Atter hid nærmer du dig, du Olding, saa bleg og vemodig,
Blid ved den vindtørre Stav gaaer du din jevnlige Gang.
Stormen i Lokkerne graae, omsnoete med visnede Bladkrands,
River fra Issen dem ned, hvirvler dem rundt om din Fod.
Venlig som Dug en Taare, saa sølvklarflydende langsom,
Funkler i Øiet en Stund, triller paa indfaldne Kind.
Ensom Løvsal bladløs dig vinker til qvægende Hvile.
Himlen, som nylig var graae, skiller sin natlige Skye,
Maanen med sølverne Horn fremfunkler bag revnede Forhæng,
Breder sit døende Skin over den gule Natur,
Smiler saa mat og vemodig til dig, som henstirrende fletter,
End af de seneste Løv, Issen en grønbladet Krands.
Høst du er Sølvmaanens Ven! Hvad har I Oldinger begge
Vel hinanden hver Nat hemmeligt da at betroe?
Taler I vise Gubber om bedre, om skiønnere Tider?
Ak da indlad og mig! Kier er slig Tale min Siel.
Gustne, nedbøiede Mand! Kier var du altid mit Hierte.
Nattevandrer og du! med det bedrøvede Blik.
Deilig er Ynglingen Vaar, med sin Rosenkind og med Issen
Martsviolomslyngt, Blikket som Morgenens Glød.
Men som en Engel fra Gud i salig og sielden Begeistring
Staaer for den skuende Siel, saart i dens reneste Nu,
Hiertet da bankende slaaer, og sig Armen strækker med Tvivl ud
For at trykke ham fast, fast til det luende Bryst,
Snart, som en hvidklar Kugle, der ruller i natlige Dunstkreds,
Udi sin skiønneste Glands svinder han da for dit Blik;
Saa den rødmende Vaar! Med svævende Fied gaaer hans Vandring
Giennem det taagede Nord, til sit klart omstraalede Hiem.
Stakket han hviler kun her i den nys oplivede Eglund,
Blomster trindt om sin Fod, Elskovslyren i Haand,
Sklingrende Sangersker fro omflagre den hvælvede Tinding,
Guldguul vægtige Lok bølger for duftende Vind,
Tyndt omringet han staaer af Piger og barnlige Gubber,
Enkelte Ynglinger med; Mængden ham kold gaaer forbi,
Kalder ham haanligt et Barn, som sin Tid henødsler med Leeg kun,
Skiøndt i livsaligste Glands dødkolde Jord han har klædt.
Hurtig han reiser sig da fra den blomsterspraglede Græsbænk,
Upaaskiønnet, useet, smiler han Vemod og gaaer,
Fulgt af Zefirernes Hær og af Blomster og siungende Fugle,
Let, som en Purpurskye svinder og døer i det Blaa.
Ak! paa en længere Vaar, paa Historiens er han et Billed,
Aarlig et kort Monument om den henvisnede Tid.
Anelser bringer han sødt i min Siel, de slumrende Kræfter
Vækkes og yttre sig, ak! høist — i en brændende Sang.
Som den indsluttede Siel, lyksalig ved sine Drømme,
Skotter med Sideblik kun til det nærværende Liv,
Saa den mystiske Dreng, som en fromt henilende Pilgrim,
Spottet af aandløse Flok, søger han Skoven og flyer.
Ængstlige Misforhold! — O Høst! mildt dvælende Gubbe,
Kryst din vemodige Dug kiølt i mit brændende Saar.
Alt har din travle Hustrue, bekymret for vinterligt Forraad,
Plukket i rummelig Kurv Grenenes bugnende Frugt.
Langsomt ved din Stav nu, bestiger du skaldede Gravhøi,
Stirrer du taus og blid hen paa den visne Natur.
Solen er dalet i Hav, tørt hvidsler det spraglede Løvværk,
Aabent det skielver saa koldt, streifet af Straalernes Skin.
Stiernen, som holdt sig i Somrens Larm ved den hvælvede Baggrund,
Triner nu glandsfuld frem, med sine dristige Blik.
Olding, o tryst til din Barm den berusede drømmende Digter!
Grækernes Kraftliv svandt, som deres herligste Kunst,
Nordens Sværd dybt ruster i Graven, og Harpen er brusten,
Enkelte døende Glimt tændes i Dunsterne kun,
Halvudslettede Billeder, rundt indhyllet i Taage,
Svæver i Maanens Glands over den rygende Dal.
Kom da Ossian, kom! I Nattens Favn ved dens Lysning
Vil jeg svimle med dig, ak for at glemme Homer.