Belsazzar sad paa Thronen
Iblandt Satrapers Trop,
Vel tusind klare Lamper
I Hallen lyste op.
Vel tusind blanke Skaaler,
Hver kostelig og fiin,
Jehovas Guldkar, gjemte
Den frække Hednings Viin.
Da saaes i samme Time
En Haand ved Loftets Rand
Den skrev paa Væggens Skive
Som i det blode Sand:
Livagtige fem Fingre,
En menneskelig Haand,
Drog henad Muren Skriften,
Som en bugtende Vaand.
Monarken saae og gyste.
Og standsed Festens Lyst.
Blodløse blev hans Kinder
Og skjælvende hans Røst:
„Bring alle vore Vise,
Lad hver, som han kan bedst.
Os tyde Rædselsordet,
Som bryder Kongens Fest.”
Klogt har Kaldæas Viismænd,
Dog her den ei forslaaer:
Et dunkelt, selsomt Jertegn
End Cifferskriften staaer.
De ældste Mænd i Babel.
Hvis Raad var altid snildt.
De stirred — ak, men dengang
Var deres Møie spildt.
Da kom en fremmed Yngling
Med Lænker om sin Fod,
Han hørte Kongens Budskab,
Han Tegnene forstod.
Ved Lampers Skin han tyded
Dem klart, som i et Speil,
Og forend Gry, hans Syner
Bar Sandheds eget Segl.
„Belsazzars Grav er kastet,
Og brudt hans Herskermagt,
Paa Vægten er han veiet —
Kun Støv i al sin Pragt.
Ligskjorten er hans Purpur,
En Kampesteen hans Krone,
En Meder ved hans Tærskel,
En Perser paa hans Throne.”
Byron.