Til Gertner,
da han havde malet mig.
da han havde malet mig.
En Digter skriver sine Riim
Stundom til Tidens Gammen;
Og hvis der er i dem lidt Liim,
Saa holde de vel sammen,
Saa holde de ham sagtens ud.
Hans Krop i Muld, hans Siæl hos Gud —
Hans Vers tilbage blier paa Jord,
Saa at man selv ham leve troer.
Naar mangen vakker Svend og Mø
Har hørt hans Musa qvæde,
Men at han selv længst monne døe,
Da kunde de fast græde.
De saae endnu ham gierne her,
Fordi de fik Poeten kiær.
I Bogen vel han lever fort;
Men hans Skablon — den maatte bort.
I Digtet Aanden prøvet staaer,
Den kiendes ganske nøie;
Men — hvad han havde for et Haar,
Og Næsen og hans Øie
Af Digtet ei man vide fik.
Man gierne dvælte ved hans Blik;
Man gierne smile saae hans Mund,
Som i den friske Levestund.
Hvor meget maa da takkes ei
Den, som har frelst hans Minde;
Som greb hans ægte Contrafei,
Og lod det ei forsvinde!
Alt mangen ædel Kunstnerhaand
Mit Billed gav med Liv og Aand;
Din Farve, Gertner! nær jeg seer
Ved store Thorvalds Form i Leer.