Hvor ofte hørtes Digteren ei synge
Om Barndoms gyldne, men forsvundne Tid?
Og syntes sig med Sangen at forynge,
For ved dens Toner sig at trylle did
Didhen hvor Livets første Morgenrøde
Med Tryllerie omstraalede hans Fjed,
Hvor selv de mindste Nydelser blev søde
Ved Hjertes Uskyld og ved Kjærlighed —
Hvor blide Blomster rundtomkring ham smiled,
Som plantedes af kjærlig Moders Haand,
Og hvor ved hendes Bryst han sorgfri hviled,
Og rolig gik i hendes Ledebaand.
Ja! mindes han at den Tid maatte svinde,
Og Trylleslottet maatte veires hen
Da maatte ret af Vemod Taarer rinde.
Og Hjertet gjerne stunde did igjen!
Jeg var et Barn, og da en kjærlig Fader
Med trofast Hjerte ledte mig paa Vei,
„See, Søn, den rette Vei! — hvo den forlader
Han straffet bliver — svigt den derfor ei!”
Veiledet saa henleved jeg de Dage,
Ind til min Barndoms Taage svandt for mig.
Og for hvert Skridt i den blev lagt tilbage,
Mit Hjerte, Fader, sønligt takker Dig .
Jeg stod paa Ungdoms Bred og saae den svinde
Min Barndoms Taagebølge rulle hen,
Men Taagesløred staae de for mit Minde
Og aldrig ønsked jeg mig did igjen,
Thi vel jeg dengang Uskyld bar i Hjertet,
Som siden sank i Livets Ungdoms-Strøm,
Vel kjendte da jeg ikke Fremtids Smerte,
Og end mig glæder mangen Barndoms-Drøm,
Men meget jeg i Livets Morgen savned,
Som ellers farver den med Purpurskjær,
Ei nogen kjærlig Moder Barnet favned,
Ei nogen Moder-røst mig kaldte kjær,
Thi ak! for tidlig gik Du bort vor Moder,
For tidlig gik Du bort forklarte Aand,
For tidlig for Din Søn som mange Goder
End ventede med Længsel af din Haand!
Derfor min Barndom svæver for mit Øie
En De omskygget af en Taageflod,
Men ingen smaae og blide Blomster stod,
Ei var den mørk, thi Faderøiets Blikke
Belyste den og ledede min Fod
Til sikkre Skridt, og kold var Øen ikke,
Thi Luen tændt paa Pligtens Alter stod.