I Ungdoms Blomsterdage,
Da mig Nysgerrigheden
Hendrog at skue Sydens fierne Lande,
Da lød saa tidt min Klage
For et forsvundet Eden,
Naar ikke meer jeg saae de danske Strande.
Veemoden monne blande
Sig tungt i Danerskialdens Harpetoner,
Naar Vestenvinden spøgte,
Naar han forgieves søgte
Sit Lands smaragdengrønne Bøgekroner,
Hvor Bonden Leen hvæsser, —
Men sandt kun Pinier, Laurbær og Cypresser.
Nu boer jeg i mit Eden,
Jeg kommen er i Havnen
Af elskte Hiem; men, ak! med Taareblikke
Henstirrer jeg i Favnen
Af Mindet og af Freden
I Paradiis — thi Eva er der ikke.
De blege Blomster nikke
Paa hendes Grav med brudte Stilk i Vinden;
Thi grusomt Dødens Engel
Brød hendes Liliestængel,
Og mere bleg end Lilien blev Kinden —
Og Husbond, Sønner, Datter
Forgieves Christiane kalder atter.
Dog ikke hun alene
Forsvandt, — saamange Kiære,
Og stukt med dem blev mangen herlig Flamme.
Og lutter nye Grene
Jeg skuer Træet bære,
Endskiøndt endnu det er den gamle Stamme.
Vel skiønne Navne bramme
I Træets runkne Bark fra svundne Dage;
Men unge Tiørnehække
Hovmodigt dem vil dække.
Skal jeg til deres Forsvar Staalet drage?
Ak, taabelig var Striden;
Hvor kan en enkelt Kæmper standse Tiden?
Og Tiden skal ei standses,
Den rulle skal sin Bølge,
Og Bølgerne skal komme, skal forsvinde.
Men Tiderne skal sandses;
Hvad ei de kan fordølge,
Det er: det Skiønnes dyrebare Minde.
Og hist skal jeg gienfinde
Hver ærlig Siæl, som kom mig varmt i Møde.
De ei forviste bleve;
Nei, atter skal jeg leve
I ægte Hiem med alle kiære Døde,
Hvor ei Tidsbølgen triller:
Hos Goethe, Shakespeare, Æschylos og Schiller.
Men dog skal ei min Længsel,
Skiøndt did den Haanden strækker,
I Livets Høst og Vinter mig forkue.
Ei Alderdom er Fængsel;
Skiøndt Sneen Haaret dækker,
Kan Hiertet brænde med en Ungdomslue.
Kiækt i min lille Stue
Vil jeg, som i min Ungdom, Harpen røre,
Og mange Danmarks Sønner
End Hakons Skiald belønner
Ved gierne paa hans Hierteqvad at høre.
Ei gamle Træ er Stubbe;
Homer var Digter, skiøndt han var en Gubbe.
Saa vær, mit Barndoms Hiem! endnu det kiære,
Endskiøndt jeg aner gierne
Lyksaligheden hisset i det Fierne.