Kom! tag vor Dreng, saa vil vi gaae
Lidt udenfor vor Hytte,
Mens svale Vinde Kysten naae.
Til Havets Drøn vi lytte.
Vi kysse Gluttens Øine blaae.
Og jeg vil synge for den Smaa
Om svundne Tiders Mythe:
Med Smiil han lønne vil dog vist
Den Sang, hans Fader elsker mest.
Det skjønne Sprog, Du kalder dit,
Jeg stammer end med Møie,
Men Du skal lære mig, det blidt
I Sangens Lænker bøie —
Ak! andet kjendte Du jo ei,
Da for to Somre siden Dig
Saae første Gang mit Øie,
Da Du ved stumme Tegn og Blik
Paa fjerne Kyst mit Hjerte fik.
Men snart forstod — til Held for mig —
Saa godt jeg disse Blikke:
Du fandt mig smuk — dog, imod Dig
O! nei, det var jeg ikke!
Hvor er jeg glad, at Drengen faaer
Dit milde Blik, dit lyse Haar,
O! naar jeg seer ham ligge
I Vuggen med hans røde Kind,
Da fylder navnløs Fryd mit Sind.
Fortæl mig om de Piger, som
Beboe Europas Haller,
De skal jo ligne Havets Skum
Og røde Muslingskaller.
Min Dragt jeg skaber om ihast
Og binder mine Lokker fast,
Hvis i din Smag det falder;
Ja, vil Du, jeg en Hue slaaer,
Som de, omkring mit mørke Haar.
Men see! den milde Aftenluft
Os stjæler Tiden fage;
Vi snart fra Havens Blomsterduft
Til Hytten maae tilbage.
Lær mig da først at stamme frem
Min Tak for dette skjønne Hjem
Og lykkelige Dage,
Til Ham, som midt i vilden Sø
Har skabt os To vor lille Ø.
W. C. Bryant.