Se Kirken er pyntet inden og uden;
nu holder Han Bryllup, men jeg er ikke Bruden.
Nej Bruden sidder med Krans og Slør;
jeg skjuler mig taus ved Kirkens Dør.
Hun sidder hos ham i Prunk og Stads,
ved Fattigblokken har jeg min Plads.
Og Præsten ham spørger: Har i Verden vide
kun hende Du fæstet, som knæler ved din Side?
Men jeg spørger Alle, som er til Bryllup buden,
og jeg spørger Præsten, og jeg spørger Bruden:
Hvad skal til at fæste, hvad skal til at binde
To til hinanden, Mand til Kvinde!
Skal der Guld om en Finger? Og Jaord i Hjemmet?
Skal der lyses i Kirken? Er hun ellers ham fremmed?
O Guldet om Fingeren kun kort skulde gløde,
om ej der var Flamme i Hændernes Møde!
Og Jaord i Hjemmet et Nej skulde føde,
om ej der var Jaord i Læbernes Møde!
Og heller maatte Præsten lyse for Døde,
om Samfund ej lyste fra Øjnenes Møde!
Ja han, som vies i denne Stund,
har fæstet mig baade med Haand og Mund.
Han fæstede mig ved Maanens Skin,
saa varmt da blussed min unge Kind.
Nu brænder Solen saa mangefold,
min unge Kind er saa nattekold.
Ja han, som vies i denne Stund,
har fæstet mig baade med Haand og Mund.
Men det skal Ingen i Verden vide,
ej hun, som gaar ved hans højre Side.
Lad dem kun vandre ad Kirken ud,
Brudgommen og hans unge Brud!
Til Kirkegaardsporten følger jeg dem,
herinde, herinde har jeg mit Hjem.