Om Achils den vilde Vrede,
Muse! klinge lad dit Kvad!
Om den Kval, Achæer lede,
Om det røde Birtings-Bad,
Da saa mangen Sjæl nedstige
Maatte til de Dødes Rige,
Da til Rov i Dødens Stund
Helte blev for Ravn og Hund!
Fra den Stund, da først Atriden,
Agamemnon Folke-Drot,
Ypped Strid imod Peliden
(— Zeus dog styrer Alting godt! — )
Siig hvad Gud det kunde volde.
Saa at stille Kjæmper bolde!
Føjbos var det, som til Bod
Krævede Achæers Blod.
Haanlig Spot og bitter Kvide
Præsten, som han havde kjær,
Af Atriden maatte lide,
Da han kom til Grækers Hær
Datteren af Trælle-Baand
At løskjøbe var hans Agt;
Gudens Stav og Krands i Haand
Frem han gaaer med ydmyg Aand,
Rige Gaver har han bragt,
Beder Hver som han kan bedst,
Beder Drotterne dog meest;
Hører mig I Atreus-Sønner
Og, I Mænd i blanke Plader!
Mine Ønsker, mine Bønner!
Jeg er Præst og jeg er Fader!
Give Eder Guder høie
Ilion i Støv at bøie!
Give Eder at tilbage
Sejerrige I maae drage!
Ærer nu den stærke Gud,
Skytten med det skrappe Skud!
Giv min Datter mig tilbage.
Løsepenge I modtage!
Gubben taug og hvad han vilde
Huged ikke Hæren ilde;
Agamemnon Folke-Drot
Huged det ei fuldt saa godt;
Op han foer, og vredt og haardt
Trued han den Gamle bort:
Pak dig bort! Lad dig ei see
Her i vore Skibes Rækker!
Du med Stav og Krands kanskee
Mener at du mig forskrækker!
Pigen skal du ikke faae!
Hun skal med til Argos drage,
Mangt et Aar ved Væven staae!
Ej før Alderdommens Dage
Skal hun atter fra mig gaae!
Gak! vil du med Liv tilbage!
For det strenge Ord saa saare
Ræddedes den gamle Mand,
Øjet fyldt med Smertens Taare
Taus han gik ved høje Strand;
Mangt et Suk opsteeg i Løn
Til haarfagre Letos Søn:
Stærke Skytte, høje Drot!
Du som Helligdommens Steder
Skjærmer mildt og styrer godt!
Hør nu hvad din Tjener beder!
Dersom, Herre, nogen Tid
Naadigen Du seer min Id,
Naar jeg krandser Dine Haller,
Naar det fede Offe$r falder,
O da lad Achæer bløde!
For min Graad de blodig bøde!
Gubbens Bøn da Guden rører,
Føibos villig ham bønhører;
Fra Olympens høje Tinde
Stiger ned med Harm i Sinde;
Buen over stærke Skuldre;
Pilene i Kogger buldre,
Frem han gaaer med Nattens Gang;
Fjernt han staaer hvor Bølgen bruser
Pilen over Strængen suser;
Vældig Sølver-Buen klang;
Først for Skuddet falder kun
Mulen og den lette Hund,
Snarlig dog for Gudens Bue
Kjæmperne maae stande Maal,
Uden Ophør vilde Lue
Æder Liig paa Dødning-Baal!
Og i Dage ni tilende
Kjæmper segne, Baal maa brænde;
Guders høie Dronning, Heee,
Seer med Smerte Folkets Nød,
Seer med Sorg, at immer Flere
Bukker for den bratte Død.
Da hun vil, den Nød skal stilles,
Føibos voldte med sin Piil,
Derfor byder hun Achilles,
Da hun samled’ seer dem Alle,
Lader saa ham Ordet falde:
Nu Atride Folke-Drot!
Baade Krig og Pest os tvinger,
Mener jeg, det Raad er godt,
At vi under Flaadens Vinger
Flye tilbage til vort Hjem,
For at undgaae Døden slem!
Mener dog, at det var bedst.
Først at spørge ud en Præst,
Spaamand eller Drømmetyder,
At han klarlig skal udsige.
Hvad det er os Guden byder,
For at Plagen kan bortvige,
Om bevæge han sig vilde,
Mild igjen sin Harm at stille,
Naar han rige Offer faaer!
Kalchas Spaamand frem da staaer,
Han, som Guden i det Høie
Gav det visse skarpe Øie
Til at skue Fortids Dage,
Til at see hvad end tilbage.
Nutid, Fremtid har i Skjød —;
Saa hans Tale venlig lød:
Til at tolke Føjbos’ Vrede,
Som du byder, er jeg rede,
Stærke Helt og Zeuses Ven!.
Dog du maa, skal jeg det vove,
Hjelp med Haand og Mund mig love,
Sagtens jeg behøver den;
Thi mit Ord vil huge ilde
Folke-Drotten, vist jeg veed;
Farligt er det for den Lille,
Naar den Store gjør sig vred,
Gjemmer Galden han i Dag,
Løber den imorgen over; —
Siig mig da, om du det lover!
Ja! det er en afgjort Sag! —
Svarede Achil med Ære;
Rap min Haand til Hjelp skal være,
Jeg det lover, fast det staaer!
Hvad Du veed lav os kun høre!
Thi mens jeg en Haand kan røre,
Ingen krummer Dig et Haar!
Tryg da Præsten tog til Orde:
Ei for Offer, ei for Bøn
Harmes den Haarfagres Søn,
Men fordi Atriden gjorde
Vold og Uret mod hans Præst,
Gav hans Datter ej tilbage,
Vraged Guld, døv for hans Klage;
Derfor kommer Død og Pest
Hvinende med Gudens Pile;
Og saalænge I ej ile
Med at stille Gudens Harme,
Sender ei i Fader-Arme,
Kvit og frit, den væne Mø,
Bringer ej som Sonebod
Hekatombens Offer-Blod,
Kjæmper end for Pilen døe!
Gubben tier; op da springer
Agamemnon vred i Hu,
Længere han ej sig tvinger,
Neppe tvang han sig til nu,
Vredens Lue i hans Hjerte
Blusser frem i Ord saa vild,
Al hans Harme, al hans Smerte
Speiler sig i Øiets Ild.
„Altid hyler hæse Ugle!
Hæsligt er dit Spaadoms-Skrig!
Værste blandt Ulykkes Fugle!
Naar blev Godt vel spaaet af Dig?
Saa Du kan ei bedre finde
Grund til Gudens Straffe her,
End at jeg, lidet stiv i Sinde,
Slap ei strax hvad jeg har kjær?
„Vist jeg elsker Chryses’ Datter
Vist er hun min Lyst, mit Liv,
Mindre jeg ei hende skatter
End min egen Ægte-Viv!
Dog, er saa det Folkets Tykke,
Det sin Villie skal faae!
Lov for Drot er Folkets Lykke!
Saa velan! lad Pigen gaae!
„Drotten vil ei for en Pige
Volde hele sit Folk Fortred;
Men han venter da, I sige:
Han ej tabe skal derved!
Bring mig flux en Mø til Gave!
Thi kun lidt det sømmed sig:
Hver sit Bytte skulde have,
Skjøndt der intet var for mig!”
Da udbrød Achil med Ære:
”Nei! saa gridsk paa fremmed Gods
Bør du, Drot, dog ikke være!
Hvor er Bytte nu blandt os?
Eller var det saa din Tanke:
Hvad vi vandt ved hver en By,
Skulde nu vi atter sanke,
For at faae det deelt paa Ny.”
„Bedre dog Hver af os nyder
Hvad der blev med Æren vort!
Bøj dig for hvad Guden byder!
Paa hans Ord send Pigen bort!
Naar os høie Guder unde
At faae Ilion i Vold,
Bod for Savn du fange kunde,
Faae Erstatning firefold!”
„Hør! — saa Folkedrotten svarer —
Vær ei fuld saa falsk Achil!
Fange mig i dine Snarer
Skalst du ikke, skjøndt du vil!
Mon du — Guders Jævning! — nænner,
For du kan din Villie faae,
Jeg skal her med tomme Hænder
Sidde? vil du, Gode!, saa?
„Hvis Achæer mig vil give
Hæders-Gave som sig bør,
Da jeg let tilfreds kan blive;
Men hvis ej de vil, saa hør:
Ajas og Odysseus have
Hver jo een og du Achil!
Altsaa, seer du, Hæders-Gave
Veed jeg sagtens Udvej til!
Nu! saa fandt vi Trøst i Sorgen!
Munter nu med Skib i Sø!
Daad idag og Snak imorgen!
Tag ombord den væne Mø!
Snekken dandse stink paa Bølge!
Styr den selv min vakkre Ven!
Naar da Offerkvæg medfølge,
Blier nok Guden god igjen!”
„Fy dig an! afbrød Peliden,
Hvordan taler du dog nu!
Æren glemte du med Tiden,
Dog din Fordeel husker du!
Sært det var, om Kæmpe-Sønner
Skulde føle Kald og Lyst,
Naar saa gridsk du Daad belønner,
Dog at følge kjækt i Dyst!
Ej til mine Føde-Egne
Troerne som Fjender kom;
Sikkert nok, vor Vang at hegne,
Bjerg og Bølge slog en Bom!
Ej for vor Skyld hid vi droge
I en rustet Kæmpe-Flok;
For din Broder kun vi sloge,
Og for dig, det veed du nok!
Kun din Tak staaer end tilbage,
Glemt vel i den lange Tid!
Og nu truer du at tage
Hvad jeg vandt ved ærlig Strid!
Hvem af os vel stred det Meste,
Naar vi tumled os paa Val!
Siig! Hvo faaer saa vel det bedste,
Naar vort Bytte deles skal?
„Du faaer dog vel, Drot, det Største,
Og det bedste gives dig;
Var end jeg i Kamp den Første,
Lidt maa være Nok for mig!
Nu mit Skib paa Hav skal glide,
Hjemad lader jeg nu staae,
Heller end for dig at stride,
Og til Løn din Utak faae!”
„Flygt kun Du! — Atriden siger —
Jeg dig vist ei holde skal!
Du er ej min sidste Kriger,
— Kjæmper end jeg har paa Val!
Stærkest Skjold i alle Farer
Er mig Guders høje Drot!
Gaae kun Du med dine Skarer!
Dig kan jeg undvære godt!
„Er du vred? det lidt mig bryder!
Ligegyldig du mig er!
Tapper vel, men og en Skryder,
Skjændegjæst og trættekjær!
Saa du er mig — ej det fejler, —
Fremfor Alle leed for vist;
Derfor, for din Sø du sejler,
Hør et lille Ord tilsidst!
Da mig Føjbos byder sende
Bort den Mø, som før var min.
Bod jeg kræver da for hende,
Og jeg kræver — netop Din!
Saa jeg mener, hver skal finde,
At der skjæmtes ej med mig,
Det var Daarskab kun, i Blinde
Stolt med mig at maale sig!”