Til Oberste Lange
(d. 31 Decembr. 1720.)
(d. 31 Decembr. 1720.)
Som jeg i Dag det gamle Aar
Begraver, maa jeg tænke,
Hvad got og nydeligt jeg faaer
Min Hiertens Ven at skienke.
Mit Øll er slet, min Viin er suur,
Min Jordeborg er liden,
Min Hiernes tomme Fadebuur
Fortæres og med Tiden.
En gammel rar Portugaløs
Var fal i gemle Dage,
Da Jupiter, en liden Knøs,
Sin Fader slog tilbage.
Men Guldet nu af Moden er,
Og Sølvet dandser efter,
Nu Missisippi’s Actier
Har svækket Banqvens Kræfter.
Nu Handlen staaer i Blæk og Pen:
Og det er det, jeg haver,
Og det er det, jeg veed, min Ven
Helst tager an for Gaver.
Et Ønske kuns De fra mig faaer,
Men af et trofast Hierte,
Saa geistlig, som jeg det i Fior
Af min Herr Peder lærte.
Himlens Gud og Jordens Herre,
Som bestyrer Land og Vand,
Han min Oberste beskiære
Alt det, Han sig ønske kand!
Han i Aaret, vi begynder,
Kand sig stedse trøste ved
Meere Godt, og færre Synder,
Legems Styrke, Siælens Fred!
Som Han tager til i Dage,
Og forøger Aar med Aar,
Ligeledes til maa tage
Udi Velstand, Lykke, Flor!
Spør nogen, hvem jeg meener her
Af Oberster saa mange:
Jeg svarer: Den, mig kiærest er,
Herr Nicolaus Lange.