Christen H. Pram (1756–1821)

O, Flaske! som bragtes forseglet herhid

fra Nantes i Ludvig den Fjortendes Tid!

I Fryd og i sorg gjør Champagneren varm!

:|: Velan! kom at aabne og gløde vor Barm! :|:

Thi enten du ellers gav Sorg eller Trøst,

ja vakte til galskab, til Elskov vort Bryst,

du nu kun til Glæde skal bruge din Kraft,

:|: da du for min Ven skal udgyde din Saft. :|:

Er han i sin Tale ei Sokrates liig,

o, han er dog klog nok at skjønne paa dig;

selv Cato erkjendte jo Viindruens Fryd,

:|: og ofte ved Vinen opmuntred’ sin Dyd. :|:

Det haardeste Hjerte bli’r blødgjort ved Viin;

den Vise ved Druen tit letter sit Sind;

er Glæden, er Haabet end halv veget hen,

:|: min Flaske! din Saft gie’r dog Alting igjen. :|:

Den arme forsagte du Skjebnen gjør huld;

Hans Arm føler kræfter, hans Pung bli’er som fuld;

han trodser med Mod Undertrykkerens Magt;

:|: ad væbnede Hære han leer med Foragt. :|: