Takker Herren, thi han er god,
Og evig varer hans Naade!
Stoler paa ham med trøstig Mod,
Som giver paa salig Maade,
Giver for Sorger herlig Bod,
Veed altid ret at raade!
Vaander Sjælen sig end i Nød,
Og sukker i bitter Kvide,
Gruer med AngesHen end for Død,
Og bruser i Taarer stride,
Faderen skjænker dog Lise sød,
Hjelper sit Barn itide.
Maatte, som Orm i Støvet, du
Snoe dig i Smerter svare,
Almagtens Eier i et Nu
Drog Dig af Dødens Fare,
Han dig for Kval og Dødens Gru
Gav Livets Lys det klare.
Stod Du end nær ved Dødens Port
I Sjæle-Sorg og Pine,
Fri dog for Nattemulmet sort
Du smiler glad blandt Dine,
Det har den levende Hjelper gjort,
Som ei kan glemme Sine.
Holder kun Hjertet ved ham i Troe,
Ham, det Levendes Kilde,
Ikke i Nøden det fattes Ro,
Hjelper han end lidt silde,
Sender fra høie Himmelbo
Styrkende Engle milde.
Føle vi end at smaa vi er
Vor Kraft saa snart til Ende,
Dog vi vide, naar i vort Leer
I Troe vi ham bekjende,
Han med Kjærlighed til os seer,
Ærer os uden Ende.
Bad, som et Barn, til Ham du from,
Som throner i Himle høie,
Visselig ei din Bøn var tom,
Han vilde til den sig bøie.
Om end lidt høi din Klage kom
Det regner han ei saa nøie.
Tyktes dig end, o Kvinde kjær,
Vente-Timerne mange,
Han, over hvem din Sjæl nu leer.
Dig trøster for Timer bange;
Ved din Smerte han født nu er
Til Evigheds-Aarene lange.
Fred da med dig min Hustru blid,
Paa Barnemoder-Leie!
Fred med din Lille til evig Tid
Guds Fred paa alle Veie!
Eengang den følge Eder did,
Hvor evigt Godt vi eie.
Smiil du Smaa, ved din Moders Bryst
Og Moder, smiil ved din Lille!
Seer du, du fandt en herlig Trøst,
Kom den end lidt silde,
Seer du den dybe Hjertens-Lyst,
Faderen give vilde!
Han har skuet din Troe, din Bøn,
Og talt dit Hjertes Sukke,
Han beslutted og mildt i Løn
Din Hjerte-Sorg at slukke.
Gav Dig en levende Trøst, en Søn,
Englen i Barne-Vugge. —
Takker vi saa den Herre god,
Som har den evige Naade,
Ham som i Nød os ei forlod,
Men styred os Alt til Baade,
Ham som i Sønnens dyre Blod
Har klaret den dunkle Gaade. —