Vi skiltes Uvenner ad i Gaar Aftes første Gang i vort Liv. Jeg kan ikke finde mig i, at naar vi i Dag mødes ved vore Forretninger, Vedkommende og Uvedkommende skal opdage denne Forandring. Jeg skriver dig derfor dette til saa tidlig, at du kan have det inden du gaaer paa Contoiret.
Du havde Uret i Gaar, utilgivelig Uret, Ludvig! de andre hverken vil eller kan jeg besværge mig over, Galningen, **g, og den forførte ***in, kan ikke dømme anderledes; overalt var det øiensynlig *** Johennisberger, der talte af dem. Men du Ludvig! du, som burde kiende din Ungdoms Ven, som veed, hvor vammelige endog blot jeres Maskeradeeventyr har været mig! veed, at jeg aldrig har været istand til at begribe, at et Menneske af Sæder, som du, kunde finde Mødre mellem — hvad Franskmanden med et saa træffende Navn kalder filles perdues — . Du kunde troe, at Alt hvad han i denne Anledning, ved saamangen Leilighed har yttret, var kun Hyklerie, Støv, han søgte at kaste sine Venner i Øinene, imedens han . . . fy.
Dog Ludvig! dog tildeels kunde du have Føie at beklage dig over mig, vel og at mistænke mig; første Gang i vore Dage har jeg havt en Hemmelighed for dig, og havt den temmelig længe; og kunde du da ikke vel forledes til at troe, at jeg maatte have Føie at skamme mig ved, hvad jeg dulgte for dig? — Men burde jeg ikke kunde regne paa, at du kiendte bedre din Ven, at du bedømte ham mildere?
Overalt, Ludvig! er du selv paa en Maade Skyld i, at jeg dulgte, og maatte dølge mig for dig! ved mere end een Leilighed har jeg sagt dig, du har ladet dig smitte af Menneskers Tone, hvis Tænkemaade du foragter; jeg har frygtet, og som du selv nu maa tilstaae, ikke uden Grund frygtet en Scene, som igaar Aftes, naar jeg vilde betroe dig, hvad nu Hændelsen bragte dig paa Spor af, og i saa Tilfælde, Ludvig! havde det, maatte det have været ude med os uden Redning! — Dog paa den anden Side — skulde du virkelig kunde saaledes modtaget min Fortrolighed? skulde den ikke have afvæbnet dig?
Men saaledes kan jeg blive ved indtil evig Tid, og du bliver endda ikke klogere; altsaa! du havde for saavidt Ret i Gaar Aftes! det Fruentimmer, den Engel, du mødte mig med i Gaar Aftes, er min . . . . Min, det er saa omtrent Alt, hvad jeg kan sige; thi min Kiæreste skal jeg vel vogte mig for at kalde hende, saalænge jeg husker de mange og vederstyggelige Kiæresterier, vi blot i vor liden Kreds har været Vidne til; min Brud kan jeg desværre ikke kalde hende; da du veed, hvor uvisse og upaalidelige mine Udsigter, især i min nuværende Afhængighed af den retskafne, men i slige Henseender saa vanskelige **p nødvendig maa være; men min Elskede, min eene, evig, uendelig Elskede er hun, og intet andet; og — honni soit qui mal y pense.
Og hvo hun da er? smile, om du vil, Ludvig; men videre end jeg Alt har sagt dig, kan jeg næsten ikke sige dig; hun er en Udlænding, hun kalder sig Ulla **in, men jeg har al Føie til at troe, at det ikke er hendes rette Navn, hvad hun heller egentlig ikke for mig har lagt noget Dølgsmaal paa. Men kiærenoget! skulde der da ligge mig saa særdeles Magt paa at vide, hvad Rangskat hendes Fader har betalt om Aaret, eller hvad Navn hende i de gode Christnes Nærværelse er blevet givet, kort sagt, hvad hun er, naar jeg saa fuldkommelig veed, hvo hun er? en af de ædleste, elskeligste, med al sin indtagende Dannelse høist naturlige og ukunstlede Skabninger, jeg nogensinde har truffet. Vi har tilforn saa ofte beundret Frøken Sophie **p, men hvor hun falder bort mod Ulla! hende skulde du kiende.
Og hvorfor du da ikke kan giøre hendes Kiendskab? om Dragen ruger over sin Skat! o nei! Ludvig! intet mindre! det Øieblik, Omstændighederne tillode mig offentlig at vise hende, som min, da er det mit inderligste og kiæreste Ønske, at min bedste Ven maa blive hendes; men i nærværende Øieblik maa jeg modstaae denne Fristelse, endog for dig at bramme med min Rigdom. Mere end eengang har jeg slaaet derpaa: men hun vil ikke; hun kan ikke; allerede mit Kiendskab, mit Komme, siger hun, vilde give en ubehagelig Opsigt, hvis jeg ikke var saavel kiendt og liidt der i Nabolauget, og især der i Huset.
Og hvorledes jeg da er blevet kiendt med hende? paa en snurrig synderlig Maade; saa ligefrem, saa naturligt det gik til, da det skeede, saa underfuldt, saa romansk forekommer det mig nu, da jeg skal samle og fortælle det.
Du veed, hvad jeg er for en Giek efter Børn; adskillige Gange havde jeg, naar jeg gik ud, eller kom hiem, mødt en deilig Glut, som syntes at være en sex syv Aar, med et Ansigt saa venligt, et Par Øine saa klare og milde; et Haar saa lyst, saa krøllet; og tillige bestandig klædt saa reenlig og saa peent, skiøndt overmaade simpel. Hun kom gierne et Par Gange om Dagen i den liden Bod, der er nedenunder i Huset, hvor jeg boer, og hentede Traad, og Silke, og saadanne Smaating; et Par Gange traf det sig, at jeg maatte lukke hende Mellemdørren op, som var blæst i, eller giøre hende andre saadanne smaa Haandrækninger; fra den Tid af helste hun mig altid saa venlig, og bød mig med sin søde halvfremmede Accent sit blide Godmorgen, hver Gang hun mødte mig. Mindst drømte jeg da, hvilken Himmel dette Kiendskab skulde aabne mig.
Jeg havde nok seet, at den lille Glut boede ligeover for mig, hvor hun nu og da helste mig fra sit Vindue i fierde Etage, eller Qvisten om du vil; jeg havde ogsaa nu og da seet et Par andre Fruentimmere ved Siden af hende; men da du veed, jeg er en dødelig Hader af det næsvise Overgloen og Indkig, hvormed man har sin Glæde af at forstyrre andres Huusfred, kan jeg paa min Ære forsikkre dig, at jeg forresten saalidt vidste, hvo der boede paa den Qvist, eller hvordan min vorne Gienboerske saae ud, som jeg veed, hvordan de Hiere see ud, der ere førte fra Hanover til Frankrig, eller hvad Keiserinde Josephines Skiødehund, om hun har nogen, kan hedde.
En Søndag Morgen, som jeg sad paa mit Kammer, og læste i min Lorenz Stark, blev der ganske sagte pikket paa min Dør; og min lille lysøiede Flikka kom ind, og skulde ganske undseelig helse fra Granmama, og Tante Ulla, og giøre mig mange Undskyldninger, og bede, om jeg ikke vilde umage mig over til Tante, men jeg maatte endelig ikke blive vreed, og tage den Uleilighed ilde op, havde Tante sagt, men hun havde forsikkret, at jeg var alt for god, og jeg blev ikke vreed, og Tante havde noget at tale med mig. Jeg har forgieves — seer jeg — giort mig Umage for i min Fortælling at lægge noget af denne barnlige uskyldige Godtroenhed som saa usigelig rørte mig; jeg kastede en Kiole og et Par Støvler paa, og fulgte hende.
Hun lukkede mig ind i Salen, hvor ingen var, og lovede at komme strax med Tante Ulla. Allting der i Værelset svarte til den Forestilling, jeg fra Majas Dragt og Udseende havde giort mig om det Huus, hun hørte til; alting i høieste Grad tarveligt og simpelt, og tildeels noget gammeldags, men tillige saa net, saa pent, saa blankt, at man kunde speile sig deri; de fire gammeldags Stole betrukne med noget tit toet afbleget Sirts, der formodentlig havde i sin Velmagt giort Tieneste i anden Gestalt, men som ikke desmindre nu havde et saa pynteligt Udseende, at man næsten frygtede for at sætte sig derpaa. Efter disse Tings Udvortes dannede der sig nu en Forestilling om den bebudede Tante Ulla; og jeg tænkte mig hende, som en halv gammel Syjomfru, der levede hos en gammel Moder, og — hvad jeg efter Gluttens idelige Ærender i Boden under mig havde sluttet, slog sig møisommelig igiennem med sine Hænders Arbeide, og maaskee en lille Pension; og nu forestille du dig min Forundring, da Døren gik op, og min lille Maja kom ind med den herlige, majestætiske Skabning, du midt i al din øvrige Uvillighed i Gaar Aftes selv ikke kunde undslaae dig for at lade vederfares Ret.
Efter nogle Complimenter og Undskyldninger, som hun syntes at giøre med megen Forlegenhed, og hvorunder Glutten bestandig opmuntrede hende med Lovtaler over min Godhed, kom hun da med megen Undseelse frem med sit Ærinde, som bestod i, at hun havde en liden Anviisning fra Sverrig paa H. L. ** & Compagnie, i Helsingøer, som hun var forlegen for at faae giort i Penge. Anviisningen, saae jeg, var i alle Henseender overmaade god, den var fra **ll. i **, og da den just ikke var paa nogen stor Capital, tog jeg strax min Brevtaske op, og vilde have udbetalt hende Beløbet. Men det vilde hun paa ingen Maade vide af at sige. Verten, sagde hun, havde givet hendes Moder Anviisning paa en rig Jøde der i Nabolauget, og hans Fuldmægtig havde giort hende saadan en stor Regning, for Dekurt, og Procent, og Commission, og svenske Penge, at, hvorvel hun nok havde begrebet, at hans var en Jøderegning, kunde hun dog indsee, der maatte være Udgifter ved. Jeg forsikkrede hende, at der, paa de faa Skilling Postpenge ikke var det allermindste, gav — siden Anviisningen lød paa Ihændehaveren — mit Interimsbeviis for Modtagelsen, og — da jeg vidste, at vor **b og **g samme Dag vilde til Helsingøer, gik jeg op til dem, gav dem den med, fik anden Morgen Pengene paa Børsen, bragte hende dem, da jeg havde spiist, og fik mange Taksigelser og Complimenter for denne ubetydelige Uleilighed.
Dermed lod det da, som vort Kiendskab tillige med mit Ærinde maatte været forbi; men nu traf det sig, at min lille Maja, som overalt er et usigelig lærvilligt og nemt Barn, og som især har en besynderlig Passion for at lære at skrive smukt, havde forgabet sig i min Skrift paa den Smule Interimsbeviis, og da Tanten vilde give mig den tilbage, begyndte at bede saa indstændig, om hun ikke maatte beholde den til Forskrift, for den var saa vakker. Det vilde nu Tanten paa ingen Maade tillade, saa lidt som jeg i sig selv havde derimod, men for da ikke at giøre den velsignede Glut bedrøvet, lovede jeg hende, at jeg vilde, siden hun vilde saa gierne skrive efter min Haand, opsætte hende et Par ordentlige Forskrifter. Derover blev hun da saa glad, og takkede mig, og fik mig om Halsen, og bad mig, at jeg saa ogsaa engang imellem vilde komme over, og see, hvormegen Umage hun giorde sig. Tanten tyssede vel paa hende, og spurgde, om hun ikke syntes, de alt havde giort mig Uleilighed nok; men Glutten sagde sin Tante med al barnlig Troskyldighed lige i Øinene, at hun vilde selv være glad, naar jeg kom over engang iblandt, og saa var der dog nogen, der kunde muntre hende lidt imellem, og kort sagt Ulla blev rød, og vilde nægte det, og kunde dog ikke ret; og jeg havde aldrig før seet, hvor smuk hun var; og kort sagt — saa kom jeg da Dagen derpaa med Forskriften, og saa kom jeg da engang imellem, for at see, hvordan Maja skrev; og inden jeg vidste et Ord af det, var den Dag imellem blevet til hver Dag; og — kort sagt, hvor skal jeg vidtløftig beskrive, hvorledes det gaaer til, at man daglig kommer til at komme, hvor man gierne kommer, og gierne sees komme. Og kort sagt, Ludvig! jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden. Og hvori den Lykke da bestaaer! Ludvig! jeg vil have Ondt ved at giøre dig den forstaaelig, dig, som aldrig har elsket. Hos hende og fra hende; naar vi om Aftenen sidde ved vort knappe Smørrebrød, og vort tynde Øl, og jeg læser hende for af en god Bog, eller vi ere begge beskieftigede med vor Maja; og naar jeg sidder paa Contoiret midt iblandt Kiøbmandsbreve og Beregninger, overalt og til alle Tider er jeg lykkelig, lykkelig ved hende. Selv det tørreste, modbydeligste Arbeide er mig nu velkomment, jeg veed jo, hvem jeg arbeider for.
Ikke dog, som om der var skeet nogen Forbindelse imellem os! ikke et Ord har nogen af os talt, der kunde have Hensyn paa sligt; ikke et Kys har jeg søgt eller faaet, dem i al Fald fraregnede, jeg paa anden Haand har taget af Majas Mund. O men jeg veed det, jeg veed det; hun er min, som jeg er hendes, hendes for evig.
Dog — jeg seer, det er høi Tid, jeg slutter, skal du faae dette Brev til rette Tid. Tro ikke, at jeg er færdig; thi det er jo om hende, jeg skriver, og til dig. Farvel Ludvig! farvel! og føl, at jeg aldrig med mere Føie og fuldere Hierte har underskrevet mig
din Ven
Fredrik **r.
Ludvig **f til Fredrik **r.
Du er den gamle Fredrik! er egentlig Alt, hvad jeg kan svare dig paa dit Brev, den samme Ven, som i vore Barndoms Aar saa redebon vovede sit Liv paa Peblingesøen, for at redde sin forvovne Legebroder, der mod alle hans Advarsler havde vovet sig paa Isen;
i Skygge og i Flamme
I Venners og i Dødens Arm den samme,
som du ved vor første korte Skilsmisse skrev i min Stambog. Troe mig, Fredrik! jeg føler, hvad jeg har i dig, og hvor stolt jeg bør være deraf.
Men — min Ven! — jeg erkiendte, og fortiente ikke dit Venskab, naar jeg ikke følte, at selv det ikke burde være mig for dyrebart til at vove, eller, hvis det Værste indtraf, endog til at opoffre, naar dit Vel fordrede det. Ligesaa redelig, ligesaa uden al Tilbageholdenhed, som du har skriftet for mig, maa, bør jeg ogsaa bekiende dig, at din Fortælling, saa skiøn, saa indtagende den er, kun lidet staaer mig an; at især den betydelige Rolle, Barnet spiller deri, ikke spaaer mig godt; og at det Hele er gaaet saa naturlig, og ligefrem, og tilfældig til, at jeg ikke kan andet end formode en kunstig, dyb, og ikke mindre vel udført, end vel anlagt Plan. For alting, Fredrik! vogt dig! du veed, vi fra vor Barndom have kaldt dig den Israelit, i hvem der ikke var Sviig! du er ikke skabt for en Verden, som denne; og mindst — forlad mig — for denne Verdens listige Fruentimmer.
Miskiend mig ikke, Fredrik! tro for Alting ikke, at jeg skal nødvendig have halvsyvende Alen til Loftet, og store Lysekroner, og dyre udenlandske Meubler, og prægtige Gulvtepper, hvor jeg skal troe paa agtværdige Mennesker; maaskee jeg har formeget levet blandt alt dette til nogensinde at have havt en saadan Fordom; men paa den anden Side maa jeg tilstaae, at det ikke er paa en Qvistsal hos en Granmama og et Jomfrubarn, jeg vilde søge den Pige, jeg vilde unde min Fredrik. Midlertid! det være langt fra mig, at vilde paabyrde dig mit Hiertes bange Anelser. langt fra mig, at vilde forstyrre din — i det mindste fra din Side — saa uskyldige Lykke. Kun besværger jeg dig ved alt, hvad helligt er, ved vort Venskab, ved dit eget Vel! vær forsigtig! var det een af os andre Galninge eller Syndere, her handledes om, vilde jeg sige: lad staae til! giv nu ogsaa engang dine Lærepenge! bliver man end sielden rig af Skade, bliver man i det mindste dog klog! men Fredrik! med dig er det ikke Tilfældet! hos dig giælder det her om Alt, hvad du er, eller nogensinde skal blive, om hele dit Vel, og — om endnu mere end det. Du har nu og da klaget over min Spøgen; du seer, den er forøget mig, da jeg gruer for at see min Ven ved et Svalg, der er ulige skrækkeligere end det, hvoraf han reddede mig, og hvor det dog ikke vil staae til mig, at giøre ham Giengield. Midlertid — modtag her mit Ord, som det staaer til dig i paakommende Omstændigheder at giøre giældende — jeg forlader dig aldrig! — om du endog i Miskiendelse stødte mig fra dig! — jeg forlader dig endda aldrig! til mit sidste Øieblik skal jeg stræbe at fortiene og forskylde dit Venskab.
Din
Ludvig **f.
Fredrik **r til Ludvig **f.
2den Mai 180• Morgen.
P. M.
Det bevidste tydske, og de fordreiede Bogstaver sendes herved med Protest tilbage. Begge Dele kunde beqvemmelig spares, naar man engang kunde beqvemme sig til ikke at befatte sig med, hvad der ikke kommer een ved, og hvad man ikke har med at giøre. Saadanne Omveie vise altid, at man ikke er alt for vis i sin Sag, det er altsaa mindst ad dem, man kommer nogen Vei med
Fredrik **r.
Indlagt:
Jemand, der an dem Wohl des Herrn Fredrik **r den wärmsten Antheil nimt, glaubt ihn hiedurch warnen zu müssen, daß er sich ja mit der bewusten Verbindung recht sehr in Acht nehme. Aufschlüsse warten seiner, die ihm eben so unangenehm als unerwartet seyn dürften.
Neden under var tilføiet af Fredrik **rs Haand:
Jeg læser denne Sæddel nok engang, Ludvig! og er uvis, om det Jemand ogsaa kan være dig! dog hvo skulde det ellers kunde være? — Midlertid — hvo det end er, da, siden jeg har skrevet medfølgende Sæddel, vil jeg ikke holde den tilbage; og kun tilføie dig, at det skal være det gladeste Øieblik i mit Liv, da jeg erfarer, at min Mistanke har giort dig Uret, og at jeg som hidtil, kan kalde mig
Din
Fredrik **r.
Ludvig **f til Fredrik **r.
2den Mai 8½ Morgen.
Tilbagefølgende tydske Sæddel er ikke fra mig; heller ikke har jeg mindste Formodning, end sige Kundskab om, fra hvem den kan være. Jeg lider paa, at du heri troer mig paa mit Ord, ikke blot fordi det pleier at være min Skik, at torde kiende mig ved, hvad jeg tør sige eller giøre; men især fordi jeg, som din ældste og bedste Ven, anseer det saavel for min Ret, som for min Pligt, i mit eget Navn at sige dig, hvad der angaaer dit Vel.
Saalidt imidlertid, som jeg enten har med denne Jemand, eller hans Oplysninger at giøre, og saalidt jeg overalt elsker anonyme Advarsler, troer jeg dog, at du bør være opmærksom, og oppebie de belovede Oplysninger, saameget mere, som de siges at torde være dig uventede. Fredrik, min Ven! tag dig vare! det er min indstændige Bøn til dig.
Din
Ludvig.
Fredrik **r til Ludvig **f.
2den Mai 180• 9¾ Morgen.
Gud velsigne dig, fordi du ikke er den anonyme Jemand, og tilgiv din Ven, at han nogensinde har kundet tage dig derfor. Du vil i Dag i Adresavisen finde ham affærdiget, som han fortiener, og jeg haaber at være hans Aufschlüsse, og hans Paatrængenhed qvit. Dog kan jeg ikke nægte, at jeg jo gierne gad vidst, hvo denne min selvbudne Formynder kan være. Et Øieblik har jeg havt den Idee, at det mueligen kunde være min Principal, som — du veed nok — med al sin øvrige retskafne og ædle Caracteer, har en vis Kiøbmandsforsigtighed, og en Børsmaneer at betragte Ting og Mennesker paa, der — haaber jeg — aldrig skal blive min, om jeg saa blev den første Handelsmand paa Jorden; men paa den anden Side, stemmer det slet ikke med hans ligefrem Maade at gaae frem paa. Det være imidlertid, hvo det vil, saa haaber jeg at være ham qvit.
Jeg kan overalt ikke indsee, hvad Oplysninger jeg kan behøve for at overtydes om, at saa smukt, ja om du vil saa deiligt et Fruentimmer, som min Ulla i en saa fordærvet og ødsel By, som Kiøbenhavn, nødvendig maa være en skikkelig og agtværdig Pige, for at have det saa knap, og være indskrænket til at leve af sine Hænders Arbeide, og en liden Livrente paa sin Majas Hoved, hun har fra Sverrig. Jeg er, som du veed, temmelig ukyndig i Jeres histoire scandaleuse, der stedse har været mig en Væmmelse; men saameget veed jeg dog, at der er den, der ikke i Smukhed bær Vand mod min Ulla, og hvis Maskeradestads en eeneste Aften havde kostet langt mere, end Ulla hele Aar har at leve af. Hvad man forresten kan have at fortælle mig, veed jeg formodentlig saameget af, som jeg behøver, og mere end man formoder. Dog — snakker jeg ikke her igien med den fordømte anonyme Jemand isteden for med min Ludvig. — Altsaa endnu eengang tilgiv, og elsk
Din
Fredrik.
Sophie **p til Ludvig **f.
den 5te Mai 180•
Behøver jeg al den sande og ualmindelige Agtelse, min retskafne Fader fra Deres tidligste Ungdom har lært mig at bære for en ung Mand af Deres Tænkemaade og Forhold, til at undskylde mig selv det Skridt, jeg her vover, da trænger jeg udentvivl ikke mindre til den fordeelagtige og overbærende Mening, De ved mere end een Leilighed har viist Dem at have om denne Mands Datter, for at torde vente det undskyldt af Dem. Dog — der gives Tilfælde i Livet, da det man i Almindelighed henregner til Velanstændighed, kommer i Strid med virkelig Pligt, og i saa Fald har jeg Grund til at troe, at De snarere vilde ringeagte den, der af Frygt for det usle Qu’en dira-t-on, vilde efterlade at lyde Pligtens Stemme; og allermindst, er jeg vis paa, at slige Convenientsbetænkeligheder vilde komme i Betragtning hos Dem, naar det giælder om et Menneske, hvis Vel ligger ikke mindre Dem end min gode Fader og mig særdeles paa Hierte.
Jeg veed, De er en nøie og mangeaarig Ven af den unge Fredrik **r, og De veed selv, hvormegen Tillid og Godhed min Fader har til dette i enhver Henseende ualmindelig haabefulde unge Menneske. Omstændigheder, som jeg ikke gierne vil betroe et Brev, har givet Grund til at frygte, at han er paa Veie at giøre et Skridt, som han sine øvrige Dage vilde komme til dyrt at fortryde og betale. Umiddelbar at advare ham derom, synes efter den Maade, hvorpaa han har optaget et foreløbigt Vink desangaaende1 snarere at vilde skade end nytte. De kiender min brave Faders velmeente men maaskee noget strænge Ivrighed, naar det giælder Mennesker, hvis Vel ligger ham paa Hierte, og jeg er overbeviist om, De ligesaavel som jeg vil ønske, at han maa blive uvidende om en Ting, som han neppe vilde tage saaledes, som Fredriks varme og fine Følelse af Ære kræver. De er hans Ven, og den eeneste, jeg troer, at kunde med Sikkerhed henvende mig til. De bliver budet ud til os paa Søndag paa Gaarden. Der kommer ellers ingen, uden et Par reisende Kiøbmænd, som min Fader har noget at afgiøre med. Er De saa god, at modtage Indbydelsen, veed jeg, at De ikke mistyder eller miskiender dette Skridt af mig, og at jeg tør giøre Regning paa, De villig vil række Haanden til at redde Deres Ven fra en Afgrund, der er ham nærmere og farligere, end De maaskee forestiller Dem. Jeg skal da finde Leilighed mundtlig at sige Dem, hvad jeg tager i Betænkning at skrive, og at gientage Dem, med hvor sand og inderlig en Agtelse jeg har den Ære at være
Deres høiagtende
Sophie **p.
Ludvig **f til Frøken **p.
den 8 Mai 180•
Jeg skynder mig at giøre Rede for den Sending, jeg har modtaget af saa ædel en Haand, men som desværre ikke har havt det Held, Deres skiønne Velvillie fortiente.
Strax følgende Morgen gik jeg tidlig op til min Ven. Det har — lige til denne Sommer — altid været vor Skik, at nyde de deilige Morgener sammen i en af Stadens skiønne Omegne, som man ringeagter, fordi man har dem saa nær. Dog har det gemeenlig været ham, der, da han er en bedre Morgenmand end jeg, har hentet mig af. Hvorfor det i Sommer ikke er skeet, vil De lettelig kunde sige Dem selv. Han blev ligesom overrasket, da jeg kom op til ham, imidlertid, da jeg uden at lade mig mærke med nogen Ting, smilende sagde: jeg var kommet for ikke at lade vor gamle Skik gaae af Skik, klædte han sig paa for at følge mig, skiøndt jeg af de idelige Ærender, han giorde sig hen i sit Vindue, og af en ham ellers usædvanlig Seenfærdighed i at komme i Klæderne, havde Grund at formode, han nødig gav Slip paa sin smukke Gienboerskes Morgenhelsen. Det lod endog, som han vilde lægge mig det Spørgsmaal et Par Gange i Munden, hvorfor han mod Sædvane var saa længe om sin Paaklædning? at han da kunde tilstaae mig Aarsagen, og jeg naturligviis være nødt til, at unde ham Frist, indtil hans Donna havde ladet sig see. Men da det umulig kunde være nogen god Forberedelse til vor forestaaende Samtale, lod jeg, som jeg ingen Ting forstod, og blev blot ved at skynde paa ham, for at faae ham bort fra det farlige Naboskab.
Endelig gav vi os paa Veien, og skyndte os ud af Porten, een af vore gamle Yndlingspromenader, langs de smilende Indsøer, og den lille venlige Aa, der ved saa mange Aars Erindringer er ham og mig saa kiær. I Begyndelsen vilde ingen Samtale ret til at hæfte; Savnet af den sædvanlige Morgenhelsen havde, som det syntes, forstemt ham; og jeg fra min Side gik ogsaa, som een, der ikke havde en ret god Samvittighed, fordi jeg saaledes maatte bruge Omveie for at sige min Ven Sandhed; lidt efter lidt giorde imidlertid den skiønne Morgen og den smilende Natur, og de forgangne Dages Erindring sin Virkning og vor Samtale faldt paa de mange deilige Drømme, vi her havde leget med; men jo mere levende disses Minde blev hos os begge, jo mindre havde jeg Hierte, at afbryde denne skiønne Stemning, som, mit Hierte bebudede mig, vi maaskee aldrig oftere i vore Dage skulde nyde. Med eet stod vi paa den deilige Synspunct, hvor Aaen udgyder sig i det skiønne Vandbassin tæt under Volden. Solen spillede paa den blanke Flade, og det var for mig, som om dens Straaler udpegede mig den Plet, hvor min Fredrik i vore Barndoms Aar havde vovet sit Liv, for at redde mit. Hvor lille, hvor usel følte jeg mig i dette Øieblik, jeg, som her, hvor det giældte at redde ham, ikke kunde overtale mig til at opoffre nogle Øieblikkes behagelige Følelser. Skam gav mig Kraft, og jeg brød overtvært.
Fredrik! sagde jeg, og pegede paa det Sted, hvor han havde reddet mig: saa sandt jeg er i din Gield for hiint Øieblik, besværger jeg dig nu at høre mig. Du er maaskee nu i ikke mindre Fare, end jeg den Gang var. ”Saa!” sagde han, og drog sig fra mig! ”saa havde den dog Grund, den Anelse, jeg frygtede at fornærme min Ven, ved at røbe; saa var denne Morgenpromenade, denne Fornyelse af Fordums Erindringer, en Comedieplan! fy Ludvig!” ”Fy Fredrik! faldt jeg ham med nogen Varme i Ordet: atten Aar maatte lært dig at kiende mig bedre; spilles Comedie med dig, saa er det ikke af mig. ”Net saa!” sagde han: altsaa bliver du dog tilsidst den anonyme Jemand! eller i det mindste hans Sendebud.” ”Jeg har givet dig mit Ord for, at jeg ikke var det; eller vidste det mindste deraf, før du sendte mig Sæddelen.” ”Ja men nu veed du det dog! det er sandt! du var jo paa Gaarden i Gaar.” Nu — og hvad da?” ”Ah min Hr. Principal troer formodentlig . . .” ”Fredrik! din Principal er din Velgiører og din Ven; ham maa din ubillige Mistanke endnu mindre fornærme end mig. Jeg giver dig mit Æresord paa, at han ikke har talt eet eneste Ord med mig, dig eller din Forbindelse angaaende.” ”Altsaa det er dog denne Forbindelse angaaende, du har bragt mig herhid for at tale med dig.” ”Det er denne Forbindelse angaaende, jeg vil, bør, og skal tale med dig; men jeg har ikke bragt dig herhid for at tale med dig om den. Paa dit Værelse, hvor Vægge og Dørre har Øren” ”Og Vinduer Øine! faldt han mig bittert i Ordet. ”Og Vinduer Øine! gientog jeg efter ham uden at lade mig forbløffe — var ikke Sted dertil; vi maatte være ene og uafbrudte! derfor fik jeg dig ud. Veien har du ligesaavel valgt, som jeg, eller rettere vor Venskabs gode Genius har ført os den . . .” ”Romansprog, er ellers dit eget Ord, duer ikke i Handelssager, Ludvig!” ”Handelssager Fredrik.” ”Nu! ja, og hvad er det egentlig, I har paa min Forbindelse at sige, andet, at hun efter Børstariffen ikke er jer god nok.” ”Fredrik! give Gud, det kun var efter Børstariffen, hun ikke var det; men . . .” ”Haha! nu kommer nok de bevidste Aufschlüsse!” ”Ja!” ”Dem kan du spare dig, de ere mig hverken ubekiendte, eller uventede.” ”Ikke.” ”Nei!” ”Og endda!” ”Og derfor! just derfor!” ”Fredrik!” ”Ludvig!” ”Lad os afbryde denne Snipsnaps Dialog, Fredrik! og tale ordentlig sammen, som Venner.” ”Lad os heller afbryde den uden at tale videre sammen, paa det vi kan afbryde den, som Venner.” ”Nei, Fredrik! vi maae til en Forklaring.” ”Jeg behøver ingen, og du endnu mindre.” ”Umulig, Fredrik! umulig kan du vide . . . .” ”Naar jeg nu siger dig Alt, hvad du kan fortælle mig, maa det saa blive vor sidste Samtale . . .” ”Om denne Materie.” ”Om alle! — efter denne var det kun mueligt, vi kunde have een Samtale til, som vel ogsaa maatte være under fire Øine, men hvor vi maatte bringe vore Rifler med.” ”Fredrik! og du kunde tænke paa at myrde din Ven, hvis Liv du har reddet!” ”Og som til Giengield — — Dog — indgaaer du Vilkaaret? vi maa have Ende derpaa.” Efter et Øiebliks Betænkning, medens jeg gienkaldte mig Alt det, De havde sagt mig, og det mere, som Deres hulde Blufærdighed ikke kunde komme frem med, og som jeg kun af flygtige Vink maatte slutte, modtog jeg hans Forslag i den fulde Overbeviisning, at den ædle strænge fiintfølende Fredrik umulig kunde vide det Alt, og endda hænge ved saadant et Fruentimmer. Og nu tænke De Dem min Forundring, da han aldeles uanfægtet igien tog til Orde: Nu vel da! men erindre dig, at det er dig selv, der har villet. Hvad er det da, du har at sige mig? om min Ulla, om hendes Moder, om Maja! ”At min Ulla har været fra sin tidlige Barndom opfødt ved et svensk Provincial- eller Reisetheater, at hun ikke har kundet modstaae de Forførelser, Rigdom og Overdaad veed at lægge for uerfaren Ungdom og Skiønhed, at Maja er hendes Datter ved en riig ung svensk Herre af Stand; at den liden Sum, der gav Anledning til vort Kiendskab er en Slags Livrente, Majas Fader havde forpligtet sig til at betale for sin Datter, men som min Ulla for Intet at have af den Elendige med Gaarsposten har frasagt sig, og til Hvid og Skilling skal tilbagebetale; at hendes foregivne Moder er et Fruentimmer, hun paa sin Reise hertil er blevet kiendt med, og har formaaet at være hos sig, for at undgaae den ugunstige Dom, Eders Nysgierrighed er saa redebon at fælde over et ungt og smukt Fruentimmer, der, efter Eders vakkre Talebrug, lever paa sin egen Haand; at hun imidlertid her var saa uheldig at træffe paa en Kone, der tilforn hos et Fruentimmer af endnu noget mere end tvetydig Caracteer havde forestilt samme Person, og der sandt at sige været bedre paa sit Sted; som ogsaa derfor allerede er fra hende, og faaer noget aarlig at leve af etsteds i Provindserne, uden at torde komme her til Byen. Veed du nu mere?” — Jeg stod, som forstenet — og af hvem veed du Alt dette! spurgde jeg, mere for at fatte mig.” ”Af hvem? af min Ulla? — og nu Farvel!” ”Men!” ”Veed du mere?” ”Nei men . . .” ”Du erindrer vor Aftale! det er vor sidste Samtale. Tak for atten Aar! Farvel Ludvig! Gaa du nu din Vei, saa gaaer jeg min.” ”Nei! sagde jeg bestemt: gaa, hvor du vil! jeg følger dig!” ”Det vil vi see! sagde han: og sprang med eet ud i Bassinet. Jeg stod et Øieblik i Beraad om at springe efter, men da Fredrik er en ypperlig Svømmer, og den bedste i at svømme med Klæder paa, og der begyndte at samles Folk til, besluttede jeg, for at forebygge Folkesnak, at lade, som det hele var en Galskab, tog mit Uhr op, og sagde til de Omstaaende: det var et Væddemaal, hvor længe han kunde være om at svømme til Land; og da der just kom en Officeer af mine Bekiendte til, fik jeg ham til at gaae ned til Vagten, at forebygge, at der ikke skulde blive giort videre Ophævelse deraf. Jeg formoder altsaa, at vi med første vil læse det i de svenske Aviser og Dagen, som et nyt Beviis paa Svømme-Konstens og Svømme-Lystens Fremskridt iblandt os.
Imidlertid har jeg dog af denne Samtale faaet nogle Vink, som jeg nærmere maa forfølge, og hvorom jeg da skal give Dem Efterretning.
Modtag imidlertid min inderligste Tak for deres Deeltagelse for min forblindede Ven, og Forsikkringen om min meest uskrømtede Høiagtelse.
Ludvig **f.
Sophie **p til Ludvig **f.
den 11 Mai 180•
Det lader til, gode **f, at vor Brevvexling ikke bliver saa strax tilende, som vi formodede. Det synderlige Optrin, hvormed Deres Ven sluttede, eller rettere afbrød Deres sidste Samtale, har bragt ham i Folkemunde, og De veed nok, at naar Folk her i Byen — og andensteds er det formodentlig ikke anderledes — først faaer en paa Tungen, saa føge de op med ham baade løst og fast; og saaledes er da ogsaa ved denne Leilighed vor Vens svenske Connexion kommet i Omtale, og af en eller anden tienstagtig Aand bragt min Fader for Øre.
De veed, at det er det, jeg altid har været saa bange for, skulde skee; og da de kiænder min Fader, kan De let forestille Dem, han tager sig det meget nær. Jeg kunde strax see paa ham, da han kom ud paa Gaarden i Gaar Middags, at der maatte være noget paa Færde; men saa faldt det mig ind i det samme, at jeg havde hørt ham i Søndags tale med Dem om en slem Røre, der skulde være mellem vore yngre Kiøbmænd, og saa faldt jeg paa at troe, at en eller anden ung Mand, som han interesserede sig for, kunde være blevet et Offer enten for alt for dristige Speculationer, eller uhældige Forbindelser; sligt har jeg før seet min Fader ilde tilmode over, og derfor taug jeg, da jeg veed, han aldrig kan lide, man snakker om, hvad der ikke er at giøre ved.
Vi gik tilbords, men han hverken spiiste eller talte; vort Maaltid var altsaa meget snart tilende; men i det vi skulde til at reise os, saae jeg, at han ganske mod sin Sædvane, ligesom for at give sig selv et Paaskud til at sidde noget endnu, skiænkede sig nogle Draaber Viin i sit Glas, men blev siddende med det i Haanden, uden at drikke, og faldt i Tanker; da Tieneren var inde i det samme, at tage af Bordet, troede jeg, at det maaskee var ham, der nu generede min Fader, og for at skaffe os ham af Halsen, foreslog jeg, at vi skulde drikke Caffe i Lysthuset i Haugen. Min Fader nikkede ligegyldig sit Samtykke dertil, blev siddende uden at tale, og satte sin Viin udrukken fra sig. Jeg mærkede nu, at der laae ham noget tungt paa Hiertet, som han ikke kunde faae frem. Jeg giorde altsaa Mine til at staae fra Bordet; han reiste sig med; og allerede havde jeg takket ham for Mad, og var i Begreb at gaae ned til Caffeen, da han med eet brød ud, og ligesom tvang sig til at tale: Sophie! har du hørt noget til det Snavs, den unge **r har gaaet hen, og vrøvlet sig ind i.” Jeg troede da — som jeg endelig aldrig i mine Dage har sagt Usandt for min Fader — at jeg burde sige ham det Væsentligste af, hvad jeg vidste; jeg giorde mig imidlertid Umage for at sige Alting saa meget til Frederiks Fordeel, som jeg kunde, og benyttede mig især af de Omstændigheder, De havde været saa god at meddeele mig af hans Brev om, hvorledes han kom i dette Bekiendtskab, for at forestille min Fader, at det var en Forblindelse, som just et godt og ufordærvet ungt Menneske snart kunde falde til. ”Det er just Ulykken det, tog han Ordet: just derfor vil han komme til at bøde des dyrere for det. Ja var det een af disse unge Lapser, her rende paa Contoirerne, saa vilde jeg aldrig bryde mig om det, for saa var det vel Alt i Alt en ny Anledning til at svatte nogle Penge bort; men han slipper ikke saa let.” Og nu skulde De have hørt, kiære **f, hvilken Lovtale han holdt over Deres Ven. ”Jeg har aldrig, sagde han, havt hans Mage, eller kiendt hans Mage, uden — her nævnede han en anden af Fredriks Jævnaarige, men som De maa forlade mig, jeg her ikke kan nævne — de to ere, som de kunde være fødde til Kiøbmænd! arbeidsom og ordentlig i høieste Grad, ærlig og klog, dristig og sindig. Jeg har saaledes glædet mig ved den Fredrik, blev han ved, at naar jeg nu efterhaanden bliver ældre, og bliver keed af at have med alle de Ting at giøre, jeg da kunde betroe Alting til ham, og see i ham mit Huses Støtte paa mine gamle Dage, og den, der skulde fortsætte det efter min Død, og . . .” Her holdt han op med eet, og blev endnu mørkere, og alvorligere, end han var. ”Ja men for den Sags Skyld — tog jeg Ordet, for at skaffe ham igien nogen Lyst — kan Fredrik jo gierne . . .” ”O! sagde han vredt, det er noget, Du ikke forstaaer. Den Qvinde slipper ham ikke saa let; hun lægger an paa at blive hans Kone, om hun ikke alt er det, det er let at see; og naar et Menneske først er slet gift, saa kunde man næsten lige saa gierne binde ham en Steen om Halsen først som sidst, for saa kommer han dog ikke ret langt mere her i denne Verden.” ”Men skulde man da ikke, sagde jeg, kunde hindre den Ting endnu, og redde det unge Menneske? — —” ”Ja men hvordan? sagde min Fader: du veed, hvor kilden han er over Alt, hvad han anseer for sin Frihed og Ære.” Jeg vovede da, i den faste Tillid, at Deres Venskab for Fredrik ikke vilde tillade Dem at tage mig min Dristighed ilde op, at raade ham at tale først med Dem, som Fredriks bedste og fortroligste Ven; hvilket han med de sædvanlige Yttringer af sin inderlige Høiagtelse for Dem, strax besluttede. Jeg har imidlertid troet at burde forberede Dem herpaa, og haaber ligeledes her af Deres Venskab for Fredrik Deres Tilgivelse, fordi jeg endnu eengang har bebyrdet Dem med min Correspondence.
Fredrik **r, til Hr. **raad, Grosserer **p.
De havde den Godhed at bede mig tage nogle Dages Betænketid, inden jeg bestemte mig, i Henseende til den Handelsreise, De havde den Godhed at foreslaae mig. Saa fast og uforanderlig end i den Henseende min Beslutning var taget i samme Øieblik, De nævnte den for mig, har jeg dog behøvet og benyttet den mig givne Tid til nøiagtig at giennemtænke hele min øvrige Stilling, og det er i Følge dette nøiagtige Overlæg, skiøndt ikke uden den dybeste Følelse af Alt, hvad jeg er, og min hele Levetid igiennem vil og maa være Dem skyldig for al den faderlige Godhed, De fra min tidlige Barndom har viist mig, at jeg herved ikke blot afslaaer den tilbudne Handelsreise, men endog seer mig nødsaget at fratræde Deres Tieneste. Jeg vil ikke undersøge, om Overbeviisningen om denne Handelsreises Fornødenhed, eller Fordelagtighed er opkommet hos Dem selv, eller maaskee af ubuden Tienstfærdighed giort Dem indlysende; jeg vil ikke undersøge, om det egentlig var Dem eller mig denne Handelsreise skulde være fornøden for; nok at jeg paa ingen Maade kan beslutte mig dertil, og det formodenlig just af selvsamme Grunde, hvorfor der saa ivrigen drives derpaa.
Dog det vilde være stridende mod den sønlige Hengivenhed og Fortrolighed, jeg er, og bestandig bliver min faderlige Velgiører skyldig, dersom jeg vedblev at føre dette forblommede Sprog; heller vil jeg da sige reent ud, at jeg overmaade vel indseer, at den egentlige Aarsag, hvorfor jeg skulde reise, er, at man- vilde have mig bort fra et Fruentimmer, der er mig kiærere end Alt, og som jeg ligesaalidet vil, som kan forlade. Hvem egentlig den Man er, som hermed har saa travelt, og hvad Grund denne Man har dertil, hører lykkeligviis ikke herhid at undersøge; nok er det, at denne Man har faaet Dem, ærværdige Mand, af sin Mening. Det er mig ikke vanskeligt at fatte, hvad Skildring man har giort Dem af dette Fruentimmer, og jeg har alt for ofte ved mangfoldige Leiligheder hørt Deres Yttringer om Handelsbetiente, der vare i saadanne betænkelige Connexioner, og de Farer og Ulykker, deres Principaler udsattes for ved dem, til ikke meget godt at indsee, at De i dette nærværende Øieblik ikke med Rolighed kan see en betydelig Deel af Deres Velfærd i mine Hænder; og jeg erkiænder Deres faderlige Ømhed og Godhed selv i den Maade, hvorpaa De vilde sætte Dem og mig i Sikkerhed fra denne Side. Saameget mere giør den mig til Pligt, at efterkomme dette Ønske paa den Maade, der staaer i min Magt, og især i denne Betragtning er det, jeg forlader Deres Tieneste. Den Orden og Nøiagtighed, De har lært og tilvant mig i Deres Forretninger, sætter mig istand til at kunde, hvad Øieblik forlanges, afgive min Eftermand Alt, hvad jeg har havt under Hænder; i Henseende til, hvad Penge jeg af Deres har havt i min Raadighed, ville De erindre, at jeg ved Maanedens Slutning afvigte Løverdag har aflagt Regnskab, og ikke siden den Tid været paa Contoiret; jeg kan altsaa paa fem Minuters Kald og Varsel giøre Rede og Rigtighed for Alt; og jeg vil ikke nægte, at jeg under nærværende Omstændigheder ønsker jo før jo hellere at giøre det. Midlertid forstaaer det sig selv, at jeg er ligesaa villig, som pligtig, saavel til at vedblive mine Forretninger, indtil min Plads igien er besat, som til at gaae min Eftermand tilhaande med al den Anviisning og Bistand, der kan behøves, inden han bliver Contoirforretningerne bekiendt.
Og nu modtage De til Slutning, ædle og fortræffelige Mand! min varmeste og inderligste Taksigelse for al mig i saa mangfoldige Aar beviist faderlig Godhed. Værdiges, at være overtydet, at om end vore hidtil værende Forhold ophøre, mine Følelser af, hvad jeg har Dem at takke, aldrig skal formindskes, eller forandres; at jeg intet Øieblik i mit hele Liv skal glemme, at ikke blot hvert Bid Brød, jeg er istand til at erhverve, men og Alt, hvad jeg kan, og veed, og er, eller nogensinde er istand til at blive, ene skyldes Dem, og Deres ømme Omsorg for en stakkels forladt Faderløs, hvis hele Levetid skal være helliget til at vise, at han ikke var Dem, og denne Godhed uværdig.
Deres evig taknemmelige
den 14 Mai 180•
Fredrik **r.
Fredrik **r til Hr. Ludvig **f.
14 Mai 180•
Da det er kommet Undertegnede for Øre, at Hr. Ludvig **f adskillige Gange har giort sig den Uleilighed at søge ham, uagtet ved deres sidste Samtale alt deres Mellemværende for stedse er blevet afgiort, troer Fredrik **r, i Betragtning af den Andeel, Hr Ludvig **f saa ufortrøden og uopfordret vedbliver at tage i hans Anliggender, det sin Skyldighed herved at underrette Hr. Ludvig **f, hvorledes han fornærværende er formelig trolovet med Demoiselle Ulrica Allmgreen, frabedende sig i øvrigt efter nu brugelig Maade al mundtlig eller skriftlig Gratulation, som ufornøden efter de mange og talende Beviser paa den overordentligste Deeltagelse.
Fredrik **r.
den 15 Mai 180•
Grosserer **p til Fredrik **r.
Jeg kunde maaskee have formodet, at den temmelig lange Række af Aar, vi have staaet i Forbindelse med hinanden, maatte have lært Dem at kiænde mig saameget, at De vidste, at dersom jeg var misfornøiet med en af mine Contorister, eller havde Grund til at mistroe ham, vilde jeg vel vide at blive ham qvit, uden at behøve at tilbyde ham en Handelsreise, der netop forudsætter den fuldkomneste Tillid, saavel til hans Duelighed og Virksomhed, som til hans Caracter. Det er maaskee derfor ufornødent, at jeg herved erklærer Dem, at saa ubehageligt det har været mig at vide Dem i Forbindelse med et Fruentimmer, hvis hele Forhold og Rygte i det mindste er tvetydigt, kiænder jeg Dem dog nok til at vide, at om De saa giorde Dem selv aldrig saa ulykkelig derved, vilde jeg dog med fuldkommen Sikkerhed kunde betroe min Velfærd og min Ære i Deres Hænder; at det altsaa ingenlunde var min Hensigt paa en behændig Maade at faae Dem bort fra mit Contoir, men kun at aabne Dem en nemmere Vei til at komme ud af et Forhold, som De selv saae, saa eenstemmigt misbilliget af alle Deres sandeste Venner.
Det følger imidlertid af sig selv, at saalidet som det var min Hensigt, at skaffe Dem bort fra mit Contoir, saalidt kan det paa den anden Side være min Tanke, at ville holde Dem der imod Deres Villie. De er paa det fuldkomneste Deres egen Herre; heller ikke behøver De i nogen Maade at genere Dem efter, enten at Deres Plads skulde blive besat, eller at giøre Deres Eftermand bekiendt med Tingene, da jeg indtil videre slet ikke tænker at besætte den, men agter selv at bestride, hvad De hidtil har havt under Hænder; saameget mere, som det alt nogentid har været mit Forehavende, at faae en ung og driftig Compagnon; og hvorvel denne Udsigt for nærværende Øieblik synes nær ved at tilintetgiøres, kan jeg dog ikke ganske ophæve den, og i dette Tilfælde indseer De selv, at meget væsentlige Forandringer ville blive fornødne.
Skulde De altsaa vedblive Deres Forsæt, at forlade mit Contoir, maa jeg blot bede Dem, een eneste Gang endnu at umage Dem derop, for at faae vort Mellemværende fuldkommen berigtiget. Jeg har nemlig i de senere Aar bestandig brugt den Maade, ved hver Expedition, der gik lykkelig for mig, at beregne de af mine Contorister, der have havt med dem at bestille, visse Procent af Fordelen. Jeg har, efter Deres sidste Brev, opgiort Deres Conto, og finder, at Dem kommer tilgode den Summa 3265 Rdlr. Vist nok havde jeg haabet, ikke at skulde afsluttet vor Conto, før Beløbet var blevet af større Betydenhed; imidlertid haaber jeg dog, at denne Sum paa, hvad Bane De for Fremtiden har afstukket Dem, ikke vil være Dem unyttig; og jeg beder Dem altsaa, i ovenangivne Tilfælde at besørge den jo før jo hellere afhentet.
Jeg gientager Dem i øvrigt endnu eengang, at De vel bør betænke Dem, inden De reent afslaaer den tilbudne Handelsreise, der i flere end een Henseende torde være vigtigere for os begge, end De maaskee formoder. Overlæg det endnu eengang; og undseer De Dem kanskee for, selv at tale oftere med mig derom, saa raadfør Dem med Deres sande og forstandige Ven Ludvig **f, som, De kan være overtydet, ikke mener Dem det mindre oprigtig end
Deres
Bernh. Georg. **p.
Fredrik **r til Hr. **raad Grosserer **p.
Jeg erkiænder, og ærer et nyt Træk af Deres mangeaarige Fadergodhed i den betydelige Sum, hvormed De endnu til Afsked vil understøtte mig; men tillad mig at frabede mig den. I det Øieblik jeg med saa meget i det mindste tilsyneladende Haardnakkenhed følger mit eget Hoved, føler jeg dobbelt Forpligtelsen af at staae paa mine egne Been. Hvad i øvrigt Deres Brev indeholder, tillade De mig ærbødigst at lade ubesvaret, blot med den Erklæring, at, hvad jeg end i Verden skal opoffre og tabe, vil stedse være mig af ingen Værdi mod Ret til Deres Agtelse, og den vilde jeg troe, at have forbrudt ved at give Slip paa min egen, eller hvis jeg, hvad Fordeel eller Udsigt i Verden der kunde blive mig tilbuden, opofrede, hvad jeg ikke blot anseer for min høieste Lykke, men og for min helligste Pligt.
Værdiges at modtage Forsikkringen om min meest uskrømtede Ærbødighed og uudslettelige Erkiændtlighed.
den 15 Mai 180•
Fredrik **r.
den 16 Mai 180•
P. M.
Jeg har alt skrevet Dem, at De er Deres egen Herre, og at jeg ikke kan eller vil nøde Dem, at blive hos mig, naar De ikke vil selv; men Deres Penge hverken kan eller vil jeg beholde. De følge altsaa hermed, til Beløb 3,263 Rigsdaler d. C., hvorfor jeg ved Leilighed skal udbede mig Qvittering.
Bernh. Georg. **p.
den 19 Mai 180•
Ludvig **f til Frøken Sophie **p.
Misbruger jeg den givne Tilladelse ved endnu eengang at tage mig den Frihed at skrive Dem til, vil den ædle Frøken Sophie **p udentvivl tilgive mit Venskab for Fredrik det; jeg veed ingen anden at henvende mig til, ingen anden at raadføre mig med.
Hvorledes Fredrik — efter at jeg adskillige Gange baade personlig og skriftlig havde søgt ham, med et temmelig spidst Brev, for tilfulde at opsige mig al Forbindelse, bekiendtgiorde mig sin Trolovelse med Ulla, veed De. Ikke desmindre var jeg besluttet at vedblive at søge ham, da Deres Hr. Fader i Gaarmiddags kom til mig paa Børsen, øiensynlig i et meget fortrædent Lune. Viis mig den Tieneste, kiære **f sagde han, og skaf mig at vide, hvad der er blevet af **r, jeg har nogle Penge, som høre ham til, og jeg har ikke været istand til at finde ham nogensteds; det er mig meget om at giøre. Da der i det Samme kom andre til, fik jeg ikke talt mere med ham i den Anledning. Jeg gik da, saasnart jeg kom fra Børsen, op i Fredriks Logis, men — han var flyttet, og hverken hans gamle Vertinde eller nogen der i Huset vidste, hvorhen. De havde nok mærket, at han i Forgaars Morges havde meget travlt med at pakke ind, men de havde ingen Betænkning giort sig, førend hen mod Aften var der kommet en Karl med et Brev, hvori laae hans Halvaars Leie, og med mange Taksigelser for den lange Tid, han havde boet der, og der fulgte et Stykke Tøi med til Foræring til hans gamle Vertinde, og Drikkepenge til Folkene, og saa med en Begiæring: at det Tøi, han havde indpakket, maatte blive leveret Overbringeren, og at Resten maatte blive der i Bevaring, til han lod det afhente, som sikkert skulde skee inden Fredag; og det havde giort dem allesammen saa ondt, og de kunde slet ikke begribe, hvorfor han var flyttet saa hovedkulds fra dem, men de kunde nok forestille dem, at det maatte vel være over Mamsellen derovre, for hun var ogsaa flyttet samme Dag, havde Pigen sagt; og det var dog Skade, at det rare unge Menneske skulde komme saadan i med saadan een o. s. v.
Nu ja! Frøken! jeg vil ikke giøre enten Dem eller mig mere ilde tilmode, ved at gientage, hvorledes denne gammeldags ligefrem Kone holdt min Vens Lovtale, og efter sin trohiertige Maade sagde det Samme, som baade De og jeg have sagt os tit; nok er det, at jeg havde ondt ved at komme fra hende, og at Taarene stod baade mig og hende i Øinene, da vi skiltes ad; og jeg maatte love hende, dersom jeg fik noget om Fredrik at vide, saa skulde jeg komme ind, og trøste hende, for hun var saa bekymret for ham, sagde hun, som det kunde være hendes egen Søn. Med faa Ord hun rørte mig usigelig! og jeg veed næsten ikke, Frøken, hvad der giør min Ven meest Ære, denne ærlige og simple Kones hiertelige Bekymring, eller den ædle Frøken Sophie **ps inderlige Deeltagelse.
Da jeg imidlertid med alt dette gik ligeklog fra hende, faldt det mig ind, at gaae ligeoverfor, hvor den Svenske havde boet, og see, om jeg der maaskee kunde faae nogen nøiere Oplysning. Da jeg midlertid nok begreb, at det ikke saalige gik an at giøre sig til Ærende at spørge efter Mamsell Ulla, tog jeg til Paaskud, at høre, om der ikke var Værelser til Leie? Vertinden, som var en ganske anden Slags Kone, end min Fredriks trohiertige Huusmoder, maalte mig strax med et Par meget spidsfundige Øine, og svarte, der var for saavidt nok Værelser, men det var ikke til saadanne Herrer; og da jeg herpaa svarte, at det kunde man aldrig vide, jeg skulde bede, om jeg maatte faae dem at see, samtykkede hun vel deri, men med den betænkelige Anmærkning, at det kunde kanskee være, at Herren ikke vilde have dem til sig selv. Jeg kan midlertid nok saa omtrent slutte mig til, hvad Idee hun kan have giort sig om den Person, Herren søgte Værelser til, thi hun begyndte umiddelbar derpaa en lang Lovtale over sin egen og sit Huses Stilhed, og Skikkelighed, og Anstændighed, og hvorledes man i disse Tider vel maatte see sig for, hvem man leiede til, og hvorledes hun var en skikkelig, og reputeerlig Borgerenke, som nu egentlig levede af det Smule Huus, og som vel maatte see til, hvem hun fik derind, o. s. v., og kort sagt, jeg mærkede nok paa Alting, at mine viide Ærmer og mit Purhoved atter her bragde mig i Anseende for meget mere af Dagens Levemaade, end jeg enten har, eller nogensinde venter at faae. Medens hun holdt denne lange Tale til sin og sit Huses Anpriisning, vare vi da komne op paa de fatale Værelser, der bleve — frygter jeg — min arme Vens Ulykke. En ubeskrivelig tungsindig Følelse overfaldt mig i det, jeg traadde ind paa den bekiændte Qvistsal. Jeg gik for at dølge min Bevægelse hen i Vinduet, som for at see ud; men det første mine Øine faldt her paa, var de tvende Navne U. A. og Fr. **r, paa mangehaande forskjellige Maader slyngede i Træk i hinanden! jeg lod, som jeg tog Anledning deraf til at spørge, hvo der havde boet her sidst!” ”O sagde hun: det veed den gode Herre nok! jo mere jeg seer paa Herren, jo bedre kan jeg kiænde, at det var ham, som kom saa meget til den vakre unge Herre her ligeoverfor, som løb af med min Jomfru?” ”En, der løb bort med Deres Jomfru Datter? faldt jeg hende meget alvorlig i Ordet, og lod ligesom fornærmet over denne formeente Feiltagelse. Denne Vending lykkedes endnu over min Formodning, thi hun blev særdeles fortørnet, som det lod, paa baade sin Jomfru Datters og egne Vegne. ”En god Dag! begyndte hun derfor overmaade ivrig, min Jomfru Datter er en Glut paa 13 Aar, og skal først gaae til Præsten til Mikkelsdag; og jeg vilde ikke raade hende, hun fik saadant noget i Hovedet; og det var ogsaa lidt tidlig, maa jeg sige, baade for hende at begynde paa sligt, og for mig at tænke paa Svigersøn og Børnebørn. Jeg giorde hende nu mange Undskyldninger, fordi jeg havde forstaaet hende urigtig, og sagde: jeg troede kanskee, det kunde været Madamens Steddatter; hun blev da god igien, og fortalte mig, at det var Mamsell Ulla Ahlmgreen, en smuk svensk Jomfru, der havde boet, og der skulde have den unge Fredrik **r, der havde været paa **raad **ps Contoir, og nu vilde han reise bort, og sætte sig ned paa sin egen Haand et andet Sted, og gifte sig med hende. ”Men det behøvede han jo ikke at reise bort for, faldt jeg hende i Ordet.” ”Ja! sagde hun, og satte et i hendes Tanker meget betydeligt Ansigt op: der lod sig meget sige om den Ting, sagde hun: seer De! det var nu for det første den Glut, der løb; og det kunde nu enhver see, var Moderen op ad Dage, og det er dog nu saa sin Sag; og saa var der da de, der vilde baade vide det ene og det andet med hende, fra Sverrig af at sige; for det maa jeg lade hende, i den Tid hun har været i mit Huus, kan jeg ikke sige hende andet paa, end hønet og huuskit; og det i alle Maader, og jeg taaler da heller ikke andet i mit Huus. Men seer — hans Venner, de er nok ikke for det Parti; og nu, den Mand, hvis Contoir han havde nu været paa i saa mange Aar, og som havde været ham, som en Fader, ham gik hun jo fra; og det, hørte jeg nok, var ikke Mamsellen tilpas; og det sagde ogsaa den lille Maja til min Datter, for hun kom ganske forgrædt ind, og sagde, at Tante Ulla, og hendes Kiæreste havde været saa slemt oppe at skiændes; og saa vilde han nok ud fra alle de Mennesker med eet, og derfor flyttede baade han og hun, for at komme af Veien!” ”Har de da havt Bryllup? spurgde jeg for at nytte, saameget jeg kunde, hendes Snaksomhed, medens den var i Gang. Ih Nei! sagde hun: der var jo nogen Vrøvl her forleden, da vilde han have havt Bryllup over Hals og Hoved, men saa kunde hun ikke blive eenig med sig selv, hvem de skulde tage til Forlover, troer jeg, og derfor holdt de da blot en Slags Trolovelse, hvorvel der var da ingen anden end min Datter og jeg om Aftenen, og ikke saameget, som hendes egen Moder engang; men det, kan jeg da troe, der var nok ogsaa saadant et Om ved; for hun skulde være reist over igien til Sverrig, hedde det, efter en Arvepart, eller hvad det var; men jeg veed dog den, der har seet hende baade her i Byen og her i Huset, og det endda hemmelig til, siden den Tid; og derfor vilde de flytte ud paa Landet, og der vilde Hr. **r lade dem ordenlig lyse deres tre Gange af Prædikestolen, og saa havde de ikke alt det Vrøvl nødig, sagde han.” Nu vilde jeg da have at vide af hende, hvor de var flyttet hen, men det blev hun stivt og fast ved, at hun ikke vidste; men langt bort var det ikke, sagde hun, for den Vogn, der var kommet og hentet deres Tøi, havde ikke været nogen Time borte fra første Gang, før den kom igien; og saavidt det lod paa Veien de tog, var de kiørt ud ad Vesterport til.” Da jeg nu mærkede, der ikke var stort videre Oplysning den Gang at hente af hende, takkede jeg hende for havte Uleilighed med at vise mig de Værelser, erklærede, at de, saavidt jeg kunde skiønne, ikke just convenerede saa meget godt den, jeg vilde leie dem til, og giorde hende forresten mange Complimenter; men hvad der var det snorigste, jo mere jeg talte i den Tone, jo mere slog hun af, i Henseende til den strænge Tone, hun i Begyndelsen havde taget, og lod mig tilsidst ikke utydelig forstaae, at, om det ogsaa skulde være en lille Jomfru af mit Bekiendtskab jeg søgte Værelser til, skulde hun ikke være uvillig til at lukke et Øie for min Skyld. —
Saavidt var jeg kommet i Gaar, da jeg, siden dog Brevet ikke kunde komme bort, før i Dag, besluttede at afbryde, og gaae ud paa Recognoscering, om jeg ikke i Omegnen af Byen skulde kunde udspeide den Hytte, hvor min Ven og hans Donna havde opslaaet deres Arcadien. Men nei — al Søgen var omsonst; og jeg var allerede overbeviist om Nødvendigheden af at blive ved min første Idee, og bede Dem, om De ikke ved den gamle Kone, der nyder Almisse hos Dem, og fra hvem De havde de første Efterretninger om Ullas Planer og Udsigter, kunde, ifald hendes Datter ellers tiener der endnu, skaffe os noget at vide om, hvor de vare. Vel erindrede jeg, hvor modbydelig denne Vei var for Dem, erindrede, at det var kun, for det Konen endelig vilde tale med Deres Fader, af Frygt, at han for Datterens Skyld skulde blive vreed paa hende, at De havde overtalt Dem til at høre hende ud dengang, for saa at paalægge hende evig Taushed; men — som sagt — jeg vidste intet andet Raad, skiøndt jeg var saare gnaven over dette. Imidlertid faldt jeg paa at gaae ud at tage min Aftensmad i **, og see! der fandt jeg da et heelt Selskab gode Venner og Bekiendte, som pleie at være vel underrettede om Alt, hvad galt der skeer i Kiøbenhavn. Det var, som En sagde til mig: her faaer du noget nær noget at vide! og jeg satte mig hen til dem.
Det var, som jeg forestilte mig, den eene Galskab, den eene latterlige Historie, og — rigtig nok tillige — den eene Flaske Margo jog den anden. Men Overflødigheden paa Galskaber og dumme Streger var saa stor, at jeg tilsidst begyndte at befrygte, at Tiden ikke skulde slaae til; og at netop, hvad der kunde interessere mig, skulde blive mellem det Udsatte. Men med eet begyndte een af de frugtbareste Interlocuteurer at bande ganske forskrækkelig; og den, han da saaledes bandte, var sin egen gode Hukommelse, fordi han nær havde glemt det Allerlatterligste, nemlig hvorlunde en vis riig Mand hos sin Donna havde fundet en gammel Qvasimama, som han havde strax efter sin Regieringstiltrædelse jaget derfra, og forbudet Huset, og hende havde han i sin Ivrighed med sin Paraply ikke blot pryglet ned af Trapperne, men og forfulgt langs hen ad Gaden, til stor Contentement og Fornøielse for Gadedrengene, der havde samlet sig om dem, og geleidet dem begge med en stor Fløiteconcert. Jeg begyndte at lytte efter, thi den gamle Qvasimamas Navn forekom mig at være det samme, som jeg af Fredrik havde hørt paa Ullas, og jeg behøvede da ikke længe at være i Uvished; thi da een af de andre Interlocuteurer paastod, at hun ikke var mere her i Byen, kom den fuldkommen vel underrettede Ordfører i Iver, og gav os hendes heele Historie; hvorledes hun, efter at være jaget derfra, havde været en Tid hos den smukke Stockholmerinde, som havde siden faaet fat paa, min gode Ven, Fredrik **r; han havde iligemaade jaget hende bort, og sendt hende ud paa Landet; men hun var nu incognito kommet tilbage, opholdt sig nu paa et Sted, han nævnte, og søgte at finde sig en smuk Datter igien.
Forlad mig — fortreffelige Pige! at jeg maa vanhellige Deres Øine med disse Væmmeligheder; men jeg har troet at skylde Dem et Regnskab, hvoraf De kunde see, at jeg ikke paa nogen Maade havde compromitteret vor Ven, eller ved min Fritten bragt ham paa Dagens Orden; rigtig nok var der een, der tog Anledning af det, han blev nævnt, til at erkyndige sig om ham, eller rettere om hende; men jeg var saa heldig at faae Hovedfortælleren ved en vel anbragt Lovtale over hans Alvidenhed saaledes i Fyr, at han ikke lod nogen anden komme til Orde.
Midlertid vidste nu jeg, hvad jeg vilde vide, og listede mig; og det er da naturligt, at min første Udgang i Morges var til Madamen. Hun, som nok ikke er vant til at faae Besøg af skikkelige eller skikkeligklædte Folk ved Dagslys, blev i Begyndelsen meget forlegen ved mit, overalt rigtig nok lidt tidlige, Besøg. I Begyndelsen lod det, som hun holdt mig for et Menneske, der hos en eller anden Donna havde hendes Mellemhandling nødig. Men da jeg begyndte at spørge hende ud om Ulla, kom hun paa et andet Vildspor; hun faldt nemlig paa den Mistanke, at jeg var en Udsending fra den gamle Herre, der i Gaar havde banket hende i Paraplyen, og at jeg nu vilde lokke hende til at tilstaae et eller andet, hvorved jeg kunde kue hende til at lade Sagen falde mod ham. En i tide anbragt Bankoseddel, som maaskee var mere, end hun vilde forlange for at lade sig banke af ham i Paraplyen to Gange om Dagen, forandrede dog snart hendes Tanker, og hun vendte tilbage til — saa noget nær — sin første Mening; hun troede nemlig, at jeg selv havde Øie paa Ulla, og heri var hun saa meget villigere at gaae mig tilhaande, da hun naturligviis ikke var Frederik synderlig god, der baade havde jaget hende derfra, og havde ovenikiøbet skiældt hende liderlig ud, og holdt hende en ordentlig Straffeprædiken, og vildet omvende hende; og det var en kedsommelig een, sagde hun, og hun havde aldrig seet hans Mage hos Fruentimmer, for han sad der, ligesom han kunde sidde i en Kirke; og Ulla havde i Begyndelsen, da hun søgte at komme i Kast med ham, slet ikke tænkt paa de Maader; men da det var en smuk Karl, og en rask Karl at see til, for det var han: og ingen skulde tænke, at han var saadant Høvlehoved; saa havde Ulla ordentlig været ganske forgabet i ham. Men da hun saae, hvad for et Faar, hun havde for sig, saa havde hun ogsaa faaet Fluer i Hovedet, og begyndte at sætte Næsen i Veiret, og havde Lyst til at blive en fornem Kiøbmands-Madame; og saa havde der nok nogle af hans gode Venner vilde varet ham ad, hvad hun var for een; men saa havde hun nok lugtet Lunten; og saa en Dag han kom, saa havde hun lukket sig inde med ham paa Salen og grædt for ham, og fortalt ham en lang Historie om hendes Ungdom, og det Barn, hun havde, og som blev givet ud for hendes Søsterdatter; og om, at hun ikke var hendes Moder, og giort sig saa hellig, og saa reen; og hvad saa Tossen, sagde hun, ikke havde været forgabet i den sleedske Satan før, saa var han blevet det da; og saa havde da hun maattet paa Døren; men i det Ulla havde kaldt paa hende, havde hun puttet hende et Par Tidalersedler i Næven, for det hun skulde holde sin Mund; og saa havde han lovt hende hundrede Daler om Aaret, for at hun skulde opholde sig et Sted uden for Byen; og ellers havde han truet med, han vilde give hende an for Rufferi; men hun vilde vise ham noget andet, og ikke leve i en Afkrog af hans sulten hundrede Daler, og hun vilde see, om han skulde røre en Fieder i hendes Hat; og vilde han give hende an, saa skulde hun nok komme frem med saadanne Ting om hans rare Ulla, der ikke skulde klinge godt, enten i hans eller i hendes Øren; hvorvel hun troede halv om halv, at det nu vel snart havde Ende; for hun havde hørt, at han ikke mere var hos den Grosserer, hvor han havde været baade Potte og Pande, og at det kanske torde blive knap nok for ham; og at hun gik hen, og giftede sig med ham, og lod sig saaledes lede og kue af ham, som hidindtil, det giorde Ulla aldrig, med mindre hun saae, hun ret kunde faae det paa den store Fod, som vore andre Grossererdamer.
De seer selv, Frøken! at disse Efterretninger i mere end een Henseende ere vigtigere, end vi havde tordet vente dem, det kommer nu kun an paa, hvad herved fremdeles er at giøre. Indtil videre troede jeg, uden at burde i mindste Maade indlade mig paa mine Aarsager eller Hensigter, blot at maatte paalægge hende — naturligviis bestandig med Haanden i Lommen — at udspeide, hvor Fredrik og Ulla nu har opslaaet deres Pauluner; og derom, har hun forsikkret mig — da jeg for let begribelige Aarsagers Skyld ikke just vilde sige hende min Bopæl — at jeg om to Dage kunde afhente Underretning hos hende. I øvrigt, Frøken! trænger jeg mere end nogensinde til Deres Raad, og Befalinger. Skal vi lade Tingene gaae deres egen Gang, og oppebie, om Ulla opgiver sine Hensigter paa ham, eller lærer ham at kiende sin uværdige Tænkemaade? eller skal vi endnu eengang prøve paa at aabne hans Øine? Jeg vil gierne tilstaae Dem, Frøken! at, som jeg kiender min Ven, ræddes jeg for det Øieblik, da han vaagner af sin Drøm, og lærer tilfulde at kiende hende, der har været ham et Ideal af alle Dyder, som en trædsk Bedragerske; inderlig ræddes jeg da for, at hans arme og ufordærvede Hierte i sin Fortvivlelse herover, skal blive mistroisk imod alle Dyder: o! at han da havde en Veninde, som Dem, eller rettere, at han vidste, og følte, hvad han kunde have i Dem.
Dog det er Tid, at jeg afbryder. Værdiges at modtage Forsikkringen om min inderligste og dybeste Høiagtelse
Ludvig **f.
Ludvig **f til Frøken Sophie **p.
Jeg er her strax igien! er jeg næsten færdig til at maatte begynde dette Brev; thi see! neppe havde jeg i Gaar Aftes faaet mit Brev affærdiget til Dem, før i Morges tidlig — hvo skulde overraske mig paa mit Værelse, andre end Ullas Qvasimama? ført paa Bankosedlernes Vinger havde hun, fra hun forlod mig sidst, været utrættelig og ufortrøden i Bevægelse, og havde ikke blot opdaget Ullas og Fredriks Bopæl, og, hvad Tider Ulla var at faae i Tale, da hun ikke var tilstede, men endog været derude selv, talt med Ulla, og — i den faste Formodning, at det var umuligt, jeg kunde vilde underrette mig om saadan en Dame af anden Aarsag, end fordi jeg var forliebt i hende, havde hun allerede paa mine Vegne begyndt en Underhandling med Ulla, hvoraf hun lovede mig det ubedrageligste Held. Hvorvel jeg nu sagtens nok vidste, at Begiærlighed til mine Bankosedler lettelig kunde blænde hende, og faae hende til baade selv at see og vise Udsigterne mere smiggrende, end de virkelig vare, og endskiøndt disse Underhandlinger, hun saaledes paa sin egen Haand havde begyndt i mit Navn, vist nok havde deres meget betænkelige Side; og hvorvel jeg slet ikke skulde være glad ved at komme i Orde for at giøre Cour til Mamsell Almgreen, troede jeg dog heller ikke heelt at burde give Slip paa de Fordeele, vi kunde drage af hendes Tienstfærdighed; jeg satte hende altsaa vel med en meget alvorlig Mine irette, men trykkede hende dog ikke desmindre en Femrigsdalerseddel i Haanden for havte Umage. End meere begeistret herved fortalte hun mig da, at Ulla var meget utilfreds med Fredrik, især siden han var taget fra Deres Faders, og hun altsaa med eet fandt sine stolte Forhaabninger at blive Grossererdame tilintetgiorte; at hun af denne Aarsag har under et Paaskud efter det andet hindret, at de ikke endnu vare blevne gifte; at han desuden havde isinde at reise etsteds op i Norge, hun troede til Bergen, der at anlægge et Handelsinstitut, og tillige selv føre en liden Handel, men at Ulla paa det bestemteste havde erklæret hende: i den Uørk gik hun aldrig, og mindst for at blive Skolemadame; at hun imidlertid endnu bestandig holdt gode Miner med ham, for at see sit Hæld til, at faae den Tid betalt, hun saaledes havde svattet bort til Unytte, for Noget havde han, som han havde lagt sig til Bedste i den Tid, han var paa Contoiret; men ved det han alt i sit Hierte saae dem an, som Mand og Kone, saa tænkte han aldrig paa at forære hende noget, eller ellers koste noget paa hende, men giorde bestandig sine Beregninger og sine Planer, hvordan han bedst skulde lægge Pengene an til Nytte for dem begge. Hun fortalte mig da ydermere, hvilken prægtig Beskrivelse hun havde selv giort Ulla om mine Dyder og Qvaliteter, og Fuldkommenheder, og frem for Alting, hvilken rask, og resolut, og spendabel Person jeg var; og det havde Ulla da for saavidt syntes ganske godt om, men hun var dog ligesom blevet en Smule betænkelig, da hun hørte mit Navn; for det var mig, havde hun sagt, der i Begyndelsen havde havt saa travelt for at faae Fredrik fra hende; men hvorvel — havde hun saa igien smilt og sagt — naar saa var, som Moder sagde, saa lod det sig dog ogsaa forklare; og bedre troede hun sagtens, hun i alle Maader var faret med mig, end med den anden Helligpær.
Jeg iagttog, som sagt, en meget velbetænkelig Taushed i denne Henseende, men hvad der var det Vigtigste; jeg fik Fredriks Bopæl at vide. Sandt er det, Kiærlighed kunde ikke valgt sig det mere smilende, og mere venligt; jeg gik i Gaar Eftermiddags derud i Egnen for at recognoscere, og jeg tilstaaer Dem, jeg blev ligefrem i ondt Humeur over, at en Lidenskab, der saa reen og sandru bebudede sig endog i de mindste Ting, en Kiærlighed, der prægede Alt med sit Nøisomheds Stempel, skulde være spildt paa en uværdig Bolerske, som drev Spot dermed, og som det var en Daarskab, og en Væmmelse for.
Som Engen er ved Havets Bred
Naar Aftensol sin milde Glands udbreder,
mindes jeg engang, jeg har hørt Dem en smuk Sommer-Aften gientage efter een af Deres Yndlingsdigtere ved at betragte Omegnen om Deres Faders Gaard; og disse Linier randt mig her paa ny dobbelt levende i Tanker. Det er et fuldkommen eenligt, nybygget, lidet men net Huus paa den skiønne Slette, der ligger bag ved ** hen ad **ne til, og med en liden Hauge, og ligesom en Lund bag; eet af de Steder, hvorpaa man ikke kan kaste sit Øie, uden at sige: her burde Kiærlighed boe, her huuslige Glæder have deres Tempel, og huuslige Dyder deres Helligdom. At imidlertid Mamsell Ulla ikke er der i sit Hierte synderlig fornøiet, er saare begribeligt, Maja og Fredrik skal derimod der være fuldkommen i deres Esse.
Da Deres Herr Fader har paalagt mig at skaffe ham at vide, hvor Fredrik var blevet af, overlader jeg ganske til Dem, at give ham denne Underretning. Selv trænger jeg, som sagt, til Deres Raad og Veiledning, uden dog at turde giøre Fordring derpaa, lykkelig nok, naar De fremdeles værdiger mig Deres Tillid og Agtelse, hvis fulde Værd jeg mere end nogensinde erkiænder og føler.
Ludvig **f.
Fra Grosserer **p til Fredr. **r.
den 3 Junii 180*
Omslag om Brevet, S. 105
P. M.
Af Mangel paa at vide, eller kunde faae opspurgt Deres Bopæl, kommer indlagte Dem først nu til Hænde. Jeg vil ikke uleilige Dem med at qvittere, og formoder ligeledes, at De fra Deres Side ikke heller uleiliger mig med noget videre Indsigende i en Sag, som jeg ønsker, eengang maatte være til Ende. Pengene er Deres, troer De ikke at kunde modtage dem fra min Haand, kan De give dem til den første den bedste Fattigstiftelse, kun skal jeg bede, De ikke mere kommer til mig med dem, hvis De ikke vil, jeg jeg skal fortryde Alt, hvad der nogensinde har været os imellem.
Gerh. G. **p
Fredrik **r til Hr. Ludvig **f. ** jæger ved de kongelige Livjægere.
Det synes høi Tid, at den gamle Striid, hvo af os der skyder bedst, bliver afgiort. Dersom De altsaa til en Tid, De selv behager at bestemme, vil møde paa Engen ved Søen bag **, og medtage Deres Riffel, skal De forefinde mig der. For hverken at behøve Vidner eller Dommere, vil vi skyde efter Hovedet paa hinanden, og paa eengang; Udslaget bliver altsaa ubedrageligt.
Tillige kan De da, igiennem en paalideligere Mund, end Deres gamle Rufferskes, modtage Svar paa de Tilbud, hvormed De har beæret Deres forhenværende Vens Brud; samt hans Taksigelse for den Redelighed og Uegennyttighed, der har ligget til Grund ved alle de Skridt, De har giort, for at forstyrre hans Dages Lykke, og hans Hiertes Fred.
Jeg vilde forlangt Svaret aflagt paa et eller andet offentligt Sted. Men De har jo ladet min Bopæl udspionere. Jeg venter det altsaa med Vished fra Hr. **jægeren.
5 Junii 180*
Fredr. **r.
Af det kongelige Livjægercorps ** Comp.
Ludvig **f til Fredrik **r.
Min Riffel har jeg modtaget af Kongen til Fædrelandets Forsvar; aldrig kunde jeg altsaa overtale mig til at bruge den mod en Medborger, mindst mod en Vaabenbroder, allermindst mod en mangeaarig Ven, og det især for et Fruentimmer, som Mamsel Ulla Almgreen. Jeg veed ikke, hvad man kan have forebragt Dig om mine Hensigter eller Planer; men det veed jeg med fuld og fast Overbeviisning, at jeg ikke har giort eet eneste Skridt, uden for at holde min svorne Eed: stød du mig i Miskiændelse fra dig, saameget du vil, jeg forlader dig aldrig! og denne gientager jeg dig herved. Ja Fredrik! din Ludvig forlader dig aldrig, skulde det end koste ham dit Venskab og hans Liv.
Din
5 Junii 180*
Ludvig **f.
Ludvig **f til Frøken Sophie **p.
Hvad jeg i Søndags gav mig den Frihed at forkynde Dem, fortreffelige Pige! er, som De vel seer af indlagte Seddel med Afskrift af mit Svar, saa omtrent indtruffet. Mamsel Ulla, som var paa den allerbedste Vei til at indlade sig med sin formeente nye Elsker; som var Forekommenheden, Føieligheden, Redebonheden selv, som endog saa godt som havde givet mig et Stævnemøde, ved at love sin Underhandlerinde et Besøg, hvorved hun saa udtrykkelig betingede sig, at jeg ikke maatte være tilstæde, at den erfarne Commissionairinde med Føie deri fandt en formelig Tilsigelse til mig, har aldrig saasnart faaet Lugten af de 3263 Daler Deres Faders ædelmodige Paastaaenhed endelig vilde af med, førend hun med største Adresse skiftede Rolle, blev med eet idel Hengivenhed, Trofasthed, Kiærlighed, til vor forblindede Ven; angav ham den Underhandling, jeg skulde have begyndt med hende, og som hun uden tvivl har forestilt ham langt betydeligere end det virkelig var, og Indlagte er da naturligviis Resultatet deraf.
Jeg giør mig det Haab, at den ædle og høimodige Sophie **p ikke tænker slettere om mig, mit Mod, og min Ærekiærhed, fordi jeg ikke har kundet troe, min Ære fordrede, at jeg skulde forgribe mig paa min Ven, eller udsætte ham for at forgribe sig paa mig. Jeg vil ikke formode, at enten dette Afslag skal komme ud blandt mine Vaabenbrødre, end mindre at det skulde giøre mig Skam i deres Mening; men var det end saa; skulde det end nøde mig at lægge en Uniform, som er mig uendelig dyrebar, fordi den minder mig om mit Fæderlands Hædersdage, om de Øieblikke, da jeg med mit Livs stolteste Fryd følte mig dansk, siger dog mit Hierte mig, at jeg ikke kunde eller burde handle anderledes; og Held mig, hvis sand Kiækheds og Ærekiærheds søde Dommerinde istemmede denne min Overtydning.
Midlertid ligge nu for en Tid vore Planer; Mamsell Ullas Iris — som midlertid neppe nogensinde vil blive omdøbt til Iris og Hebe, da hun har sine gode 50 paa Bagen — er forviist Huset, og det med en Bulder og en Bram, hvori Ulla selv tog saa megen Deel, at hiin reent har slaaet Haanden af denne falske og utaknemmelige; heller ikke, maa jeg tilstaae, er jeg i sig selv utilfreds med, at være blevet en Qvindes Tienstagtighed qvit, som jeg i disse Breve aldrig har kundet omtale, uden at blues; imidlertid staaer indtil videre min Forstand stille, og med alt dette vil mit Hierte endnu ikke give mig det Vidnesbyrd, at jeg har opfyldt min Pligt.
Lykkelig vilde jeg være, torde jeg i denne Anledning haabe at see et Par Linier fra den ædle Piges Haand, hvis Godhed og Agtelse for mig i et Øieblik, da jeg har forspildt, skiøndt som jeg haaber, ikke forbrudt min ældste og kiæreste Vens, er mig mere fornøden end nogensinde.
6 Juni 180*
Ærbødigst
Ludvig **f.
**gaard.
den 9 Junii.
Min Fader, som har faaet et Anstød af Rosen herude, vilde være Dem meget forbunden, hvis De vilde umage Dem herud til ham, da han har noget at tale med Dem om et Brev, han har faaet, som han uden Tvivl har taget sig meget nær, da han fik sin Rosenfeber, strax efter han havde faaet og læst det, og som sikkerlig indeholder noget Frederik angaaende.
Da min Fader ikke er vel, vil De venskabeligst undskylde, at jeg forbeholder mig mundtlig at besvare begge Deres sidste Breve; i øvrigt har den Mand, der besidder Følelse af sand Ære nok, til at sætte sig ud over den falske Æres Bud, og hvis Hierte styrer ham til enhver Selvopoffrelse, som Pligt og Venskab fordre, neppe en 19 Aars Pige behov til Dommerinde, hvor han har en saa ubedragelig Dommer i sit Bryst.
Med inderlig Høiagtelse
Deres Veninde
Sophie **p.
Den i forrige Brev omtalte Skrivelse med tvende Indlægge, oversatte, den første af fransk, de andre af svensk.
a. Generallieutenant Grev **, Ridder, til Hr. raad **p. berømt Handelsmand.
Hvorvel, min Herre! jeg ikke har den Ære personlig at være kiændt af Dem, er dog Deres Navn alt for bekiændt og agtet endog hos os, til at jeg skulde tage i Betænkning umiddelbar at henvende mig til Dem i en vigtig nok noget kilden Anledning.
De vil fritage en Fader fra at udvikle Dem sine Grunde til at aabne indlagte Breve; de ere skrevne til min Søn fra en mig alt for bekiændt Haand, og da jeg seer, de i saa høi Grad angaae en Person, der i Brevene selv siges at være elsket af Dem som en Søn, har jeg fra mine Følelser sluttet mig til Deres, og anseet det for Pligt, at sende Dem, hvad der maaskee kunde være Dem et Middel til at redde et ungt Menneske fra en Afgrund, som jeg har seet min egen Søn for nær, til ikke at kiænde heele dens Rædsel for et Faderhierte.
Skulde end disse Breve ikke være tilstrækkelige til at aabne det unge Menneskes Øine, vilde jeg giøre mig en Pligt af, at meddele Dem de Beviser, hvormed jeg, trods al den herskende Overbærelse for et vist Slags Laster og Forbrydelser, nødde dette Qvindemenneske til at forlade Sverrig for stedse; uheldig nok til kun at uddrage Tornen af min Fod, for at støde den dybt maaskee ind i en anden værdig Mands Hierte.
Behag imidlertid at modtage Forsikkringen om den Agtelse og Tienstberedvillighed, hvormed jeg har den Ære at være
min Herr **raad
Deres hengivne
Greve af **.
Indlagt.
a. Ulla Almgreen til den unge Grev ** Capitainlieutenant i den svenske Garde.
7 Mai 180*.
Da jeg ikke kan andet end ønske at glemme, jeg nogensinde har været saa uhældig at være kiændt af et Menneske af Deres Tænkemaade, fortryder De ikke paa, at jeg for Fremtiden frabeder mig, hvad Omstændighederne hidtil har nødsaget mig at modtage til min Maja. De kan ikke undre Dem over, at jeg ikke gierne ønskede, hun skulde have noget fra Dem, og naturligviis intet, næst Deres Caracteer, mindre end Deres Almisse.
b. Samme til Samme
dito dato.
Jeg maatte troe mig aldeles miskiændt og glemt af dig, sødeste Ven! jeg maatte troe, at dine og mine Fiender aldeles havde faaet udslettet din Ulla af dit Hierte, hvis jeg noget Øieblik kunde troe, at min naadigste Louis kunde antage det aldeles rasende og uvittige Brev, han uden tvivl faaer tilligemed, eller inden dette, for at være fra hans troe og kiære Ulla. Nei! min Louis! det er hendes Haand, det maa hun tilstaae; men hun har været nødsaget at skrive det, for at føie en ung romanesk Sværmer, som hun staaer paa Nippet at gifte sig med, for at forvisse sig Beskyttelse og Udkomme i det Fristed, vore Fiender har nødt hende at søge, for dog nu og da at høre fra sin Louis, da hun er den Lykke berøvet, at see ham. Fredrik **r, Bogholder paa Raad **ps Contoir, et af de største Handelshuse her i Staden, og uden tvivl bestemt til at blive dets Associé, har saaledes forelsket sig — jeg troer sandt at sige — i vor Maja, at han — coute qui coute — vil ægte din Ulla. Det er aldeles en Hyrde fra Celadons og Sylvias Dage, og min naadigste Louis vil da let kunde sige sig selv, om han vil være i Stand til at udslette i Ullas Hierte en Elsker, som den, hun har havt den Lykke at have i sit Fædreneland. Men eene, forladt med vor Maja i et fremmed Land, udsat med hende for vore Fienders Efterstræbelser og Forfølgelser, ovenikiøbet nødsaget til at tage, skiøndt i dit Navn, dog af din strænge og vrede Faders Haand sin og Barnets knappe Underholdning, udsat med hende for den yderste Nød, naar det engang kan falde ham ind at trække denne tilbage, har jeg troet at skylde vor Maja endnu mere end mig, at modtage en Frier, som i det mindste vil blive Maja en kiærlig Stedfader, saalidet han end er enten den Elsker, eller bliver den Mand, din Ulla var vant til at tænke og ønske sig. O at jeg kunde flyve i dine Arme.
O hvad äro utom dig
Lyckans Nåd og snillets lager
Blott en skygga som bedrager,
Blott en dröm som skingrar sig;
Jämte dig jag ei forskräktes
För Tartarens gruflighet;
Utom dig min ledsnad väktes
Ved Seraphers Salighet.
O naar din Ulla saamangen Gang, sødeste Ven! paa dit Skiød sang denne Vise, hvorlidet drømte hun da, at hun nogensinde skulde føle og forstaae den saa aldeles, som nu! Ja min Louis! al den Overflod, al den Lykke, der synes at vente mig, bortgav jeg med Glæde for at være hos dig.
Atis du är skild fra mig,
Skild af en umätlig bölja;
Men mit hierta fölger dig,
Dit min fot dig ei kan följa.
Tro din Ulla, om du vil; men egenlig er dette Giftermaal med et hende saa ligegyldigt Menneske aldeles for hende, som hun gav sig i et Kloster for at oppebie den Tid, da vore Forfølgere ei vare mere, og da hun glad og fri kan flyve i dine Arme. Ægtebaandet her i Danmark er let at løse; og var det end ikke saa, med Glæde brød din Ulla det, for at flyve til dig, naar du kunde modtage hende.
Ah si vous pouviez comprendre
Ce que mon coeur sent pour vous!
L’amour n’a rien de si tendre,
Ni l’amitié de si doux.
Undres ikke, sødeste Ven! over alle disse Sangstumper, men enhver af dem gienkalder din Ulla de lykkelige Dage, da hun sang dem for og med dig, og hun haaber, de ligesaa vil være hendes Louis i kiært Minde. Dog jeg maa afbryde, at dette Brev kan komme tidsnok bort.
Evig din
Ulla Almgreen.
P. S. Du troer dog vel ikke, sødeste Ven! jeg skriver dette, af Frygt, at du af Vrede over det første dumme Brev skulde ville hævne dig over din Ulla. Nei alt, hvad hun frygter, er at miskiændes af sin Ven; ellers kiænder hun ham for vel til at troe, han skulde lægge nogen Hinder i Veien for hendes Lykke. Endnu eengang, lev vel sødeste Ven, og tænk paa din Ulla
Sophie **p til Ludvig **f.
14 Juni 180*
Vor Ambassade, kiære **f, er løbet meget uheldig af. Siden da min Fader, ikke vilde, og De, som De paastod, ikke kunde have med det at giøre, maatte jeg da efter Deres Forslag i Mandags Morges til at sende Deres Ven de bevidste tree Breve med Posten, og skrev da tillige følgende Linier, som jeg ikke behøver at skrive af, da han har havt den Godhed at sende mig dem — in Originali — som han behager at udtrykke sig, tilbage.
Sophie **p til Hr. Fredrik **r.
Da min Fader for nærværende ligger upasselig af Gigten, er det blevet mig overdraget at sende Dem indlyktede Breve, som han ansaae for at være af alt for stor Betydenhed til at betroe i fremmede Hænder. Jeg nytter denne Leilighed til, saavel i min Faders som mit eget Navn, at forsikkre Dem om vor uforanderlige Høiagtelse og Deeltagelse.
12 Junii 180*
Sophie **p.
Med omgaaende Post faaer jeg i en meget net Convolut mit Brev tilbage, tillige med de tre andre, og endnu eet, som De af nedenstaaende vil erfare — samtlig ledsagede af følgende meget stadselig skrevne Linier:
Min naadige Frøken!
I det jeg ærbødigst erkiænder Deres Bevaagenhed, i Deres Hr. Faders Upasselighed, at oversende mig indlagte Papirer, vilde De ligeledes naadigst undskylde, at jeg fremdeles vover at regne paa samme Deres ædle Tienstvillighed, til igien at modtage Nærværende, hvormed jeg i min gamle Velgiørers ovenomtalte Upasselighed har taget i Betænkning at uleilige ham. Vel synes det i og for sig selv noget synderligt, at den høifornemme Correspondent i Sverrig, hvis Haand og Segl fra min tilkommende Kone er mig tilfulde bekiændt, har behaget at svare Deres Hr. Fader, paa et Brev, hun har tilskrevet hans høivelbaarne Hr. Søn; men efter alle de mange Intriguer, hvormed saa mange Uvedkommende har behaget at vilde forknytte min simple Kiærlighedshistorie, formodentlig for at giøre den mere pikant, har det saalidet undret mig, at ikke engang enten jeg eller min tilkommende Kone have fundet det Umagen værdt at aabne eller læse noget af de os gunstigst meddeelte Breve, som de altsaa herved vil finde uaabnet tilbagesendte.
Om min — hvad der saa end maatte indtræffe — uforanderlige Taknemlighed og Ærbødighed har jeg for ikke længe siden havt den Ære at forsikkre Deres Hr. Fader; værdiges naadigst at være forvisset om, at jeg veed ligeledes at sætte den rette Priis paa Deres uforanderlige Deeltagelse, hvorpaa jeg just nu har fundet et nyt og aldeles uventet Beviis ved at sammenligne Deres ærede Skrivelse med en mig for nogen Tid siden tilhændekommet deeltagende tydsk Billet, hvilke begge jeg til behagelig Sammenligning herved ærbødigst giver mig den Frihed, in Originali at sende Dem tilbage.
Torde jeg fordriste mig, end mere at bebyrde denne Deres udmærkede Tienstvillighed, vilde De uendelig forøge mine Forbindtligheder, hvis De gunstigst vilde paatage Dem at være min Talsmand hos Deres Hr. Fader, saa at jeg tør være sikker paa, han ikke vil misbillige det offentlige Brug, han — efter det af ham selv givne Vink — snart vil see giort af de Penge, som han ikke vil tage tilbage, og som jeg ikke seer mig nogen Adkomst til at beholde.
Endnu var jeg vel næsten fristet til at umage Dem med nok een Commission til een af Deres Venner, men jeg føler, at jeg allerede noksom har misbrugt Deres Godhed, og skynder mig derfor at slutte og underskrive mig
min naadige Frøken!
Deres allerydmygste Tiener
Fredrik **r.
At den tydske Sæddel, som laae hos, var den, der gav Anledning til Avisavertissementet om den anonyme Jemand, behøver jeg ikke at sige Dem; saalidet som, at det Lys, hvori jeg ved denne Leilighed er kommet, hverken er det fornøieligste eller fordelagtigste.
Det være midlertid, som det vil; men Spørgsmaalet er nu: hvad herved er at giøre? Min Fader, hvem jeg — hans Rosensvaghed uagtet — ikke troede at burde eller kunde fortie det Svar, jeg havde faaet, er af den Mening, at vi paa ingen Maade kan forsvare, at lade ham blive i sin forsætlige Uvidenhed om Papirer, som dog omsider maa aabne hans Øine i Henseende til det Fruentimmer, der har en saa ubegribelig Magt over ham. Min Fader har uden tvivl Ret; men jeg maa tilstaae, at jeg aldeles ingen mulig Maade seer, hvorpaa man kan bringe ham til at modtage, paa ny end sige læse dem. At De, som min Fader et Øieblik faldt paa, skulde være Overbringeren, maa jeg — især efter den sidste Periode i hans Brev — ikke blot paa det eftertrykkeligste fraraade, men vilde jeg endog — naar jeg turde troe, at mine Bønner vare af nogen Vægt hos Dem, paa det indstændigste bede Dem, paa ingen Maade at giøre. Om jeg og kunde og torde have formaaet min Fader til at tage Pennen selv i denne Anledning, vilde det dog, efter at mit uheldige Brev er kommet i Forveien, være unyttigt, og i det høieste kun volde min Fader een Ærgelse til, som han paa ingen Maade taaler. Noget andet Middel, eller noget andet Menneske, der i mindste Maade kunde have nogen Indflydelse over Deres Ven, maa jeg tilstaae, jeg ikke er istand til at besinde mig paa; ogsaa har han, siden hiin ulyksalige Forbindelse, saaledes brudt alle Baand, at jeg mistvivler om, at vi skulle kunne finde nogen, som man med Held kunde vende sig til.
Det er altsaa efter min Faders og mit bedste Overlæg besluttet, aldeles at overgive hele Sagen til Dem, om De i saa Henseende skulde være lykkeligere til at udtænke Noget end vi — min ovenstaaende Bøn haaber jeg imidlertid ikke at behøve at gientage Dem. Kan heller ikke De finde paa noget Raad, nu da saa kommer vi vel til at trøste os ved, at vi i en redelig Hensigt have giort Alt, hvad vi have kunnet. Hvor liden imidlertid denne Trøst er, naar det giælder om et Menneskes Vel og Vee, som man har Godhed og Agtelse for, og som var en langt bedre Skiæbne værdig, end den, hans alt for redelige og godtroende Hiertes Forblindelse bereder ham, føler jeg i dette Øieblik mere end nogensinde!
Modtag De imidlertid min og min Faders Tak for den Velvillie og Godhed for os, og den trofaste Hengivenhed for Deres Ven, hvorpaa De under denne Sag har givet saamange Prøver.
Sophie **p.
Ludvig **f til Frøken Sophie **p.
Junii 180*
Saa mange Beviis jeg end har havt paa Deres ædle Faders, og Deres egen Godhed, fortræflige Pige! vovede jeg dog ikke endnu at sætte den største Prøve derpaa, ved at sende Dem saa ganske uforberedet denne arme og aldeles forladte fader- og moderløse lille Pige, hvis det ikke udtrykkelig var vor arme Vens Afskedsgave til Dem, hans maaske sidste Villie. Jeg behøver altsaa ikke at sige Dem, at det er hans Maja. Hendes Moder er forsvundet i Gaar, og Fredrik i Nat. Jeg sidder her paa hans Værelse, og venter paa en Hest, for at iile, om muligt at indhente ham, og endnu redde ham for os. Jeg hører Vognen komme; her er intet Øieblik at spilde; ved allerførste Rolighed skriver jeg Dem omstændeligere til.
Deres
ærbødig hengivne
Ludvig **f.
Helsingøer den Junii
Ludvig **f til Frøken Sophie **p.
Her er jeg da — og endskiøndt min Reise forsaavidt ikke har opnaaet sit Maal, endskiøndt jeg ikke mere har været lykkelig nok til her endnu at forefinde min Ven, er jeg dog i det ringeste forsaavidt lønnet for min Reise, at jeg har faaet fuld Vished om, at i det mindste det Sorgeligste, der af min Vens Brev og Forfatning ikke uden Føie lod sig formode, ikke er opfyldt, at han har havt Mod til at leve, at overleve det skrækkelige Hiertestød, hans Elskedes nedrige Troløshed har givet ham, skiøndt han ikke har kundet overtale sig til, at blive paa det Sted, som ikke blot hendes Erindring, men som hans hele øvrige Stilling, som Venner, og Fiender, maatte giøre ham modbydeligt og utaaleligt. Jeg har følt, det var min Pligt, saasnart muligt, at betage Dem en Frygt, som jeg vil tilstaae, jeg selv har følet dybere, end jeg i min første Sæddel vovede at være bekiændt; og jeg skynder mig med Posten at skrive Dem disse Linier, saameget mere, som et Fald, jeg paa Veien herned havde det Vanhæld, at giøre med min Hest, torde maaske nøde mig at opholde mig her et Par Dage længere, end ellers havde været min Hensigt. Jeg troer da ligeledes at burde underrette Dem med samme Leilighed om Alt det forefaldne, da de Oplysninger, den stakkels Maja kan give Dem, eller som De har kundet nænde at lade Dem give af denne arme Pige, nødvendig maa have været høist ufyldestgiørende.
Efter at have modtaget Deres sidste Brev med sit Indlæg, følte jeg, at det var min Pligt, uden noget Hensyn til — end ikke til en Bøn, hvis fulde Værd, jeg føler — at overbringe Fredrik de bevidste svenske Breve; og — skal jeg nægte Dem, at maaske den spidse fornærmende Tone, han havde tilladt sig i sit Brev til den ædle Veninde, der meente ham det saa redelig, ikke havde liden Deel i min Beslutning; jeg gik altsaa i Gaar Morges tidlig ud paa hans Eenlighed, og blev meget forundret over, at finde Alting der forunderlig øde og stille. Jeg bankede; men ingen hørte, eller svarte. Jeg gik rundt om Huset paa alle Sider. Vindueskodderne var for allevegne, paa eet eneste Qvistkammer nær, der syntes at være et Sovekammer, og hvor et Vindue stod aabent; jeg blev da nogentid staaende under dette, jeg rømmede mig, jeg hostede, jeg kaldte; ingen svarte. Jeg gik tilbage til Døren, jeg bankede igien, alt hvad jeg kunde; endnu lod sig ingen tilsyne; endelig faldt jeg paa, at gaae rundt til alle Vindueskodderne, og banke paa dem, og dette giorde jeg da saa længe, til endelig en liden sød Stemme spurgde indenfor, ”Hvo der var?” Jeg sagde da, det var een, der vilde tale med Hr. Fredrik **r., men som ikke kunde komme ind; Glutten bad mig da bie et Øieblik, saa skulde hun lukke mig op, da Fader maaskee maatte være gaaet ned i Haugen, siden han ikke havde hørt mig banke; og een to tree var den lille Engel i sine Klæder, og aabnede Døren for mig, og giorte mange Undskyldninger, at jeg havde staaet saalænge, da Moder og Pigen, sagde hun, vare blevne inde i Byen i Gaar, hvor de havde meget at bestille, til de skulde reise; hun aabnede mig derpaa et Værelse, hvori hun bad mig træde ind, og sætte mig; der saae rigtig nok noget oprøddet ud, men det gav mig endnu ingen Mistanke, deels for det der i Majas venlige Udseende og Adfærd var saa fuldkommen Fred og ingen Fare, deels og fordi virkelig min hele Siæl var saa ganske spændt den forestaaende Samtale imøde.
Det varte temmelig længe, jeg hørte imidlertid bestandig Majas Sølvstemme snart nærmere, snart fiernere kalde paa den Fader, som, hun mindst, ligesaa lidet, som jeg, drømde om, var borte maaske for stedse. Endelig kom hun ganske forpustet tilbage, og sagde: hendes Fader var hverken i Haugen, eller under de unge Træer; han maatte dog vist være oppe paa sit Kammer, og maaske havt noget at bestille, siden han ikke havde svart. Jeg faldt eet Øieblik paa den Formodning, at han maaske havde seet mig, eller kiændt min Stemme, og derfor ikke vilde svare; men erkiændte snart, at det var saare langt fra Fredriks bestemte og raske Fremgangsmaade, og tog derfor aldeles ikke i Betænkning, at bede Maja gaae op, og mælde mig under mit Navn.
Jeg saae og hørte nok, at Maja gientog mit Navn med en saare betænkelig Mine og Tone, som om det hverken var hende ubekiændt, eller just saa meget fordeelagtig bekiændt. Jeg gik da op og ned af Gulvet, og søgte at fatte, eller forberede mig paa, hvad Svar hun kunde bringe mig tilbage, eller hvad Vending muligen mit Møde med Fredrik kunde faae, da jeg hørte hende overlydt grædende komme ned af Trapperne. Studsende herved, saameget mere, som jeg ikke havde hørt nogen Røst, eller noget Fodtrin, uden hendes, vilde jeg iile hende, fuld af de ængstligste Forestillinger imøde, da hun i det samme kom styrtende ind af Døren, foer saa godt som ude af sig selv hen i mine Arme, klyngede sig op til mig, og hulkgrædende stammede: ”Far! hvor er Far? o bring De mig til Far!” Jeg forsikkrede hende naturligviis, at jeg ikke vidste det, og at hun jo selv saae, jeg kom for at søge ham. ”Vist veed De! vist veed De! sagde hun: See der, see der!” og i det samme rakte hun mig en aaben Sæddel, og et forseglet Brev, som havde ligget oppe paa Fredriks Bord, og som hun var kommet ned med i Haanden, uden at jeg i den Forvirring var blevet det vaer. Sæddelen, som mine Øine først faldt paa, var til Maja, og den har denne arme Pige, hvis eneste Rigdom den nu er, vist allerede viist Dem; jeg havde af Vanvare i den Forvirring faaet den i Lommen, da jeg skulde bort, og var allerede kommet paa Hesten og paa Veien med den, da den velsignede Glut kom farende ud efter mig, og fik raabt mig op for at faae den. Brevet var til mig, og ligger hos med sit Indlæg. Jeg saae da strax, at, om det skulde være muligt at faae vor Ven igien, vilde der ingen Tid være at spilde; fik Verten til at lade spænde for sin Vogn, at kiøre Maja ud til Dem, og til at overlade mig en Hest, hvorpaa jeg satte efter Fredrik, ad Helsingøers Siden til, da jeg af adskillige Udtryk jeg fandt i hans Brev, havde Grund til at formode, han maatte have taget den Vei, havde han taget nogen; og var jeg da adskillige Gange underveis saa lykkelig at spore ham; jeg vilde derfor iile at hente ham ind om muligt, skiøndt han havde næsten tolv Timers Forspring; men den Hest, hans Vert havde saa temmelig i Dyredomme overladt mig, var langt over de Aar, da man har Hast for nogen Ting i Verden; og da jeg ikke desmindre vilde overile den over dens Ævne eller Villie, lagde den sig til Hvile med mig en tree Fierdingvei paa hiin Side Hirschholm i en Grøvt paa saa ubehændig en Maade, at nær baade dens og mine Ribbeen var gaaet i Løbet; som rigtig nok havde været værre for mig end for den, siden den aldrig agtede at reise sig mere, hvorimod jeg dog haaber, at have eet og andet at tage vare her endnu. Til min Lykke kom der en Vogn, hvor de havde seet os styrte, jagende til i det Samme, og fik mig op, og bragte mig til Helsingøer, hvor jeg lod mig kiøre ligehen til vore Venner ** & Comp., som jeg nok formodede, maatte kunde give mig Oplysning om vor Ven, hvis nogen skulde. Jeg erfarede da, at et Menneske, der havde kiørt hele Natten, var kommet om Morgenen til Helsingøer, og uden at træde af nogensteds, havde strax ladet sig sætte ombord paa en der liggende Nordamericaner, og da just Vinden nogle Timer efter havde vendt sig, var han endnu samme Morgen gaaet til Seils med en heel Flaade, som havde ligget der adskillige Uger, og biet paa Vind.
Da jeg hørte Nordamericanerens Navn, var jeg næsten vis paa, at denne incognito Reisende var vor Fredrik, da det netop var en Capitain, der havde været addresseret til Deres Hr. Fader, og med hvem Fredrik altid havde staaet i meget venskabelig Forbindelse. Til større Vished lod jeg imidlertid dog min Ven, den unge **, erkyndige sig paa Vagtskibet, hvor Passerne vare foreviiste, og erfoer jeg da, at det virkelig var ham. Jeg behøver ikke at sige Dem, hvor tung en Steen, der faldt fra mit Hierte, ved at erfare denne Vished, da jeg endnu havde giort mig langt smerteligere Forestillinger. Jeg vilde da paa Øieblikket igien have kastet mig paa en Vogn, at ile til Dem og Deres Hr. Fader med dette Trøstebudskab, men min omhyggelige og venskabelige Læge har lagt Beslag paa mig, og det er endog alt det, han har vildet tillade mig at skrive. Det er just nu paa den Tid, han pleier daglig at komme til mig, og jeg vil altsaa skynde mig at slutte, for ikke at blive nødt af ham at kaste Pennen, inden jeg faaer sagt, med hvor inderlig Høiagtelse og Hengivenhed, jeg har den Ære at være.
Deres
ærbødigste
Ludvig **f.
Indlagt:
ved Midnat
Fredrik **r til Ludvig **f.
Tilgiv mig, Ludvig! og skiænk mig dit Venskab igien! o jeg har i dette Øieblik tabt saameget! af indlagte Brev vil du see, hvor skammelig, hvor usigelig jeg er bedraget og lønnet. Jeg sender, og efterlader dig det, som den fuldkomneste Æreserklæring og Afbigt, jeg vidste at give dig. Ludvig! i et Øieblik, da jeg staaer paa det Nærmeste at tabe al Tro paa Menneskeheden, vaagner paa ny min gamle Tiltro til dig, og er det eeneste Vern mellem mig og Menneskehad. Maaskee hører du inden føie Tid fra mig igien. Midlertid overgiver jeg dig det eeneste, jeg i Verden har tilbage, min Maja, hun bringer dig dette Brev; før hende til din Veninde, den ædle fortreflige Frøken Sophie **p, o! hvem jeg har fornærmet og miskiændt som dig; beed hende være min arme Maja en Moder, og vær du hende, Ludvig! en Fader! det er den arme Fredriks Siælegave til Eder; det Kiæreste, det eeneste Kiære, han har tilbage i Verden, og bedre veed han ikke at oprette, hvad han har forbrudt mod Eder, end ved at give det i Eders Hænder. Tusende Hilsener, tusende Afbigter til Sophies fortreflige Fader, o! som eengang var min; o! foreener Eders Bønner, I to ædle eiegode Mennesker, for at formaae ham at tilgive mig; ikke at hade, ikke at foragte mit Minde. O! jeg seer vel neppe nogen igien af Eder, I eeneste, ved hvem endnu mit sønderslidte Hierte hænger; ogsaa vil der Aar, mange Aar til, inden jeg drister mig at komme for Eders Ansigt; o! men i min fierne Forviisning, naar jeg vanker fremmed og eene, vil det være mig en Trøst at tænke: i en anden Verdensdeel er der gode Mennesker, der nu og da erindre dig med Deeltagelse og Ømhed. Jeg hører det fierne Posthorn! det kalder mig igiennem Nattens Taushed! det kalder mig bort fra Fædreland, min Maja, fra dig, fra Alt; det lyder anden Gang. Farvel, min Ludvig! farvel! maaskee for evig! farvel! o! at kun min Maja ikke vaagner! den arme Pige! naar hun i Morgen finder disse Breve! 2 o! Ludvig! Ludvig! endnu engang vær hende en Fader! beed Sophie være hende en Moder, for din Skyld! om hun ikke vil for min! og saa være Guds bedste Velsignelse over Eder alle! Hornet lyder tredie Gang! det er forbi! maaskee for evig! Farvel! Ludvig! — Gud veed, om du kan læse disse sidste Linier! Lev stedse, stedse vel, og ynk, og elsk, om du kan
Din arme
Fredrik **r.
Indlagt.
Ulla Ahlmgreen til Fredrik **r.
Min alt for beskedlige Ven!
Med megen Smerte har jeg seet, sødeste Ven! hvor megen Uleilighed og Uro, jeg paa seneste Tider har voldt dig, da jeg har været Aarsag i, at du lever i Ufred med alle dine Venner, har forladt din gode og fordeelagtige Syssel, formodentlig bortskudt et anseeligt Parti, staaet paa Nippet at skydes med din bedste og ældste Ven; og alt det for en stakkels svensk Flikka, som ikke var al den Godhed værd, eller forstod at skiønne derpaa. Familien **p, som har havt saa megen Umage med at faae os to fra hinanden, har formodentlig, inden du faaer dette Brev, sørget for paa ny at insinuere dig den svenske Correspondents, som du var ærlig nok til paa mit Ord at hiemsende ulæst i Gaar, og hvori alt for rigtig findes et Brev fra din Ulla, der desværre alt for vel beviser, at hun ikke var værd at have saadan en Joseph til Elsker. For at undgaae en alt for ubehagelig Explication, forlader Ulla dig herved sans Adieu, og efterlader dig sin Maja, der dog egenlig er den, du fra først af har været forliebt i, og som altid har været dig kiærere end jeg. End een Uleilighed har jeg troet ved min Reise at burde skille dig ved, og det var de 3263 Rdler, som din Ære ikke tillod dig at beholde, og som du dog var forlegen at finde et passende Brug til. Du har saa ofte sagt, at det skulde være dig det Tungeste i Verden, om den Ulla, du havde elsket — eller troet at elske — saa høit, skulde nogensinde blive udsat for Mangel og dens Følger; hun troer altsaa at have handlet i din Aand, naar hun selv har søgt, efter Ævne, at sætte sig i Sikkerhed derfor. Endnu mindre troer jeg, at behøve at giøre Undskyldning for, at jeg har giort Brug af, hvad jeg fra dig har havt mellem Hænder; du har saa ofte sagt: at hvad der var dit, var mit; men hvad der var mit, ikke dit, at jeg kun heri har taget dig paa Ordet.
Jeg har maattet taget denne Beslutning lidt hastigere, end jeg maaskee havde tænkt, da jeg frygter deels for Familien **ps Activitet, med at spille dig den svenske Geheimecorrespondence i Hænderne; deels ogsaa, at du skulde finde et offentligt Brug til de 3263 Rdlr., som jeg ikke vel kan undvære til mit Privatbrug. Naar du faaer dette, haaber jeg imidlertid at være saa langt borte, at det vilde være spildt Umage, om du vilde forsøge at sætte efter mig; hvilket dog paa den anden Side strider alt for meget mod den ædle og høie Caracter, du altid har affecteret. Overalt tvivler jeg ikke paa, at Familien **p har en Skiønhed i en mere følsom Smag, reede til dig, for at trøste dig for Ullas Tab; kun skulde det giøre mig ondt, at erfare, at du andengang kom til at fordre din ældste og bedste Ven ud paa Rifler, og det for hendes Skyld; hvorvel det da med en Krigsmand, der har for megen Ære til at tage mod en Udfordring, ikke har stort at sige.
Dog jeg maa bryde af; Tak, min charmante Ven! for mig, og vær vis paa, at jeg aldrig skal glemme, at jeg ikke i alle tre Kongeriger kunde have fundet en beskeednere og beskedligere Elsker. Hels Maja, og siig, jeg er sikker paa, jeg aldrig kunde overladt hende i bedre Hænder; og nu
O Guder! styrker mig — jag skal då evigt bryta
Det band, som färdigt var at våra hiärtan knyta!
Adieu! Adieu! pour jamais!
Nu har vi ret taget en følsom Afskeed efter dit Sind; og jeg kan reise med Fred.
Ulla Ahlmgreen!
Ludvig **f til Sophie **p.
Helsingøer 30 Junii
Er det ikke en Drøm? Sophie! den ædle, elskværdige, hvorfor ikke nu sige det frit ud — den inderligelskede Sophie er min! og saa pludselig, saa uventet! see! jeg ligger her paa mit Invalidleie, gienkalder mig alt, hvad i hine tvende uforglemmelige ubetalelige Dage har tildraget sig, og spørger mig selv, om det og er saa? om det kan være? om jeg ikke døves af en fortryllende Drøm? men saa kaster jeg mine Øine paa alle de Gienstande, som omringe mig, og hvoraf der ikke er et eeneste, som jo Sophie i de to Dage har helliget ved en Berørelse, ved et Øiekast; denne Stoel, hvor min Sophie sad ved mit Sygeleie, da jeg vaagnede, hvor jeg troede at see en Engel fra Himlen, kommen, at trøste, at helbrede mig, og neppe torde troe mine egne Øine, neppe mine Øren, da den hulde himmelske Stemme spurgte saa venlig: ”**f! hvorledes er det med Dem?” og nu Deres fortreflige Fader, der traadde til, og sagde: ”det glæder mig dog, at jeg hører, der er ingen Fare! Vi fik et Brev fra een af vore Correspondenter, som giorde mig ganske bange for Dem! ogsaa havde de to Piger ingen Ro, før vi kom ned selv at see til Dem, og jeg endelig selv ikke heller.” Og saa den lille søde Maja med al sin barnlige Uskyld og Hiertelighed, kom og takkede mig for den rare velsignede Moder, jeg havde givet hende! Og nu siden da denne lille troskyldige Engel kom med at lade Munden løbe, og fortalte mig: at hun havde været saa bedrøvet for mig, og hendes gode Moder ogsaa, og hun græd saameget, og du kan aldrig troe, sagde hun, hvor hun holder af dig! og min jomfruelig blufærdige Sophie med den hulde elskelige Forvirring vilde tysse paa hende; og jeg i Rusen af min Salighed, greb den Haand, De vilde ligge paa hendes Mund, og uden at vide selv, hvad jeg sagde eller giorde, raabte: O Sophie! afbryd ikke mit Livs saligste Øieblik! er det sandt; o tør jeg troe det! og det blufærdige forvirrede Ja! ligesom stial sig ud af de Læber, som endnu aldrig have fornægtet Sandhed! og nu min Sophies Fader — lad mig presse Alt, hvad jeg veed af Ædelt og Stort i den simple Benævnelse — kom til, og vi sagde ham Alt, og han gav os sin Velsignelse, og hædrede mig med at sige: saadan en Svigersøn havde han ønsket sig! og min Sophie sagtelig drog sin Haand ud af min, og gik hen i det Vindue, og løftede sit skiønne blaa Øie op til Himlen, fuldt af — o! hvo er jeg, at jeg tør troe, tør vide det! — af den ømmeste gladeste Tak, og for mig. O! Sophie! hele mit øvrige Liv skal aftiene paa dette eene Øieblik, aftiene til Gud og til dig! o! saa lykkelig, som I da have giort mig, kan jeg aldrig fortiene at blive.
Dog — kiereste Sophie — i Rusen af min Fryd og min Taknemmelighed maa jeg ikke glemme, at jeg har en glad Tidende. Her er kommet Brev fra vor Fredrik; vel kun et Par Linier, men som dog fuldkommen maa berolige os for enhver Rest af Frygt, vi endnu kunde have tilbage. En svensk Skipper, som for den stærke Storm, vi for nogle Nætter siden havde, var løbet ind i en norsk Udhavn, der mødt den Nord-Americaner, hvor Fredrik er paa, og da han havde hørt, han gik herned, havde han i Hast skrevet dette Par Linier med ham, at lade give paa Posten i Helsingøer; men da den svenske Consul vidste, jeg var her, sendte han mig det umiddelbar, og jeg sender det med, vis paa, at det vil glæde Eder alle, om det endog vil aflokke nogle ømme Taare over den gode ædle Fredrik, der havde fortient en Sophie, og i det Sted traf paa en Ulla.
Da min Doctor har forbudt mig at skrive meget, er jeg bange, hvor lidt det end er, jeg her har faaet sagt, at jeg allerede har overtraad hans Befaling, og det vilde jeg dog saa nødig, da, jeg vil ikke sige, mit Liv, men min Helbred aldrig har været mig saa kiær, som siden i Forgaars, og da Doctoren desuden har sagt, at det kommer an paa min Lydighed, naar jeg faaer min Sophie at see igien.
Altsaa! lev vel, saa vel, som du har bragt mig til at leve, og hels Fader og vor Maja fra
Din og Deres
lykkelige Ludvig **f.
Fredrik **r til Ludvig **f.
den 2 Juli 1803
Kiæreste Ludvig!
I det sikre Haab, at mit sidste Brev og dets Overbringerinde i ingen Henseende har forfeilet dig, nytter jeg denne uventede Leilighed til at mælde dig, at jeg i Helsingøer efter mit Ønske og Haab traf min gamle Ven Capitain James Clark fra Boston, hvem jeg overtalte til at tage mig over til sit Fædreland; der vil jeg etsteds i Vestlandets Ørkner, langt fra Menneskers Aasyn, see at faae mig en Strimmel Jord, som jeg kan rødde og opdyrke, og bygge mig en Hytte, og stræbe at glemme, hvad jeg har liidt, og tabt, og glemmes af dem, som jeg ikke har Hierte at see under Øine. Dog nei Ludvig! nei! ikke glemmes af Maja og dig og Sophie og hendes Fader; nei! det kunde aldrig være mit Ønske, og det har jeg da noksom viist ved at overgive Eder den kiæreste Admindelse, jeg vidste og eiede. Hels den kiære Pige, og hendes velsignede Pleiemoder — thi saadan tænker jeg mig alt den ædle Sophie — og Sophies værdige Fader tusende Gange fra mig.
Jeg glemte i mit sidste Brev at bede dig, hvis der skulde være en eller anden Fordring paa mig, som jeg i den Skynding eller Forvirring havde glemt at afgiøre, eller som muligen Mamsell Ahlmgreen havde efterladt mig uden mit Vidende, da at betale den for mig. Dog — egenlig behøves det ikke; thi du vilde saa ikke tillade, at din Ven forlod Europa som en Skielm.
Og nu levvel! tusende Gange levvel! det skal være mit dagelige Ønske, for det elskværdige Firekløver, hvorved min hele Siæl hænger; naar min Ven Capitain Clarke kommer igien til Kiøbenhavn, da skriv mig dog til; han vil besørge Brevet til mig, hvor og under hvad Navn — thi mit eget bliver det ikke — jeg saa kommer til at leve. O! at jeg da maatte høre, at I levede lykkelige! Dog — Veiret bedager sig, og vi forlade denne Udhavn, hvor vi vare løbne ind for Stormen! levvel! Ludvig! og elsk stedse din
Fredrik!
For Dem der ikke troe nogen Historie til Ende, før De har Heltinden for Brudeskamlen, eller Helten i Graven, og alle øvrige Personer vel forsørgede, tilføies her til Slutning; at Mamsell Ulla, paa sin Flugt var saa fatal, at træffe paa en Deserteur, der havde vidst at skaffe sig Pas som tilbagevendende Emigrant, og for staalne Penge reiste som en stor Herre med Extrapost; hun gav sig under hans Varetægt, og reiste, som hans Kone, med ham til Hamborg; men saasnart de vare ude af dansk Grund, satte han sig i Besiddelse af hendes Reisecasse, forlod hende, drog, saavidt man veed, til Berlin, som var hans Fødested, og overlod hende i Hamborg at søge sin Lykke, som hun bedst vidste, og kunde.
Maja bliver daglig kiærere for Ludvig og Sophie, og fortiener virkelig Navnet af Deres lille Elskovsgud, som Ludvig for Spøg gav hende. Sophie er nu gift med Ludvig, der er gaaet i Compagnie med hendes Fader, paa det at den ægte og ærværdige Kiøbmandsaand, og den derpaa hvilende Velsignelse, ikke skal vige fra Huset. Fra Fredrik er siden den Tid ingen Brev indløben, da hans Ven Capitainen ikke i Aar har faret paa Danmark.