Vær hilset høje Sommersol,
du stærke, rige, milde!
Nu knæle for din Kongestol
de Vinterstorme vilde!
Snekongens blanke Brynje brast,
ham ramte dine Lansekast,
den hvide Flok blev bange:
Saa Fuglen i den grønne Lund,
og Bølgen fra det dybe Sund
kan sjunge Sejerssange.
Ja hilset være Du, hvis Arm
strø’r Guld til alle Sider,
saatidt din kongelige Karm
mod Vesterhvalvet glider;
hvad Verden kalder slet og godt,
hvad Verden kalder stort og smaat,
vil Drotten ikke dømme:
Men Fiskerbaad og Kongestad
og Rosenbusk og Neldeblad
faa lige gyldne Sømme!