Tøger Reenberg (1656–1742)

Hvi tvistes med Geneve om

      Guds Kald og hans Udvalde?

Vor Troe er Prøve-Steenen, som

      Os reiser, naar vi falde.

Er den saa levendes, som bør,

      Man Ordet gierne hører,

Og Haanden giør, det Øret hør;

      Vist nok Guds Aand os fører.

Saa den, der i en stadig Troe

      Til Christums, Livet ender,

Hans Siæl i evig Fryd og Roe

      Guds Ansigt seer og kiender.

Men den, som mod sin Pagtes Daab,

      Som Sviin i skiden Pøle,

Foruden Troe, foruden Haab,

      Sig vil i Synden søle,

Han værre Døer, end noget Sviin;

      Thi Svinets her har Ende,

Naar Siælen af en Libertin

      I Evighed skal brænde.

En Hykler og langt mindre kand

      Til Arve-Ret sig skrive

I det saa dyre kiøbte Land;

      Hvorfra skal udeblive

Alt det, som ey ved Christi Blod

      Er reenset: Han alleene,

Med giennemspegret Haand og Fod,

      Os Arven kand fortiene.

Lev derfor, som din Christendom

      Befaler dig og byder,

Og frygt ey for, Guds strenge Dom

      Dig Fra sit Ansigt skyder.