Sørg ikke længer, naar mig Døden rammer,
End mens Du hører Klokken dump og dyb
Forkynde høit, at jeg fra Verdens Jammer
Gik bort at boe blandt alleruslest Kryb.
Nei! hvis Du læser dette, lad forgjettes
Den Haand, som skrev det! Du er mig saa kjær,
At før jeg af din Tanke vil udslettes,
End at mit Minde skulde gaae Dig nær.
Ja, hvis dit Blik paa disse Vers sig fæster,
Naar jeg maaskee er smuldret hen til Leer,
Begrav din Kjærlighed med mine Rester,
Lad selv mit stakkels Navn ei nævnes meer:
Den kloge Verden, hvis din Taare flød,
Dig gjekked med mig end, naar jeg er død.
Shakspeare.