Os den vise Syrak lærer,
Vinen glæder Mennesket,
skjøndt jeg Mandens Viisdom ærer,
har han dog ei altid Ret.
Der skal meer end Viin dertil,
naar tilgavns man glædes vil.
Sorgfuld Stakkel tidt vil mene,
han bortdrikke kan sin Sorg,
sidder i en Krog allene,
tømmer mangen Pæl paa Borg;
om han tømte sig et Fad
drak han sig dog aldrig glad.
Drikke Viin imellem Fjender
heller aldrig glæde kan,
man paa Stores Tafler finder
derfor ogsaa lutter Vand.
Derfor var jeg ogsaa glad,
at jeg der kun sjelden sad.
Ynde, Viin og Venskab krydre
Vinen her ved dette Bord,
raske Sange muntert lyde,
Glæden her hos Bacchus boer.
Her har vise Syrak Ret,
Vinen glæder Mennesket.
Du som adler alle Glæder,
alle Sorgers Medicin,
ædle Venskab! dig til Hæder
ofre vi den ædle Viin!
Venner! skjænker bredfulde Maal,
Værten og hans Gjæsters Skaal!
Rahbek.