Adam Oehlenschläger (1779–1850)

183. Folkvang, Frejas Sal

Blaat Ædelstenen dækker

Den skjønne Frejas Sal,

Blandt høje Rosenhækker

Den stander i en Dal;

Saa snehvid Svanen sejler

Rundtom i Borgens Sø.

Der kommer hver trofast Bejler,

Dertil hver trofast Mø.

Folkvangurs bedste Eje

Er hun, den Drotning blid:

Midt paa et Blomsterleje

Hun blusser rank og hvid;

Saa smekker som en Vidje,

Hun aander elskovsvarm;

Hun er saa smal i Midje,

Hun er saa rund om Barm.

Hun har to skjære Hænder,

En Rose vel i hver,

De tvende Roser brænder

Med et livsaligt Skjær.

De lugter altid søde

I hendes klare Hjem;

Aften og Morgenrøde

Faae deres Lys fra dem.

Hun læger alskens Vaande,

Saa huld i Sjæl og Sind;

Hendes varme Aande

Er Jordens Foraarsvind.

Hver Morgen hendes Øje

Man seer i Taarer staae,

De synke fra det Høje,

Som Dug paa Blomster smaa.

Hun har to Døtre blide,

Sjofna, dertil vel Hnos,

Ad deres Skuldre hvide

Nedstyrter Issens Fos.

Blandt Børn har ej sin Lige

Ung Hnos, det klare Lys;

Sjofna, den skjønne Pige,

Er Søvnens milde Dys.

* Disse 4 Digte ere alle Brudstykker af Nordens Guder, — denne Digtning, som vel enhver Dansk burde eje — idetmindste i sit Hjerte. Da de saa yndigt, saa kraftigt og saa herligt, saa ægte=genialt give os et Indblik i nogle af vore Forfædres helligste Ideer, og da de her ere komne til at staae sammen, ligesom de ere udsprungne fra samme Kilde, har jeg ogsaa forenet dem under een Anmærkning, der skulde udfylde, hvad der maaskee ellers kunde være enkelte Lasere utydeligt; naturligviis vil dog den bedste Fortolkning af Brudstykkerne stedse være der hele Digt selv, men ogsaa da kun, naar det låses med den fromme, livlige, fædrelandske Følelse, den dybe Sjalfuldhed, der gav det sin Tilvær, Den overste af alle vore Forfædres Guder var Alfader, Odin, der fra sit Lidffjalf overskuede Alt, saa at Intet Fortiden og Nutiden var ham hemmeligt, og kunde det end et Øjeblik skjules for ham, saa havde han dog 2 Ravne, der fløj. vidt omkring i de fjerneste Lande og bragte ham Kundskaben tilbage. Man erindre her Sagnet om Hovdingen Odins Kjendskab til Skrivekunsten, der forekom vore Forfædre som en Trolddom. En af hans Sønner var Thor, hvis Borg kaldtes Trudvang, og han var Krigens Gud. Han var ikke ssnderlig rolig af sig, men gad gjerne age; og naar da hans tunge Kjærre, trukken af de to fortræffelige. Bukke, rullede hen over Himlen, da buldrede det svart, og denne Bulder kaldtes Thors Don s: Torden; — men som den beffoede Hestehov ftundum af den haarde Flint lokker lysende Jldglimt, saa stod der en evig Lue om den ras henrullende Kjærre, og den kalde vi Lynild. Med Mjølner, sin Hammer, knuste han Bjergene, naarsomhclst han lystede, at de bleve som dybe Dale; — men dog var det naturligviis ej egentlig mod den livlsse Natur, at han brugte dette herlige Vaaben. Guders og alt det Godes Fjender, de mørke, flumle Jetter var hans Hu især gram, og forløb han sig end tit i sin ærlige men vel rafle Fremfærd, og kunde deres Koglerier end stundum blinde hans Syn og dove hans Kraft, — det var dog aldrig for Intet, at de stedse sitrede for ham, eller at han nævntes med Navnet „Jotunbane"Jetternes Ddelægger. Ved Siden af den stærke Thor staaer næppe en yndigere, fuldere og renere Modfætning end den dejlige, den livsalige Freja, al reen Kærligheds rette og himmelske Moder. Hendes Sal hed Folkvang, og dens og hendes Skjsnhed har tilvisse Digteren tegnet saa fuldendt, som mulig. Til denne himmelske Bolig kalder hun engang hver den, der trofast elskede her paa Jorden, enten de saa have følt Kærlighedens hele Salighed, eller kun dens Længsel har blomstret for dem; medens den kolde Ms, hvis Hjerte aldrig har flaget varmt, ogsaa hisset i den ranke, skjønne, men alvorsfulde Gesions, den evige Ungmøes, høje Sale for evig bliver urørt af de blideste Folelfer. Frejas tvende Dstre, Sjofna og Hnos, vare skjønne som deres Moder; og Sjofna var de salige, smilende Drommes huld: salige Genius, men af Hnos kaldtes alt det, som paa Jorden skjønt var, nysieligt! — Tiderne svandt, og Hjertets friske, varme Banken for det Skjønne svandt, og vor Nutid leger med det Nysselige! Men ikke Alt i Valhal var herligt; — een Indbygger havde det, som man vel kunde tvivle om, enten man skulde henregne ham bedst til Aserne eller Jetterne; — det var den lunefulde, den ustadige, stadse vaklende, men stedse rænkefulde Loke. Hvad Bryderier, hvilke Sorger han voldte Guderne, er Ubeskriveligt, og det var slet ikke det bedste for Thor, at han saa23 tit lod Loke age med sig paa sine 2Eventyr. Med en Jettekvinde havde Loke 3 Børn, som vel baade Guder og Mennesker maatte onffe ufødte, og som kun Jetterne kunde glædes ved. Den ene af dem var „Fenrisulven". Som Lokes Barn blev ogsaa den opfødt i Valhal, men den aabenbarede snart sin Natur. Den gjørde saa meget Ondt og voxte til saa stor og stark, at vel Guderne maatte cengftes for den. De vilde derfor binde den; men to Baand, det ene en Jernlænke, brød den som Halmstraa. Da fik de de kloge Dværge under Sejd og Trolddom til at fmedde et tyndt Baand, som den ikke kunde fønderrive, Men den var for klog, og vilde ikke bindes, for den fik en Gissel for, at den atter skulde vorde lost. Da stak Ærens bolde Guddom, den stolte, kraftige Tyr, med rask Beslutning sin Arm indtil Albuen ind i den mordlystne Strube. Han maatte miste sin Arm, det vidste han, men til kloge Beregninger var hans Selvopofrelse for ædel, — og naar regnede vel den Ædle fra David indtil Luther, fra Leonidas indtil Hvitfeld, fra Skcevola indtil Wilberforce! — Balhal vilde han redde, trods Formaninger og Frygt, og han hengav uden Øjenblink sin Højre! — Ja tilvisse, han var rens Guddom! våyvgetjuge"s: fyrgetyve; — „Asa"s- Gud; — „Dys" s: Disa, Gudinde; — „Avka"s: den agende; — „Hejmdal" Himlens Vogter. Han boede ved Enden af Bifrost, Gudebroen, den syvstribede Regnbue; men efter Farverne vare Jomfruerne syv, som tænktes boe derhos. „Valhal"o: Gudernes Hjem. — „Bolund"den kunstige Smed, der lavede Guderne og Heltene saa mangt et kosteligt Vaaben, og som kan betragtes som Kunstfærdighedens Repræsentant.

A. S. [Povl Frederik Barfod]: Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, Bianco Luno & Schneider, Kjøbenhavn, 1835 og 1836, s. 294–296.