Je pensois — — —-
Que, si la vertu même habitoit sur la terre,
Le cœur d’Amenaïde étoit son sanctuaire.
Tacrède.
Har Jorden ingen mere Fred for mig?
Hvor flyer jeg, for at undflye Nancys Minde
Orest! dig martred ei din Qval-Gudinde
Meer helvedgrum, og meer utrættelig!
O Nancy! kunde jeg vel ventet mig,
Jeg skulde ønske, at forglemme dig?
Jeg saae dig Nancy, som en Engel skiøn;
Hun er. er for skiøn for Dig! jeg strax mig sagde,
Mit Hierte taust jeg paa Dit Alter bragde,
Og foræred’, haabed’, ønsked’ ingen Løn,
Min Elskovs Løn var, at jeg elsked’ Dig
Og jeg var stolt, og glad, og lykkelig.
Jeg ingen større Lykke drømte mig,
End Dig at see, at høre, og tilbede;
Ved dine høie Dyder mig at glæde,
Og at opflammes til at ligne Dig;
Naar, var mit Haab, jeg følger Nancys Fied,
I Dydens Helligdom jeg faaer et Sted.
Som ved en blid og qvægsom Soelskinns Dag
Naturen vækkes, styrkes, og sig fryder,
Dit bruune, muntre, skiønne Øie gyder
I dette Hierte Kraft og Velbehag,
Det gyder — Ach! hvad Ord undfaldt min Mund?
Det er forbie! og Mindet har jeg kun!
O Himmel, naar det Øie hang paa mit,
Da giød det høie Dyder i mit Hierte;
Betalt, betalt var mange Dages Smerte,
Naar Nancy smilte til mig ømt og blidt,
Et venligt Ord med hendes søde Røst
Opfyldte mig med Himlens beste Lyst.
Men falske Dyder straalte Øiet af,
Og Hiertet haaner dem, som det forkyndte,
Det var et Lais Smil, det Smil jeg yndte,
Sirenesang, som jeg henreves af;
Nei! ikke troner Dyden paa vor Jord,
Naar den ei i saa skiønt et Tempel boer.
Ach hvo er ædel, naar hun er det ei?
Hvo vil mod seierige Laster stride?
Mig har de fangen, jeg end ei vil bide
I Lænken, Nancys Fald har giort mig feig;
Naar Laster skiule sig bag Nancys Smil,
Hvo tør da sige, der er Dyder til?
O! saae du din, og Dydens forbunds Ven,
Ei blot, hvor Rosen paa hans Kinder blegner,
Ei, hvor han kraftesløs mod Graven segner;
Nei, men hvor han af Laster rives hen!
Nu da ei meer dit Smil, som Solens Smil,
Ham skiænker Kraft, og Munterhed, og Ild.
»Flye! hendes Falskhed dine Lænker brød,
Hvi vil du længer hendes Slave være?«
Saa straffer jeg mig selv, men Smerter lære
Mig snart, at denne Frihed er min Død!
Siig, er den fri, og er dens Frihed god,
Som Lederen i Nattens Mulm forlod?
Oplad den tamme Fugl dens vante Buur,
Og lad den egenraadig Flugten tage,
Kun kort den vil sin gyldne Frihed smage,
Glad ved den ubegrændsede Natur;
Snart Hungeren vil grum erindre den,
Den har forladt sin Nærer og sin Ven.
O Nancy! lad mig atter elske dig,
Bliv den, du var, og vær min Herskerinde!
Stræb mig ved laante Dyder at forblinde,
Den Svig er god, der giør mig lykkelig!
Du tog min Dyd, o! giv mig den igien,
Lær mig at troe, og at tilbede den.
Men er det saa, og er det falske Hav,
Som fødte fordum Venus Aphrodite
Et sandt Sindbillede paa hver Charite,
Hvis falske Smiil os lokker til vor Grav,
Da dræb, o Himmel end mit piinte Bryst
Det grumme Minde af en salig Lyst.