Raad til unge Digtere
efter Paykull.
efter Paykull.
I unge Skialde! samler eder,
At lytte til min Harpes Slag;
Den Vei, som bedst til Pindus leder,
Forkyndes eder skal i Dag.
Naar diærve Bruuns Camoene qvæder
Niels Ebbesens, og Bernstorfs Hæder,
Saa høi en Flugt er ei mit Kald.
Men hævet paa Cytheres Vinger
Den Sang, som fra min Harpe klinger,
Kun Glæden, Glæden vies skal.
O du, hvem Glæde og hvem Smerte
End fremmed er i Ungdoms Vaar;
Men alt dog føler, at dit Hierte
For Digtertemplets Hæder slaaer;
Haab ei at vinde did alleene,
Du dig med Cyperns Gud foreene,
Hans Fakkel maae du lyses ved.
Først for en elsket Møe du brænde,
Din kiælne Sang du ofre hende,
Som leder dine bange Fied.
Fra Pindi allerførste Dage
Medherskerinde Cypris var.
Enhver, hvis Sang man saae behage,
For sin Hyrdinde sunget har.
Liig Philomeles Klager søde,
I Nattens Skiød hans Toner løde
Om Hiertets Glæder eller Qval;
Naar Lysets Gud besteeg sit Sæde,
Man hørte ham den Ynde qvæde,
Som smykkede hans Hiertes Val.
De største Skialder Cypris hylded’
I hvert et Land, hos hvert et Folk.
Sin Aand selv Flaccus hende skylded’,
Racines Qvad var Ømheds Tolk.
Til Cypris Tasso Offer bragde,
Og Teos’s Viismand Troe tilsagde,
Og han, hvis Sang i Nordboes Aand
Ved Rungsteds Priis den Ild antændte,
Hvoraf hans store Hierte brændte;
Han Krandsen fik af hendes Haand.
Apollo selv for sine Sønner
Et afskeligt Exempel er.
Den Laurbærkrands, som Skialden lønner,
Om Gudens Elskov Vidne bær.
Du der den bange Daphne finder,
Hvis Lod om Cypris Vælde minder;
Hun flyede Glædens korte Stund,
I, som med Haarhed eder væbne,
I Skiønne! frygter hendes Skiæbne,
Til livløst Træe forvandles hun!
Langt fra hver Egn, sig Ceres kaarer,
Paa selve Klippens golde Top,
Ved Solens Blik, og Mulmets Taarer,
Forundret Blomsten spirer op.
Saa ofte den, der troefast brænder,
Skiøndt lidet Phæbi Luth han kiænder,
Af Kierlighed alleene ført
Tør diærve Slag paa Harpen vove,
Og Hiertet glemmer Kunstens Love,
Og han med Bifald vorder hørt.
Men Ørnen krøbet af sin Rede
Ei Fugles Konge heftet er,
Før han mod Dagens lyse Sæde
Af ældre Ørne Flugten lær.
Saa du, hvem huld nys Cypris hørte,
Da første Gang du Lyren rørte;
Troe ei, du alt har Maalet naaet,
Nei end din Musa gaae i Lære
Hos dem, som Laurbærkrandsens Ære
Ved Seklers Bifald have faaet.
Du ofte da med siælfuldt Øre,
Af Elskovsgud optændt med Lyst,
Snart Flaccus Glædesange høre,
Og snart tibullisk Klagerøst;
Brænd høit med Phaons Elskerinde!
Din Taare med Racines rinde!
Maaskee man da en heldig Dag
Dig Laurbærkrandsen værdig dømmer,
Stærkodders Skiald din Ild berømmer,
Og Lund din ynderige Smag.
Men haab dig aldrig denne Ære,
Om du trods gode Sæders Tvang,
Chariters Bussemand tør være,
Ved plump og slet optugtet Sang;
Af Vellyst lad din Tavle brænde,
Men du som Guddom male hende,
Og ei med lyrisk frække Dragt.
Hos Lais vogt dig for at tøve,
Du Cypris ei sit Slør berøve,
Men skye en alt for anden Dag.
Ved Valget af en Herskerinde,
Og ved din Harpes kiælne Lyd,
Kan du en elsket Skiønhed vinde
Til Amors og Apollos Fryd,
Dig hendes hulde Bifald være
Et sikkert Pant paa Krandsens Ære,
Men mod dit sande skiønne Held,
Mod kiælent Kys af elsket Skiønne,
Der vil din Sang og Ømhed lønne,
Hvad er der Krandsens Ære vel?
R.