Foragt og den hurtigste Forglemmelse er den Digters Lod, som aldrig har tordet fatte Haabet om Udödelighed for sine Sange. Emilias Kildes Digter har næret dette Haab i sin Barm, da han greb Harpen. Det Emne, han valgte sig at besynge, bekræfter hans Haab; og han tilegnede det en Mand, hvis Navn den sildigste Eftertid skal hædre.
Oh! while along the stream of Time thy name
Expanded flies, and gathers all its fame;
Say, shall my little bark attendant fail,
Ikke de, som nu ville agte paa min Sang; (thi hvo af dem skulde nu ikke kiende dens Indhold?) men de, som maaskee efter Aarhundrede drage den frem, være herved underrettede om, at den nævnede Emilia var den Salige Geheimeraadinde EMILIA SCHIMMELMANN, föd RANZOW, som ved alle Siæls og Legems herligste Fortrin var sin Stands, sit Kiöns, fin Alders Ziir; hvis Værd og Roes den heedeste Indbildning ikke kan forskiönne; at Hun, for god maaskee for en Verden, hvor Gud kun fatte saa faa Hendes Lige, döde, begrædt af alle gode, i sin Alders Blomster; at Hendes dybtfaarede efterladte Gemal opreiste Hende et Monument, ligesaa mærkværdigt ved den ædle Smag, der frembragte det, som ved den Persons Værd, til hvis Minde det er helliget. Nær ved Hans Excellences Grev Schimmelmanns2 Lystgaard, en Miil fra Kiöbenhavn, ved Örelunds Bredde, er en Kilde, som den Salige Emilia fremfor andre Stæder yndede. Over den lod Hendes Gemal oprette det Monument, som Digteren har villet male 180. og fölgende Vers. Den Indskrivt, han deri lod hugge, er fölgende:
EMILIA
Her vandrede du engang
Ach forlængst ey meere
Helligt er det Sted du yndede
Uskyldighed Himlens Uskyldighed
Opfylde Hiertet ved dit Navn
Og hvo som har elsket
Nævne det med Taarer
Det samme Barbarie, som har giort Grækenlands og Italiens Evigheden bestemte Monumenter til Ruiner, maatte oversvömme vort Norden, hvis Emilias Monument skulde forgaae. Dog saa barbarsk er ingen Barbar, at jo den vanhellige Haand, som blev oplöftet til dets Ödelæggelse, vilde falde tilbage, naar Öyet heftedes paa de i Marmor prendtede Linier. Den Höy som Digteren kalder Habors og Signes Gravhöy, har, skiöndt saa meget mindre mærkelig, dog trodsed mange barbarske Secler. Den ligger strax oven for det Sted, hvor Kilden udbryder.
Men I blandt Læserne, som mere end ved et flygtigt Öyekast kiendte den Salige Emilia, tilgiver Digteren, naar han for svagt, og ufuldkommen maler Hende. Tilgiver, naar den svage, lidet övede, uberömmelige Skiald paatager sig, at synge om Emilia. En allerede foreviget Skiald, Stolberg, har besiunget dette Navn.3 Sildige Slægter skulde mærke paa hans Sang, og elske den, til hvis Erindring den er bestemt. Det formindsker dog ikke Emilias Roes, at ogsaa den ringe Skiald i sin Afmagt har, som hin, stræbt at forherlige Emilias Navn, at ogsaa han har villet sætte sin Krands paa Hendes Monument.
Fölende sin Svaghed vilde han dog give sit Digt al den Skiönhed, det stod i hans Kræfter at give det. Han overgav det derfor til et Sælskab af sine Venner, som har bevist sin Ret til en Digters Fortroelighed. Offentligen bevidner han det Norske Salskab herved fin Erkiendtlighed for den Anledning, det har givet ham, til at rette sit Arbeid, endskiöndt han ikke har troet, at burde rette sig efter alle de af samme givne Anmærkninger. — Han har indhentet andre fine kyndige Venners Domme over sit Arbeid, og stræbt at bringe sig deres Anmærkninger til Nytte. Sidst har han rettet efter tvende Mænds Anviisning, hvis Smag og Indsigt ere ham Borgen for deres Anmærkningers Rigtighed; han har med redelig Flid, efter Evne, stræbt, at fölge dem; og igientager herved sin Taksigelse for deres Velvillighed, til at ville veilede den fremtrædende Sanger. Har han kun ikke for uhældig benyttet sig af den givne Anviisning! Har ikke heller den særdeles Bevaagenhed, hvormed de beære Digteren, formildet deres Dom over hans Digt!
Men Kunstdommere! En Fortieneste med alle sine Feil har min Sang: Dens Hensigt var Emilias Navns Udbredelse; og endnu een: Min höye Mæcen har hört den, og kun nægtet sit Biefald til de Stæder, som syntes talende til Hans Roes.