Jeg vented paa et Tog i Coventry;
Blandt Dragerne, fra Broen op jeg stirred
Mod Taarnets trende Spiir, og der jeg formed
Et Sagn fra Byens ældste Tid saalunde:
Ei vi blot, hvem den nye Slægt har fostret,
Som i en Haandevending Fortids Brøst
For Dommen stævne; ei blot vi, som tale
Om Ret og Uret, have elsket Folket
Og harmedes, naar det blev undertrykt;
Hun gjorde meer, og led derfor, og seired,
Hiin Qvinde for et Tusind Somre siden,
Godiva, hun, hvis lede Husbond hersked
Som Jarl i Coventry: thi da han lagde
En Skat paa Byen, og de stakkels Mødre
Med deres Børn paa Armen høit sig jamred:
„Vi døe af Sult, betale vi!” — hun søgte
Gemalen op, hvem hun fandt spankende
Blandt sine Hunde omkring Slottet, ene,
Med Skjægget vel en Fod forud, og Haaret
En Alen efter sig. Hun ham fortalte
Om deres Taarer. „Tænk!” — var hendes Ord —
„De døe af Sult, skal de betale Skatten!”
Han stirred halv forskrækket, mens han sagde:
„Din lille Finger ei Du vilde vove
For den Slags Folk!” — „Men jeg vil døe!” hun svared.
Han loe og svoer ved Peter og ved Poul,
Og knipsed til den Diamant, som hang
I hendes Øre: „Ja! ja! ja! Du snakker!” —
„O!” —sagde hun — „stil blot mig paa en Prøve!”
Og af et Hjerte, raat, som Esaus Haand,
Han svared: „Rid da nogen gjennem Byen,
Og strax gjenkalder jeg mit Bud!” — Saa slog han
Med Nakken spodsk, og gik med sine Hunde.
Da nu hun var ladt ene, for en Stund
En mægtig Kamp blev fort i hendes Indre.
Som naar en Stormvind gaaer Kompasset rundt,
Til Medynk Seier vandt. Og ud hun sendte
Nu en Herold, som ved Trompetens Lyd
Hun lod forkynde rundt det haarde Vilkaar —
Men at hun vilde offre sig for Folket.
Derfor, saasandt de havde hende kjær,
Hun bad, at førend Middag Ingen vilde
Sin Fod paa Gaden sætte, intet Øie
Bevogte hendes Vei, men Hvermand lukke
Sin Dør og stænge Vindverne forsvarlig.
Saa fløi hun til sit inderste Gemak
Og hægted op sit Bæltes Tvillingørne,
En Gave fra den lede Jarl — og dog
Ved hvert et Aandedræt hun ængstlig tøved,
Lig Sommernatten, halv i Skyer svøbt;
Nu rysted hun sit Hoved, og en Strøm
Af Lokker bølged ned til hendes Knæ;
Ihast hun afklædt var, og ned ad Trappen
Sig stjal, idet fra Søile og til Søile,
Som en Solstraale frem hun gled, indtil
Hun naaede Slottets Port, hvor hendes Ganger
Stod purpursmykt, med gyldent Vaabenmærke.
Da red hun frem i Kydskheds Klædebon
Og Luften lytted rundtom, mens hun red,
Det sagte Vindpust aanded knap af Frygt.
Men hvide Hoveder smaae fra Murens Krands
Med skjelmske Øine saae, og hver en Køter,
Som bjæffed, Blodet jog til hendes Kind:
Ved Hestens Fodtrin, gjennem hendes Aarer
En Gysen foer; de blinde Mure vare
Af Sprækker fulde, og fra høie Gavle
Fantastiske Figurer stirred — dog,
Trods Alt, holdt kjækt hun Stand, indtil omsider
Hun gjennem Voldens Buer, langsmed Marken
Saae Hyldekrattets hvide Blomster skinne.
Da red hun hjem i Kydskheds Klædebon;
En Usling, skabt af utaknemligt Leer,
At staae som Mundheld gjennem alle Tider,
Med Angst og Bæven bored sig et Hul
Og keg — men før de deres Villie fik,
Hans Øine smuldred bort i Mulm og faldt
Ham ud af Hovedet. — Saadan hine Magter,
Som vogte paa hver ædel Daad, udsletted
En misbrugt Sands, imedens hun, der Intet
Har anet, red forbi. — Da lod medeet
Tolv stærke Drøn: en skamløs Middag brat
Blev stødt og hamret ud fra hundred Taarne,
Og Slag i Slag. Men idetsamme naaede
Hun sit Gemak, hvorfra hun snart paany,
I prægtigt Klædebon, med Krands om Issen,
Skred sin Gemal imøde, hæved Skatten,
Og bygged sig et Navn for Evigheden.
Alfred Tennyson.