Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Din Fødselsdag, min elskte Datter!

Med Solskin og Reseda kommer atter;

Og er det ikke nu en herlig Sag,

At Smerten, Faren reent er overstaaet,

Og at en lille Dreng ved dig har faaet

Sin egen lille Fødselsdag?

Han ligger i dit Skiød. En bedre Gave

Kan intet kiærligt Moderhierte have.

Gud, gav dig til din Fødselsdag en Skat,

Som Guld og Ædelstene langt opveier,

Om end til Giengield, naar du ømt ham pleier,

Han giør dig mangen søvnløs Nat.

Den lille Dreng blev denne Gang ei Pige;

Men, Herregud! hvad vil det mere sige?

En Pige — du faaer nok med Tiden een.

Af Drengebørn man ei kan ha’e for mange;

De dyrke Jorden, og giør Fienden bange.

Nu voxe Kæmperne paa Steen.

Ei Storken bragte ham til Klippeborge,

Thi der er ingen Storke jo i Norge.

Men Harald vidste nok: han kom fra Sky.

Thi stod han flittigt, og ved Floden stirred,

Og Længselen ham Synet ei forvirred;

Da kom den lille Broder „ny”.

Men som en kiærlig Fader er jeg pligtig

At raade dig, mit Barn: vær nu forsigtig,

Og giv dig Tid til ret at vorde frisk!

Saa skal du see, mens Patteglutten klappes,

At snart i Sundhed du med Fuglen kappes

Og med den raske, livelige Fisk.

Med Mand og Børn, jeg haaber vist, du kommer

Til Bedstefader næste gode Sommer;

Da vorder det først ret et Sommerliv.

Her har jeg nok af smukke — tomme Stuer.

Fasaner har vi ikke, men i Duer

Kan Harald, Adam finde Tidsfordriv.

Den lille Normand — siig mig, hvad han hedder —

Skal ogsaa patte da paa Danmarks Bredder,

Og Modermelk i Moderhiemmet faae;

Saa vil han elske Danemark som Norge,

Og fri og stolt paa sine Klippeborge,

For Bøgeskoven vil hans Hierte slaae.