Fieldstuen i Diurgården ved Stockholm
Til Statsminister Due.
Til Statsminister Due.
I Norges Land, det vi alle veed,
— Og Himlen længe den beskytte! —
Er muntre, venlige Giestfrihed
Huusguden i hver Bondes Hytte.
Der møde glade de hver en Giest
Med hvad de har, som til en lille Fest:
Melk, Ost og Brød
De Giesten bød;
Og ofte Hierterne de bytte.
Slig Giestfrihed i de Stores Flok
Er ikke just saa let at bringe;
Af Overdaad er der sagtens nok,
Men bort flyer Glæden paa sin Vinge.
Med stive Fagter, med stive Ord
Man sidder rundt om det gyldne Bord,
Og skienker i
Vel Vine ti;
Men Glæden lader sig ei tvinge.
Min ædle Due med Duelil!
Dig ei Forfængligheden frister;
Dit Folk som Borger du hører til,
Endskiøndt du est en Statsminister.
Og derfor blander du med din Stand
Fieldbondens Simpelhed ved Klippens Rand:
Fieldstuen staaer
Som Bondegaard,
Og ei Naturligheden mister.
Men som Lorettos den hellige Bo
Af Englen fort blev over Vandet,
Saa har en Engel her atter jo
Mirakelet giort med et Andet.
Du vel forstaaer mig, jeg mener her:
Din ædle Hustru, din Hiertenskiær;
Hun lod sig see:
Fieldstuens Fee,
Og blev beundret over Landet.
Med yndigt Væsen sendt fra sit Hiem,
At bringe Glæden i din Stue;
Som norske Qvinde saa ligefrem,
Og dog en fiin Ministerfrue!
Og Hver, som kommer i Stuen op,
Af hendes Haand faaer sin egen Kop,
Sin Lædskedrik,
Og venligt Blik
Af den velsignede Fru Due.
Slig Skaal hun ogsaa har Skialden rakt.
Dit Haandtryk, Ædle! mig opflammer;
Det Venskabs Ild har i Hiertet bragt.
Thor signe Pagten med sin Hammer!
Held eder begge med kiære Børn,
Med Livets Roser, men uden Tiørn!
Mig glemmer ei!
Mit Contrafei —
Jeg veed, det hænger i jert Kammer.