De Stierner de tindre paa Himmelens Blaae,
Dem skuer den Vandrer saa gierne;
Men aldrig saa snart monne Solen opgaae,
Strax bortflyer, og blegner hver Stierne.
De Blomster de bramme saa favre i Vaar,
Glad Laura blandt dem monne vandre,
Men aldrig før Øie paa Rosen hun faaer,
Før hun glemmer alle de andre.
Skiønt qviddre i Skoven de Sangfugle smaa;
Saa lifligt det tykkes at være,
Men aldrig saa snart mon den Nattergal slaae,
Før man agter hine ei mere.
De Piger de braske i fuld Majestæt,
Saa mangen for dem monne sukke,
Men den, som kun eengang min Laura har seet,
Ei mere han finder dem smukke.
Saa mangen en Herre stormægtig og riig,
Sig Lykkens eenbaarne mon tykke,
Men dersom min Laura kun elskede mig,
Jeg agted’ saa lidet hans Lykke.