Som Loke, mellem Jetter, mellem Guder,
Snart staaer det Skiønne bi, snart Ondt bebuder,
Nu Tvedragts Ven, nu atter Ven af Freden,
Saa virker i sit Glimmer Vittigheden.
Den er et Spil af Billedet og Tanken,
Hvis Spøg forsætligt overtræder Skranken
Af sund Fornuft i Livets, Kunstens Rige,
For at bespotte det Urimelige;
Og saadan god. Naar ei den sig forløber,
Naar den retfærdigt svinger sine Svøber
Mod de Tobenede, som gaae paa Fire;
Da vorder den helbredende Satire.
Thi Daaren, som ei vil og kan ei tænke,
Ham bør man ei Alvorligheden skienke,
Men Tanker af hans eget Slags levere,
Saa at han selv sig kan prostituere.
Dog ei Satirer blot, som Daarer møde
Med kold Foragt, er Vittighedens Føde;
Dens fine Spøg, dens Tankeleg kan glæde,
Selv hvor Fornuftige kun var tilstede.
Men Vittigheden, naar den Ondskab hylder,
Den værste blev af alle Pestens Bylder;
Thi den opløser Retfærd, Dyd, Fornuften
Til Avner, som den blæser hen i Luften.
Som sin Spidsfindighed den skiuler Aben,
Og sætter sig paa Bænk med Videnskaben,
Men giør kun Knuder, ægte Sandhed rokker,
Og Ynglingen til Daarlighed forlokker.
I Spidsbub-, Tyve-, Røver-, Morder-Sproget
Af Vittigheden altid findes Noget;
Kun Spotten er den Afgud, som de tiene,
Der bider lumskt og feigt, som en Hyæne.
I muntre Digtekunst staaer tidt i Krogen
Et vittigt Indfald, pynter Dialogen;
Men Vittigheden selv kan Intet skabe,
Den kan blot øieblikligt efterabe.
Skal Viddet virke comisk paa vor Scene,
Maa det med Phantasien sig forene;
Saaledes digted Holberg, Moliere.
Men Viddet kan en større Krone bære:
Med Følelsen, Begejstringen forbunden,
Dets Lune gaaer til Høiden og til Grunden
Af Menneskets Natur; og først paa Listen,
Thalia! i din Bog staaer Humoristen.
Cervantes, Shakespeare, naar de skildre Taaben,
Er det Apollo selv i Narrekaaben.
Apol har Falstaff, Don Qvixote indviet.
Hvad mere Stort frembragte vel Geniet?
Den Latter, som vi skienke slig en Daare,
Stort Frændskab har med Melpomenes Taare;
Det er, som Aftenrødt og Morgenrøde
Skiærsommerstid: Extremerne sig møde.