Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Jeg seer min Betty blive stor,

Og fra sin Dukke røvet være,

Hun fra en øm og kierlig Moer

Modtage denne Fremtidslære!

      Vor Jord du kiender lidet til,

Der mange Skiæbner forefalde,

Ved muntert Sind og Klogskab vil

Min Betty overvinde alle.

      Paa Livets Vei gaae vaersom frem;

Ei til al Daddel Troe du fæste!

Den Jord, den skildres dig saa slem,

Er ligevel den allerbedste.

      Den er, hvad den bestandig var,

Bebygt af Kloge og af Daarer,

Og, nøie overveiet, har

Meer Stof til Latter end til Taarer.

      For megen Mistroe føder Nag,

For megen Lettroe Kumrens Smerte,

Tænk ved hver Rose ei en Tagg,

Ei Dyd i hvert et mandigt Hierte.

      Held dig, kan sund Forsigtighed

Dit Livs Veilederinde være,

Den, Følelse, og Munterhed,

Af Viisdom Hovedsummen ere.

      Med Læsning ød ei Tiden bort,

Vort Kiøn den lidet har fornøden,

Og skal du læse, giør det kort,

At du derved ei svider Grøden.

      Et dyrket Vid, en oplyst Siel,

Hvad, kunne det kun Bøger skienke?

Mit Barn! studeer du Verden vel,

Den giver Æmne nok at tænke.

      Hvert Menneske er dig en Bog,

Lær dig, den rigtig at vurdere,

Og husk, at tit kan af et Fiog

Den viise nogen Viisdom lære.

      Men moere trykte Bøger dig,

Vel! i Forædling af dit Væsen,

Beskedent lad det vise sig,

Og ei i Brammen af din Læsen.

      En Lærd i Skiørter saaer Syn,

Hun ei Satirens Sneert undslipper,

Og Vigtigheden hos vort Kiøn

Hør bare blot til vore Nipper.

      Lyd Betty! lyd Bestemmelsen,

Lad Manddoms Iid dig ei forblinde,

Kiænd din Værdie, og søg du den

I Æren af at være Qvinde.

      See Moderen i huuslig Kreds,

Sit sande Kald i Alt at tage,

Med den Ærgiærrighed tilfreds,

At være Moder, være Mage.

      See Orden, Mildhed, Kierlighed,

Med Blomster hendes Fodspor dølge,

Og Priis, og øm Erkiendtlighed

Den ædles Liv og Minde følge.

      Behag og Fliid beslægtet er,

I nyttig Flinkhed sæt din Hæder,

I Ærbarhed af Klædning bær

Sindbilledet paa dine Sæder.

      Troe Smagens simple Lov: lyd,

Dig aldrig Overdaad henrive!

Al Brammestads og Glimmerpryd

Et Flaneskildt bestandig blive.

      I Selskab, Sladdrens Tomhed skye,

Dog uden mut og tvær at lade,

Folk gierne Tankeløshed skye,

Og selvklog Stolthed alltiid hade.

      Vælg Udtryk uden brydsomt Val,

Vogt dig, at du ei Domme fælder,

Og ingen Taler hold; men tael!

Du troer ei, hvor os hiint vanhælder.

      Giv Skiemt sin fine Dannelse,

Det muntert og uventet være;

Husk, med den Vittige vi lee,

Men Agt vi for den Gode bære.

      En Dagtyv, sløv paa Siel og Krop,

Fandt eengang Livet blive Byrde,

En anden Dagtyv da fandt op,

Ved Kortenspil at Tiden myrde.

      Mærk, hvor en Skiønheds Blik er hvast,

Naar hun er ræd, ei ret at kaste,

Mærk ved det lumpne Ord, ved Pas,

Hvor alle Gratier borthaste!

      Forsk heller ei med grandigt Blik

Merkurer og Correspondenter,

Vort Huushold er vor Republik,

I Kiøkkenet er vi Regenter.

      Bliv ved dit Syetøi og din Rok,

Lær Datter til paa Navnekliden,

Og troe, at Land og Riger nok

Med Gudshielp styres os foruden.

      Naar sig en Qvinde nidkiær teer,

At Staters Styrelse randsage,

Mig synes alltiid, at jeg seer,

Et Skiæg beskygge hendes Hage.

      Nei slige Iid ei staae os an;

Lad aldrig dem din Hu forlede,

Naar du er givt — engang din Mand

Skal signe dette Raad med Glæde.

      Dog giftes! — fast om intet er

Der meer at tale og at skrive.

Men, gode Betty! hør, og lær

Det eene Raad, jeg har at give.

      Den Mand, som bliver dig beskiært,

— Du denne Lønkonst vel erindre —

Vær huld, ifald han er det værd;

Hvis ei, da vær det dog ei mindre.

      Let Hændelse og Skiæbne bær!

Mit Barn, de da ei blive tunge;

Det, mellem os, en Lønkunst er,

Trods Alderdom at synes unge.

      Min Betty! Livet flyer saa fort,

Hvad grum, hvad uerstatlig Skade

Ved det lidt godt, man her har giort,

At nægte sig, at være glade!

      Lad Tumlen og Adspredelsen

Hos andre Navn af Glæde bære,

I stille Lyst du søge den,

Det er for os, vi glade ere.

      Giv skyldfrie Lyst og Dydens Roe

Fast Boelig i dit Hiem og Hierte,

Det giør dit Aasyn mildt og froe,

Det overvinder Liid og Smerte.

      Nyd Livet, nyd hver Fryd deri,

Men du dets Pligter ei forsage!

Min lille Lære er forbi,

Jeg til mit Syetøy gaaer tilbage.