Vedbend fra den grønne Skov,
aldrig rørt af Sax og Spade,
giv mig dine sidste Skud,
med de friske, blanke Blade!
Jeg vil flette dem i Krans
mellem blaa og hvide Klokker,
til et simpelt Diadem
om min Dronnings lyse Lokker.
Du og hun, I passe godt:
Vaar og Høst hun er den samme!
Den Natur, som fostred Dig,
den var ogsaa hendes Amme!
Og hun klynger sig som Du
til det Land, hvor hun er baaren!
Og naar Frosten ligger tung,
tro som Du hun venter Vaaren!
Derfor Du o Vedbendblad,
kun af Sol og Dugg beskrevet,
taler, tyst men inderlig,
om den Vaar, vi sammen leved!
Men naar seent engang i Høst
træt Du falder fra din Ranke,
veed hun dog: hun skilles ej,
kan ej skilles fra min Tanke.