Hvorfor styrte de frem af alle Kræfter,
Drengen og Tøsen og Moer bagefter,
Og Bedstemoer med den Lille paa Armen,
Hvad kalder dem ud, hvad volder den Larmen?
Faldt der et Skud eller rørtes Trommen?
Storken er kommen! Storken er kommen!
— Ja I, som sidde med Volde omkring,
Maae vide, det er ingen ringe Ting:
Der er ingen Egn, hvor den drager hen,
Som jo siger: Velkommen, velkommen igjen!
Der er intet Tag paa dens hele Vei,
Som jo siger: — Gud give, du bygged paa mig
Thi Storken den er en Lykkens Vagt:
Dagligt Brød bliver altid fundet,
Fryd er i Donten, Fred i Blundet,
Hvor den sin skjærmende Rede har lagt;
Og Storken den er en Glædens Fugl:
Den bærer Foraaret med paa sin Vinge,
Alle Skovens Blade den lader udspringe,
Alle Blomster kalder den frem af Skjul,
Alle Sangfugle aabner den Næbbet paa,
Alle Bække raaber den op af Dvale,
Og alle Folk, baade Store og Smaa,
Gi’er den Lyst at juble i Skov og Dale! —
O, kommer herud! Hvorfor kun afsted
En lille Visit i den varmeste Sommer?
Drag ud, naar det hedder: Storken kommer!
Og I skal see, at I nok jubler med.