Udgangsøget
En Fabel.
En Fabel.
Paa Marken, i Vintren, ved Juletids-Fest,
Da Søen var frossen, og Sneen var falden,
Løb om uden Bidsel, forjaget af Stalden,
En udlevet, mager og matøiet Hest.
Den mødte ved bladløse Lund
En velnæret Hund,
Som havde den Ære,
Af Messing et Baand omkring Halsen at bære,
Hvorpaa der stod skrevet, at Taps
Var Junkerens Laps.
„Hvad giør du herude? Her er jo saa dødt.” —
„Jeg opstøder Isen og Sneen med Snuden;
Lidt Græs kan endnu man ei være foruden.” —
„Skarp var da vel Skorpen; dig Mulen har blødt.
Nei, jeg har det bedre: ved ridderligt Bord
Jeg snapper de Bidskner, som Herren ei æder,
Jeg deler med ham alle Selskabets Glæder,
Og tidt mig et Lem af Familien troer.
Forlad ei din Stald, du enfoldige Hest!” —
„Min Stald? Jeg har ingen. Den for mig er lukket,”
Giensvared udtærede Ganger, og sukked,
Og Manken omvifted i Aftenens Blæst. —
„Hvad har du forbrudt, siden Alle dig skyer?” —
”Jeg førte min Ridder paa Jagten, i Kampen;
Man roste min Væxt og min Styrke, min Trampen,
Og Alle mig nævned: et kongeligt Dyr.” —
„Og nu?” — „Er den Glæde, den Ære forbi.
Fortjenesten glemt!” — „Men saa maa du dem røre,
Dem smukt til Gemyt din Elendighed føre.” —
„Jeg betle? Ha, Køter! jeg raader dig, ti!” —
„Kom, Ganger!” saa vedblev den smidige Hund,
„En Kunst jeg din Hale med Lethed vil lære,
Som ei man paa Jorden kan længer undvære:
At logre. Det har jeg studeret fra Grund.”
Men ligesom Lapsen i Halen ham tog,
At lære ham ydmyge Logren herefter,
Fortørnede Ganger med Levning af Kræfter
Udsparked, og Lærerens Tænder indslog.
Og medens den blødende Køter i Hast
Løb hiem til sin Borg, mens hvert Lem paa ham dirred,
Nedlagde sig Hesten paa Isen, og stirred
Mod Himlen med Adel — og Øinene brast.