Mens Blomsterflokken sover sødt,
saa gaar det vildt men lystigt;
saa holder Skoven Vinterbal,
og Stormen tuder trøstigt;
og Løvet danser Tarantel,
mens Træ’r og Buske neje, —
til Storken klapper Ballet af,
og Stormen selv maa feje.
Og hvad bestille Bølgerne,
naar Solens stærke Lanse
har jaget Fjenden vildt paa Flugt?
De synge og de danse!
de hoppe og de gynge sig,
de tumle sig i Valsen,
selv om en Flaade eller to
de maatte faa paa Halsen.
Og Nattens høje Stjernekor
opføre Kontradansen:
Der faldt et Par! og nok et Par!
de tabte nok Balancen!
Engang de var i Cotillon,
Saturn gik af med Ringen;
Kurven fik den største Bjørn,
men viser den til Ingen.
Se Ballets Dronning er vor Jord;
hun længes ej at sove:
Hun danser i sit sølvblaa Flor
med Skærf af grønne Skove!
med Blomstersceptret i sin Haand,
med takket Snefjelds Krone,
hun svæver altid ung og skjøn
om Solens høje Throne.
Ja det er tydeligt, saasnart
man bruger sine Sanser,
at Alt paa Jord, at Jorden selv,
at al Naturen danser!
Saa følger da Naturens Bud
og lader Gulvet gynge, —
det gaar aldeles ikke an
at sidde her og synge!