogede, støjende, levende Skygger.
Stump af Musik, som Kritiken foragter.
Thamesstaden vugger dog nu i dens Takter.
Ak Pensionatet i Dorset Square!
(Have i Midten med Buske og Trær).
Gamle Damer med fornem Mine
var saa umaadelig fine!
Stakkels Miss Mac Cormick. Misund hende ikke!
for ingen i Verden har saa kritiske Blikke,
som de mange, gamle Damer, der skulde bo paa Slottet,
men af særlige Grunde for en lille Tid har maattet
tage Kost og Logi hos en Boardinghouseværtinde,
der tror hun er en Dame, men kun er en simpel Kvinde.
Stakkels Miss Mack Cormick! Det maa hun ofte høre.
»Hun er slet ingen Dame. Hun har noget at gøre«.
Da er det Miss Mack Cormick, som ligner en Kalkun
forlader Spisestuen med knejsende Nakke
med struttende Fjer og forpjuskede Dun
— og skælder Pigen ud! — man maa tage til Takke.
Imedens kan de fornemme, gamle Damer snakke:
My Friend is a Man of ten thousand a Year.
My Brother has a Property just down in Gloucstershire.
Oh well the Prince of Wales! Oh isn’t he sweet
Really I saw him to day in Regent-Street.»
En af dem holdt af Whisky, hver Aften var hun drukken,
men mente dog af Gud at være særlig foretrukken.
Aaja de var flinke i cant og Hykleri:
men rører dog mit Hjerte, naar de er paa Melodi.
— Og den lille Miss Hopkins, som var Katholik,
hver Morgen Klokken fem til Messe hun gik.
Fem og tyve Aar, som en Mumie saa hun ud,
det kom af den altfor store Kærlighed til Gud.
Hun fasted og hun bad og aldrig hun rasted,
saa trods den unge Alder har det vel hastet,
vilde og maatte for enhversomhelst Pris
til Paradis.
Og Heinerich! Min Ven fra die Kajserstadt am Spree,
en særere Fyr skal man vanskelig se.
— Heinerich, voksbleg med gnistrende Øjne
(de var store, sorte og stirrende),
saa med beundrende Gru paa egne Løgne
og paa det Faktum visselig pirrende,
at han, den begavede Yngel,
unægtelig var en Slyngel.
Tit har han fortalt mig, om den Far han elsked ømt,
men som sig vist til Døde vilde græmme,
om hvordan han bestjal ham, om hvordan han var rømt,
om Trudsler med Mord og om Selvmord paa Skrømt.
— De kunde ikke længer ha’ ham hjemme.
Han sagde halvt i Skræk, og med blussende Kind:
— Ach Gott so ein schrechlicher Mensch ich bin!
Ja Heinerich — Heinerich!
Halvt en Olding og halvt et lille Skind,
den sjofleste Slubbert med det blødeste Sind.
Gav gerne hvad han stjal for straks igen at stjæle,
blev saa med Et som Is og løj sig fra det Hele.
Ak Heinerich vil faa en forviklet Vej at vandre.
— For mig er han nu borte i Taagen som de andre.
Man skilles og man mødes, det er saa ligefremt.
De Baand, som binder sammen bliver sondret og glemt
Men se nu mens Tonerne vugger i mit Øre
kan jeg nikke til Øjne og Stemmer kan jeg høre.
Aaja en lille Pige paa neppe sytten Aar,
som var kommen paa Besøg fra en landlig Præstegaard
med Smil om Mund og Øje. Hun var saa ung og glad.
To Øjne saa vidtaabne paa den store, store Stad
og titted ømt nysgerrig paa den fremmede Mand,
som kom fra det fjerne, det lillebitte Land.
Kærlighed med Ord og med Kys, som ej blev født.
Saa ganske unge Mennesker kan finde det sødt.
Kærlighed i Haandtryk og i lange, tavse Blik
blusser som en Rose i et rødmende Nik.
Aaja det er sandt nok. Har en Tid man haft lidt Glæde.
Saa kommer der en Dag, da man pænt faar Lov at græde.
Lidt sørgelig den Afsked, hvor ingen Gensyn lover,
naar Dampmaskinen fløjter og klipper Traaden over.
Men mere bringer Tonerne. Med Mindernes Elv.
følger jo bestandig, bestandig jeg selv.
Sytten Aar, kun sytten, just ud af Skolen kommen,
for første Gang alene i den store Verden sat
med Penge og Cigarer og Visitkort i Lommen
en indbildt Moustache og den første høje Hat.
Mig selv —ja mig selv, der er ilet frem med Tiden.
Og det er ingen Skade. — Men hvor er det længe siden!
Der er ingenting i Verden, der standser og binder
for Tiden rinder, rinder og alting forsvinder.
Ja sære Skyggekunstner. Den lille Melodi
Den rummer hele Ungdommens Melankoli,
Aaja ogsaa det. Mens Tonerne vugger
er det som de græder, er det som de sukker:
Ogsaa det! Ogsaa det!
Hvorfor borer jeg Hovedet ned i Sengen?
Hvorfor bider jeg hvast i mit Pudevaar
for at hindre Graaden i at briste.
Var det Minderne? — Ja de sidste.
Eller dem alle. Var de da saa triste?
Aanej. Aanej. Men de svundne Aar!
Selv om det ikke er mange.
Man blir stundom saa bange.