Vuggevise
(efter det Tydske).
(efter det Tydske).
Det er mørkt, og mens ved Midnatstide
Livets Røst er taus, og stille Vei
Alle Nattens klare Stjerner stride,
Sover Alt — kun Kærligheden ei.
Moderkærlighed i dunkle Dale!
Moderkærlighed i Himmelsal!
Hjerte! sank din Kjærlighed i Dvale,
Rolig! hiin dog aldrig slumre skal.
Eder har den ikke glemt, I kjære!
I! mit Livs de favre Blomster smaae!
Sov kun sødt! Forgjæves Englehære
Ei paa Vagt om Barnevuggen staae.
Her er Bethel, Porten til Guds Rige,
Her Guds Engle stige op og ned,
Englevagten stærk og mild tillige
Alle Smaae fik af Guds Kjærlighed.
Er det sagte Vift af Englevinge,
Som husvaler mig saa sødt i Løn?
Mere dog end Engle selv kan bringe
Søger Troen i sin Længselsbøn.
Du, som vil de Smaae i Favnen have,
Taler kjærlig Trøst til Mødres Aand,
Kom til disse Smaae med Naadens Gave
Læg paa dem din gjennemstungne Haand.
Dine er de, Dem du mig har givet,
Lægger atter i dit Skjød jeg ned
O besegl dem der paa ny til Livet,
Lær dem at forstaae din Kjærlighed!
Havde jeg ei dig du Trøstemilde!
Saae jeg hen til Livets skarpe Skjær,
Da for mine Børn flød Taarens Kilde,
Men du lever, og du har os kjær.
Gjem dem i din Favn, for Syndens Smerte
Dem en tidlig Lægedom bered!
Ak du kjender Støvets svage Hjerte,
O saa styr da deres Gang og Fjed!
Arved de fra Fader og fra Moder
Synd og Feil med Hjertets første Slag,
Lad fra dig dem arve bedre Goder:
Frelsen du har kjøbt paa Korsets Dag!
Skriv i Livets Bog du deres Navne,
Hine ny, som Verden kjender ei!
Du med helligt Samfundsbaand dem favne,
Skal i Verden stilles deres Vei.
Skal da deres Gang i Natten stride.
Deres Klage til mit Øre naae,
O saa lad af Smertens bittre Kvide
Skjønnere din Livsens Kraft fremgaae.
Vogt du dine Lam! og lad mit Øie
Aldrig see paa fremmed Eng dem gaae,
Men en Gang paa Paradisets Høie
Gladelig om deres Hyrde staae.
Sov da, Børn, i Hyrdens Arme rolig!
Ja og Amen bliver hvert hans Ord
Han har lovet Eder Himlens Bolig
Natten gaaer — det dages over Jord.