Naar Verden mig med Kulde vender Ryggen,
Og min Forladthed jeg med Graad beklager,
Forgjeves, ak! den døve Himmel plager,
Og modløs gaaer i Rette kun med Lykken;
Og da i tomme Ønsker tidt udbryder,
Naar En og Andens Fortrin Øiet blender,
Og snart for Skjønhed, snart for Snille brænder,
Mens mindst jeg skjønner paa hvad mest jeg nyder
Og saa tilsidst mig næsten selv foragter:
Da Lykken vil, at jeg paa Dig skal tænke,
Min Sjæl som Lærken jubler, fri for Lænke,
Ved Himlens Port — ei efter Meer den tragter:
Din Kjærlighed er nu min Rigdoms Kilde,
Min Lod med Konger ei jeg bytte vilde.
Shakspeare.