Vi ældes, vor Isse bli’r skaldet og graa,
og lidt efter lidt gaae vi sagte;
ungdommelig Raskhed den dadle vi paa,
som daarskab dens daad vi betragte.
Og dog denne Ungdommens Tid, som randt hen,
de Fleste nok gjerne gad levet igjen.
Held, Venner! enhver, Hvo det er, der hendrog
saaledes de raskhedens Dage,
at graa, men ei vranten — og skaldet, men klog,
paa dem han tør skue tilbage!
Held den, der, tilfreds med det Tidsløb, han har,
tilfreds kan erindre det Tidsløb, som var.
Sandt, sandt! mangt et bittert og smertende Savn
fornyer os Fortidens Minde;
her mangt er os helligt og dyrebart Navn,
ei dem, hvis de var’, vi gjenfinde!
Dog — deres Erindring, den lever, os kjær —
Det skal engang vor; men endnu er’ vi her.
At gjøre en velfortjent Hvilestund blid
ved angerfri’, lønnende Glæder,
at muntre, at danne, ved Aand og ved Vid,
det altid var Samfundets Hæder.
Du samlede Venner — Mænd mødtes med Mænd,
Ven virked’ i frydende Samqvem paa Ven.
O, Held Dig, vort Samfund! med frydefuldt Qvad
Du mindes de henrundne Dage!
Held — trefold Dig Held, naar Du altid saa glad
kan see paa din Fortid tilbage!
Det skee! o, det skee! og i Flor du bestaae,
til Børnebørns Børnebørns Isse er graa!