Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Snel er Tiden, kort er Livet,

Uformærkt det smutter bort;

Men til Hver blev det ei givet

Saa forgængeligt og kort.

Stakket Vaarens Blomster bramme,

Medens Bøgens, Egens Stamme

Skylles ei af Bølgen fort.

Alt i Livets korte Lege

Visner ei saa brat og snart;

Ogsaa Mennesker er Ege,

Som kan trodse Lynets Fart.

Stundom sees i Skoven bramme

Slig en herlig Moderstamme

Af en kraftig, sielden Art.

Her om slig en Stamme samle

Glade sig til Fest i Dag,

Elskte Moder! Unge, Gamle

I et henrykt Frændelag.

Eeg du stod i Danerskove,

Dig forfrisked Tidens Vove —

Ung igien hver Fødselsdag.

Moder-Eeg af sieldne Kræfter!

Ei du agter Kuld og Vind,

Giver ei for Stormen efter,

Seer i næste Sekel ind.

Naar du Hundredaaret fylder,

Glad din Børneflok dig hylder,

Som i Dag, med henrykt Sind.