Til Kong Oscar den Første
Da han hædrede mig med Sanct Olafs Ordenens Storkors.
Da han hædrede mig med Sanct Olafs Ordenens Storkors.
August 1847.
August 1847.
Er den skiønne Fryd alt reent forsvunden,
Digter! som du nys nød med din Ven?
Blev en kostbar Ædelsteen kun funden,
For at mistes strax igien?
Visned Æren, som de Rosenblommer,
Sveas hulde Møer dig yndigt gav?
Svandt den hurtigt, som den lyse Sommer,
Da du stod paa Freiers Grav?
Den Huldsalighed, dig Oscar viste,
Og som smeltede dit Bryst,
Var den kun et Laurbær paa den Kiste,
Der begravet har din Lyst?
Nei, den voxer end; thi fra det Fierne
Oldtidsskyen skilles ad,
Viser Glimt mig af den skiønne Stierne,
Olaf saae paa Stiklestad.
Til Belønning for jeg sang det Stærke,
Heltes Kiærlighed og Harm,
Oscar med et Hædersmærke
Smykket har min Digterbarm.
Og det lyser klart, som Himlens Kerter
Ved Sanct Olafs Heltedød;
Thi jeg veed, at norske Hierter
Unde mig den Hæder, som jeg nød.
Længst alt har din Faders Heltehænder,
Oscar! Digteren paa Barmen sat
Stiernen, som ei Nedgang kiender,
Og som pryder Nordens Nat.
Ei Forfænglighed jeg hylder —
Æren fryder stærkest Kæmpebryst;
Oscar! men den Tak, jeg skylder,
Tolker alt for svagt min Røst.
Kiærligt dig skal ofte Skialdens Tanker
Mindes, til ham træffer Dødens Piil;
Medens Hiertet under Løven banker
Med Sanct Olafs Heltebil.