Tændes Dagen paa Himmelens sittrende Pande,
Under Lovsang af Skovenes vaagnende Krands,
Mens et Gjenskin den kaster paa gyngende Vande —
Ak! hvor mat blier i Dæmringen Stjernernes Glands!
Det er tungt, i en Time saa stolt og ophøiet,
Mens Bjergtoppen venter den straalende Sol,
At see briste det Baand, der sig funklende bøied
Over Elskov og Slummer fra Pol og til Pol.
Men naar Æthren, den dybe, har først maattet miste
Hver Enkelt af hele den glimrende Hær,
Kun den store Dagsstjerne staaer end som den sidste,
Til den taber i Lufthavets Ørken sit Skjær.
Saa Glemsel, hvis Mørke os engang mon favne,
Bedækker os atter, er Livssolen slukt,
Og Berømmelsens Himmel med straalende Navne
Fordunkles og blegner i Aarenes Flugt.
Lad dem visne! blot Tiderne, mens de henile,
Og hylle i dæmrende Skygger os ind,
Maae henover Verden saa lysende smile,
Som den Morgen, der udslukker Stjernernes Skin.
W. C. Bryant.