Naa det var nok Kurven, som lokked Jer hid;
Der er Intet for Jer, ei en eneste Bid;
Paa Ryggen med den! — Men bliv nu herhenne,
Jeg vil snakke med Jer en lille Kjende;
Jeg skal hilse Jer hjemmefra; I kan troe,
At Høns og Duer de savned Jer ikke,
De syntes de fik saadan deilig Ro,
Og var færdig at sprække af Mad og Drikke;
Der lød en Kurren og Kykleky:
Gudskelov at de Ænder er fløine af By!
Men af den Ro fik de snart en Vækkelse,
For Grisen slap ud, det blev en Forskrækkelse;
I veed, lig’som I, har han slemme Noder,
I Alt, hvad der er, han gaaer og roder,
Og de kalde ham Ændernes store Broder;
Saa køs han vor Hund og vælted vor Bør,
Og saa kom han rigtig i godt Humør:
Han krøllede Halen, slog op med Bagen,
Og nu kan I troe, der blev en Jagen;
Naada, hvor han kunde Hønsene sprede,
De sad rundt paa Luger og Lemme og Lede,
Den sorte kom heelt op i Storkens Rede.
Og Alle de skreg: Kykleky, Kykleky,
Lad saa hellere Ænderne komme paany! —
— Det maatte I høre! — Men nu er det Tiden,
At jeg maa hjem; ja vi sees jo siden. —
Saa løb hun, men efter hende omkap
Skreg Ænderne ivrig: Rab, Rab, Rab!
Det betyder paa Dansk: Ja du skal ha’e Tak,
Men Korn fylder bedre i Skrutten end Snak.