Med tredsindstyve Aar, min Tro!
Man ønskte gierne sig lidt Ro;
Man lider ei, at Svøben snerter.
Man ei paa Laurbær hvile vil,
Men man vil ogsaa nødig til
At knæle hver en Dag paa Ærter.
Har man ei selv udrettet Stort —
Hvad har de Andre da vel giort,
At de tør vise sig saa strenge?
Og lever man endnu ret sund
I Axelstad, i Bøgelund —
Har man alt levet dem for længe?
Blandt Cannibaler er det Brug,
At ei man deler Disk og Dug
Med Gubber — men dem at begrave;
Dog den, som end har Saft og Kraft
Og svinge kan sit Øxeskaft,
Ham lader man dog Livet have.
Men her besynderligt det gaaer;
Her Nogle troe: i treti Aar
Jeg alt poetisk er hensovet;
At Kroppen, som imens her gik,
Af ingen Aand sit Væsen fik,
Et Gienfærd sig af Graven voved.
Feiltagelsen — som Mange troer —
Maa dog nok være noget stor,
Og ikke blot i mine Tanker.
Med Liv begraves vil jeg ei;
Derfor fortænker Ingen mig,
At jeg paa Kistelaaget banker.
O, strenge Dommer! luk dog op.
Hvi vil du dog fra Pindi Top
Fordrive mig med stolten Mine?
Jeg praler ei af, jeg er stærk,
Men mener kun, mit Digterværk
Endnu kan hamle op med dine.
Thi skiøndt du giennemhegler mig,
Og troer ham ene værdig dig,
Mon „Sokrates” og „Tordenskiold”
Og mangen Helt fra Hedenold
Fordunkles af — „Fata Morgana”?