Christian Preetzmann (1822–93)

    I hvor jeg end

    Slaaer Øiet hen.

Det søger helst mod Vest:

    Der er det jo

    Den Glut mon boe,

Jeg lider allerbedst.

    Bag Hybenhæk

    Den vilde Bæk

Slaaer der saamangen Bugt,

    Men Dag og Nat

    Ikkun min Skat

Omsnoer min Længsels Flugt.

    I Vindens Suk,

    I Blomstens Dug

Hun for min Tanke staaer,

    I Fuglens Sang

    Bag Buskens Hang

Mig hendes Stemme naaer.

    Hver Dal saa grøn,

    Hvor taus iløn

Skovbækken lister sig,

    Hver Sky i Qveld,

    Hvert Kildevæld

En Hilsen bringer mig.

    Blandt Høi og Dal,

    I Skovens Sal,

Bruus, milde Zephyr¹, frem!

    Blandt Foraarsløv,

    Med Blomsterstøv

Bring Bien til sit Hjem!

    Og bring mig sød

    Og hvid og rød

Herhid igjen min Brud!

    Mod hendes Smiil

    Er mat hver Piil,

Som Skjæbnen sender ud.

    Hvad Suk og Eed

    Vi vexled, veed

Kun Himlens Stjernehær;

    Vi skiltes ad —

    Ak! mon vi glad

Skal atter mødes meer?

    Den høie Magt,

    Som saae vor Pagt,

Som Hjertets Løndom veed,

    Kan vidne kun,

    At ene hun

Har al min Kjærlighed.