Adam Oehlenschläger (1779–1850)

182. Thor og Trudvang

Saa melder en gammel Sanger,

Hvad nu I høre faaer:

Et Land er nævnet Trudvanger,

Deri en Hofgaard staaer;

Dens Lofte paa Piller ruge,

Af Sale er Huset fuld:

Femhundred fyrgetjuge,

Og velbeklædt med Guld.

Søer og grønne Volde

Er trindt om Gaarden lagt;

Med kobberrøde Skjolde

Er hele Huset takt.

Det Kobber kan man skue

Fra Jordens dybe Dal;

Højt straaler i sin Lue

Den lyse Kjæmpesal.

Der boer den Gud for Krige,

Den stærke Asa Thor.

Næst Odin, kan man sige,

Er han meest høj og stor.

Han styrker bolde Helte

Alt med sin Manddoms Aand;

Om Lænd han har et Bælte,

Staalhandske paa sin Haand.

Mjølner, hans tunge Hammer,

Er dog den bedste Skat:

Hvorhelst med den han rammer,

Der følger Døden brat.

Naar Bæltet han griber efter

Og gjorder om sin Lænd,

Da voxe svart hans Kræfter,

Vel fremfor alle Mænd.

Den asianske Herre,

Med staalbeklædte Bryst,

Tit spænder for sin Kjærre,

Har til at age Lyst;

De Bukke frem han kalder

Ud af den lune Stald.

Naar Kjærren vældig gjalder,

Det kaldes Tordenskrald.

*76. Disse 4 Digte ere alle Brudstykker af Nordens Guder, — denne Digtning, som vel enhver Dansk burde eje — idetmindste i sit Hjerte. Da de saa yndigt, saa kraftigt og saa herligt, saa ægte-genialt give os et Indblik i nogle af vore Forfædres helligste Ideer, og da de her ere komne til at staae sammen, ligesom de ere udsprungne fra samme Kilde, har jeg ogsaa forenet dem under een Anmærkning, der skulde udfylde, hvad der maaskee ellers kunde være enkelte Læsere utydeligt; naturligviis vil dog den bedste Fortolkning af Brudstykkerne stedse være det hele Digt selv, men ogsaa da kun, naar det læses med den fromme, livlige, fædrelandske Følelse, den dybe Sjælfuldhed, der gav det sin Tilvær. Den øverste af alle vore Forfædres Guder var Alfader, Odin, der fra sit Lidskjalf overskuede Alt, saa at Intet Fortiden og Nutiden var ham hemmeligt, og kunde det end et Øjeblik skjules for ham, saa havde han dog 2 Ravne, der fløj vidt omkring i de fjerneste Lande og bragte ham Kundskaben tilbage. Man erindre her Sagnet om Høvdingen Odins Kjendskab til Skrivekunsten, der forekom vore Forfædre som en Trolddom. En af hans Sønner var Thor, hvis Borg kaldtes Trudvang, og han var Krigens Gud. Han var ikke synderlig rolig af sig, men gad gjerne age; og naar da hans tunge Kjærre, trukken af de to fortræffelige Bukke, rullede hen over Himlen, da buldrede det svart, og denne Bulder kaldtes Thors Døn ɔ: Torden; — men som den beskoede Hestehov stundum af den haarde Flint lokker lysende Ildglimt, saa stod der en evig Lue om den rask henrullende Kjærre, og den kalde vi Lynild. Med Mjølner, sin Hammer, knuste han Bjergene, naarsomhelst han lystede, at de bleve som dybe Dale; — men dog var det naturligviis ej egentlig mod den livløse Natur, at han brugte dette herlige Vaaben. Guders og alt det Godes Fjender, de mørke, skumle Jetter var hans Hu især gram, og forløb han sig end tit i sin ærlige men vel raske Fremfærd, og kunde deres Koglerier end stundum blinde hans Syn og døve hans Kraft, — det var dog aldrig for Intet, at de stedse sitrede for ham, eller at han nævntes med Navnet „Jotunbane“ ɔ: Jetternes Ødelægger. Ved Siden af den stærke Thor staaer næppe en yndigere, fuldere og renere Modsætning end den dejlige, den livsalige Freja, al reen Kærligheds rette og himmelske Moder. Hendes Sal hed Folkvang, og dens og hendes Skjønhed har tilvisse Digteren tegnet saa fuldendt, som mulig. Til denne himmelske Bolig kalder hun engang hver den, der trofast elskede her paa Jorden, enten de saa have følt Kærlighedens hele Salighed, eller kun dens Længsel har blomstret for dem; medens den kolde Mø, hvis Hjerte aldrig har slaaet varmt, ogsaa hisset i den ranke, skjønne, men alvorsfulde Gefions, den evige Ungmøes, høje Sale for evig bliver urørt af de blideste Følelser. Frejas tvende Døtre, Sjofna og Hnos, vare skjønne som deres Moder; og Sjofna var de salige, smilende Drømmes huldsalige Genius, men af Hnos kaldtes alt det, som paa Jorden skjønt var, nysseligt! — Tiderne svandt, og Hjertets friske, varme Banken for det Skjønne svandt, og vor Nutid leger med det Nysselige! Men ikke Alt i Valhal var herligt; — een Indbygger havde det, som man vel kunde tvivle om, enten man skulde henregne ham bedst til Aserne eller Jetterne; — det var den lunefulde, den ustadige, stedse vaklende, men stedse rænkefulde Loke. Hvad Bryderier, hvilke Sorger han voldte Guderne, er ubeskriveligt, og det var slet ikke det bedste for Thor, at han saa tit lod Loke age med sig paa sine Æventyr. Med en Jettekvinde havde Loke 3 Børn, som vel baade Guder og Mennesker maatte ønske ufødte, og som kun Jetterne kunde glædes ved. Den ene af dem var „Fenrisulven". Som Lokes Barn blev ogsaa den opfødt i Valhal, men den aabenbarede snart sin Natur. Den gjorde saa meget Ondt og voxte til saa stor og stærk, at vel Guderne maatte ængstes for den. De vilde derfor binde den; men to Baand, det ene en Jernlænke, brød den som Halmstraa. Da fik de de kloge Dværge under Sejd og Trolddom til at smedde et tyndt Baand, som den ikke kunde sønderrive, Men den var for klog, og vilde ikke bindes, for den fik en Gissel for, at den atter skulde vorde løst. Da stak Ærens bolde Guddom, den stolte, kraftige Tyr, med rask Beslutning sin Arm indtil Albuen ind i den mordlystne Strube. Han maatte miste sin Arm, det vidste han, men til kloge Beregninger var hans Selvopofrelse for ædel, — og naar regnede vel den Ædle fra David indtil Luther, fra Leonidas indtil Hvitfeld, fra Skævola indtil Wilberforce! — Valhal vilde han redde, trods Formaninger og Frygt, og han hengav uden Øjenblink sin Højre! — Ja tilvisse, han var Ærens Guddom! „Fyrgetjuge“ ɔ: fyrgetyve; — „Asa“ ɔ: Gud; — „Dys“ ɔ: Disa, Gudinde; — „Avka“ ɔ: den agende; — „Hejmdal“ ɔ: Himlens Vogter. Han boede ved Enden af Bifrost, Gudebroen, den syvstribede Regnbue; men efter Farverne vare Jomfruerne syv, som tænktes boe derhos. „Valhal“ ɔ: Gudernes Hjem. — „Vølund“ ɔ: den kunstige Smed, der lavede Guderne og Heltene saa mangt et kosteligt Vaaben, og som kan betragtes som Kunstfærdighedens Repræsentant.

A. S. [Povl Frederik Barfod]: Poetisk Læsebog for Børn og barnlige Sjæle, Bianco Luno & Schneider, Kjøbenhavn, 1835 og 1836, s. 292–294.