1.
Hvor er min Melpomene flygtet hen?
I Hytten stundom hun mig end besøger.
I Templet muntert kun Thalia spøger;
Naar seer jeg Melpomene der igien?
Hvor er hun dog? hvor er hun vandret hen?
En Reise lang jeg prøved, for at finde
Min Siæls trofaste, kiæreste Veninde;
Men, ak! forgieves vandred hendes Ven.
Thi overalt faldt en prosaisk Snee.
Thalia selv kun sielden med sin Stemme
Fik Sværmen til sit Øieblik at glemme;
I Speil sig Øieblikket vilde see.
Det egne Contrafei kun kaldtes Sandt,
Foragtet blev det Skiønne med det Store,
Med Smaating vilde Smaalighed sig more,
Oldtidsbedriften skieldtes: Børnetant.
Da Rygtet lød: I Frankers store Stad,
Der vil du sikkert din Gudinde møde;
Udødlighed hun vækker fra de Døde,
Og hendes ædle Sorg giør Siælen glad.
Jeg iled did, og hurtig var min Vei,
Jeg haabed Melpomene vist at finde.
Det var en ildfuld, aandefuld Jødinde —
Men, ak! min Melpomene var det ei.
Og stille sad jeg med bedrøvet Sind;
Eratos Lyra vakte sødt mig atter:
Jeg Melpomene fandt i Sangens Datter,
I Nordens Freia — det var Jenny Lind.
O, I som klage: Tiden har ei Sands
For høie Følelser; som Folket laste!
Seer Taaren flyde, skuer Folket kaste
For hendes Fod den velfortiente Krands.
Nei! Harpen hænger, hvor den altid hang
Paa Nordens Eeg; der vil den funkle længe.
Det gielder kun at slaae de rette Strænge.
Ei Melpomene synger Svanesang.
2.
En lille Fugl i Busk og Dal,
Sædvanlig kaldet Nattergal,
Om den ældgamle Sagn os sige,
At allerførst det var en Pige —
Og Philomele hendes Navn.
Hvad i Stockholm og Kiøbenhavn
Hun hedder, skal jeg strax berette;
Men først maa jeg fortælle dette.
Formodenlig af Jalousie,
Fordi hun sang sin Melodie
Saa sødt, en Trold det Barn fortrylled
Og i en Fugleham indhylled.
Nu qvad hun, Trolddommen til Spot,
Som Fugl vel ikke mindre godt;
I hver en Daar i Blomsterdalen
Hun fløited skiønt som Nattergalen.
For Elskeren var hendes Sang
Til Kildens Accompagnement
Saa sød, som før. Hun selv bedrøvet,
Graatklædt, sad skiult i Skyggeløvet.
Saa gik det mange hundred Aar.
Da vaagned hun engang en Vaar
Igien som Pige. Hendes Stemme —
Hvo den har hørt, kan den ei glemme.
Thi Fuglens Triller, Ørets Lyst
Med Hiertet i et ædelt Bryst
Forened denne hulde Pige,
Saa aldrig før man hørte Lige.
Nu stod hun der med Smiil paa Kind,
Med Tankeblik — som Jenny Lind.
Om Philomele, Nattergalen
Var der slet ikke mere Talen.
Men, ak! vor Glæde var kun kort;
Som Fugl, hun flyver atter bort.
Dog sørg ei, Digter! stands din Klage:
Hun kommer — loved hun — tilbage.
3.
Thalia stred med Melpomene
Om første Rang paa Digterscene.
Apollo skulde fælde Dom;
I Strid de hidsigt til ham kom.
Sangguden i det Musamøde,
Som Ingen af dem vilde støde,
Ved Harpen hilste dem, og loe;
At Begge vandt, og Ingen tabte,
Til Jenny Lind han dem omskabte:
I hende see vi begge To.