Jeg saae, mens i Bækken sig Morgenen maled,
En Baad over Vandene stolt glide hen;
Jeg kom, da om Aftenen Solen var dalet —
Hvor Bølgerne gik, var kun Baaden igjen.
Ak! saadan er Glæden, som Livet os lover,
Saa flygtig er Ungdommens brusende Vaar:
Ved Daggry vi dandse paa gyngende Vover,
Paa en udtørret Strandbred ved Solfald vi staaer.
Fortæl mig blot ikke om Glæderne milde,
Der smykke vor Aften med dæmrende Skjær —
Giv igjen mig min Morgen, den friske, den vilde!
Dens Skyer og Taarer var mere mig værd.
Hvo saae ei med Smerte de Dage formørkes,
Da Begeistringens Ild i hans Aarer sig gød,
Og hans Sjæl, som et Ved, der i Flammerne styrkes,
Gav hele sin Sødme til Kjærligheds Glød?
Thomas Moore.