Thomas Thaarup (1749–1821)

Maaskee torde allerede en Samling af Digte, der ved Indhold og Aand have erhvervet deres nu hedengangne Forfatter Dannedigterens hæderværdige Tilnavn, haabe Adkomst til at tilegnes Dannersprogets kronede Ven, som under alle Tidskifter saa kongelig holder sit ved sin Thronbestigelse Videnskab og Kunst givne Skjoldunge-Tilsagn; en hellig Taknemmeligheds Gjeld maatte i det ringeste en saadan Tilegnelse synes til den Fyrste, der saa lang en Række af Aar igjennem var Digterens, som Udgiverens huldeste Beskytter og Velgjører; men hvad, fremfor Alt, maa tale disse Arbeiders Sag, er, at de i bogstaveligst Betydning skylde Deres Majestæt deres Tilværelse, som Den, der ikke blot gav Digteren Æmnet, men og Begejstringen til de ypperste og fleeste deriblandt.

        Ja! allernaadigste Konge! det var ved at synge Fædrelandet og Dem – der fra det Øjeblik af, da De bleve hans Dannersind Eet, aldrig for ham mere adskiltes – Digteren for nu henved 40 Aar siden førstegang vandt, og siden saa hæderligen vedligeholdt sine skjønsomme Medborgeres hædrende Opmærksomhed; det var Deres og Fædrelandets Glædesdage, der besjælede ham til hine uforgjængelige Arbeider, som stedse ville blive mellem vor poetiske Litteraturs skjønneste Klenodier; det var hans uforanderlige og usvækkede Hengivenhed og Kjærlighed til begge, der indtil hans allerseneste Dage bevarede ham Sangens ualmindelige Gave, paa det han med sine sidste Toner paa Jorden kunde nedbede Kongernes Konges Velsignelse over Fædrelandet og Dem.

        Det være da den, der næsten et halvt Aarhundrede igjennem var hans Aands og Hjertes Fortroligste, det stadige Vidne til, hvor trolig begge Haand i Haand gik frimodig Sandheds Vei, allernaadigst tilladt, i sin forevigede Vens Navn og paa hans Vegne, for Deres Majestæt allerunderdanigst at nedlægge disse Dem af ham helligede Digte, som Mindesmærker af Dannerigets skjønneste Dage, af hans og Fædrelandets inderligste Taknemmelighed til den Fyrste, vi skyldte disse, i det Haab, at de allernaadigst vilde blive modtagne med den landsfaderlige Hyldest, der saa lang en Vandring igjennem var Digterens Stolthed, hans Lykke, hans Ære, hans skjønneste og værdigste Løn.